Fredericia Byråds beslutning om at godkende store renoveringsprojekter i Ringparken, Vaseparken og Lumbyesparken har skabt en bølge af utilfredshed blandt beboerne, der nu står over for huslejestigninger på op til 34 procent. Beslutningen, der blev truffet på årets sidste byrådsmøde, har ført til skarpe reaktioner både på sociale medier og blandt de berørte beboere.

En beboer fra Ringparken udtrykte sin frustration i et opslag:

– Som beboer i Ringparken er jeg dybt rystet, vred og dybt ulykkelig over, at vi som så mange andre tvinges til at fraflytte. Mangler ord for processen, håndteringen og ikke mindst kommunikationstonen. Rigtig glædelig jul. En anden beboer kritiserede den måde, beslutningen blev håndteret på: – Første gang vi som beboere hører om, hvor stor en huslejestigning det kommer til at medføre. Beboerdemokratiet er efterhånden en joke.

De stærke reaktioner er ikke uden grund. Mange beboere, der har boet i deres hjem i årevis, føler sig fanget af en proces, der efter deres mening ikke har taget nok hensyn til deres økonomiske situation. For nogle betyder stigningerne, at de ikke længere har råd til at blive boende.

En beboer skrev: – Det hus, vi er fraflyttet, trængte til en renovering, og det samme gør flere i rækken bagved. Men en huslejestigning på 34 % er jo voldsomt. Det kan man ikke være bekendt. Jeg har virkelig ondt af jer, der bor der. Øv, hvor en kedelig julegave.

På et ekstraordinært afdelingsmøde tidligere på året var der ellers mulighed for at stille spørgsmål til projektet. Flere beboere gav her udtryk for deres bekymring over, hvordan de stigende huslejer ville påvirke dem. En af beboerne udtrykte sin frustration med, hvordan vedligeholdelsen var blevet forsømt over årene:

– Vi har haft høje huslejestigninger i flere år. Selvom vi gerne ville have lavet noget, så har vi fået at vide, at det kunne vi ikke, så nu er det hele misligholdt.

Boligkontoret Fredericia erkendte ved mødet, at huslejestigningerne er en realitet, men understregede nødvendigheden af projektet:

– I forhold til huslejestigninger, ja, så kommer der huslejestigninger hvert år. Der er omkostninger i samfundet, så der er mange faktorer, der spiller ind på stigningen. Vi er nødt til at fremtidssikre afdelingen.

Men beboernes bekymringer går langt dybere end de økonomiske aspekter. Mange føler sig overhørt og overset i processen. Kritikken retter sig ikke kun mod huslejestigningerne, men også mod måden, beslutningen blev truffet på.

– At gå imod beboerne og ‘overrule’ deres afstemning er direkte klamt, lød det fra en vred beboer. En anden påpegede: – Byrådet skal styre og kontrollere Boligkontoret, ikke være deres samarbejdspartner.

Situationen er særlig vanskelig i Ringparken, hvor beboerdemokratiet har været under pres. Kritikken af processen og beslutningernes konsekvenser tegner et billede af en voksende utilfredshed blandt byens borgere, der føler sig presset af stigende omkostninger og manglende dialog. Byrådet og Boligkontoret Fredericia står nu over for en udfordring i at genopbygge tilliden og sikre, at fremtidige beslutninger tages med større inddragelse af dem, det hele handler om – beboerne.

Læs også

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her