Af Karsten Byrgesen, medlem af Kultur- og Idrætsudvalget og byrådsmedlem i Fredericia. Regionsrådsmedlem Region Syddanmark
Fredericia er en by, hvor kulturen trives og, hvor der er et aktivt medspil fra borgerne i Fredericia og de rigtige mange gæster, der besøger Fredericia året rundt. Vores by har noget at byde på og vores kulturelle tilbud nyder godt af en meget stor frivillighed fra enkeltpersoner og foreninger, der altid står klar, når vi skal skabe noget sammen.
Det er et aktivt medejerskab der også får mig til – som kultur politiker – at yde en ekstra indsats og sikre den nødvendige økonomi.
Kultur kan let blive forvekslet med frås med skattekronerne, hvor pengene bruges på smalle profil projekter til glæde for den ”kulturelle elite”.
Sådan hænger det ikke sammen i Fredericia. Vi er kulturbyen for alle, hvor intet er for småt og at Royal Run som årets top arrangement, sætter retningen for vores ambitioner.
Vi er og byen der kendes for vores Musical teater, der gennem tider har leveret stribevis af store forestillinger. Mindst lige så kendte er vi for Madsby Legepark, Vores historiske Voldanlæg, håndbold og fodbold, MesseC og meget mere.
Kultur til folket kan noget i Fredericia. Kulturen er båret af visioner og et kommunalt engagement, der investerer i fællesskabet. Vi står overfor et komplekst arbejde med at lave et solidt budget for 2025. Budgettet kommer til at stå i skyggen af sparekrav, der kan vise sig at være ganske alvorlige.
Set i det lys, er en investering i kultur også noget der skal prioriteres. Succes i kulturlivet smitter af på erhvervslivet i Fredericia. Det gælder hele vejen rundt fra hoteller, restauranter og butikker med flere, der direkte kan måle en effekt på antallet af gæster i Fredericia. Jeg taler om et femcifret millionbeløb, der er et meget synligt bevis på effekten af at have et varieret og et kvalitetsmæssigt kulturelt udbud, som jeg kæmper hårdt for.