Sagen om Fredericia Tyrkisk Kulturforening og de kommunale tilskud har skabt politisk debat i Fredericia. Efter at foreningen har meddelt, at de frivilligt vil tilbagebetale de modtagne midler og trække sig som folkeoplysende forening, har Socialdemokratiets gruppeformand, Søren Larsen, udtrykt sin støtte til beslutningen.
Turan Savas, byrådsmedlem for Socialdemokratiet og formand for Fredericia Tyrkisk Kulturforening, har stået i spidsen for foreningens beslutning om at tilbagebetale omkring 220.000 kroner i kommunale midler. Beslutningen kom efter et skærpet tilsyn fra Fredericia Kommune, der pegede på en sammenblanding af regnskaber mellem kulturforeningen og Fredericia Moské. Foreningen ønsker nu at rydde enhver tvivl af vejen ved at betale midlerne tilbage og stoppe med at modtage offentlige tilskud.
Søren Larsen mener, at det er positivt, at foreningen har taget ansvar i sagen:
– Jeg synes, det er godt, at hvis der er tvivl om, hvorvidt tingene er foregået korrekt, så tager de det ansvar, der skal til for at tilbagebetale, hvad der skal tilbagebetales, siger Larsen.
Selvom Turan Savas er en del af Socialdemokratiets byrådsgruppe, har sagen ikke været diskuteret internt i gruppen.
– Nej, det har vi ikke gjort på nogen måde. Vi har slet ikke diskuteret det i Byrådsgruppen, fordi hvis vi skulle tage en beslutning i Byrådssammenhæng, ville vi risikere at blive inhabil, så vi har slet ikke drøftet det i gruppen, siger Søren Larsen.
Søren Larsen understreger også, at han mener, foreningen har handlet i overensstemmelse med folkeoplysningsloven, men at de muligvis har haft vanskeligheder med at opfylde de krav, der følger med tilskuddene:
– Jeg tænker, at de har søgt om midler i henhold til folkeoplysningsloven, og de har modtaget dem på et tidspunkt. Måske har de haft problemer med at opfylde kravene, og så vælger de at tilbagebetale midlerne, slutter Søren Larsen.
Sagen har givet anledning til flere politiske overvejelser omkring brugen af kommunale midler til folkeoplysende foreninger og de krav, der stilles til deres regnskabsføring.
AVISEN har efter samtalen med Søren Larsen talt med Karsten Cordtz. Det kommer der en selvstændig artikel omkring.