BOLIG. Det omfattende gravearbejde omkring Nørrebrogade i Fredericia har skabt frustration hos flere borgere, der ikke forstår, hvorfor kun beboerne på selve Nørrebrogade – samt hjørneejendommene på sidevejene – er inviteret til et borgermøde.

»Kommunen virker ligeglade,« det er ordene fra flere fredericianere i Nørrebrogadekvarteret torsdag formiddag, hvor AVISEN er på besøg. Rikke Lundsgaard Breckling har forsøgt at råbe kommunen op, blandt andet ved at samle underskrifter fra hele Nørrebrogadekvarteret. Men hun føler sig ignoreret:

»Fredericia Kommune virker ligeglade med vores henvendelser. Jeg havde samlet underskrifter fra hele kvarteret, men kommunen har valgt at ignorere det. Alle sideveje er ikke inviteret, og når jeg stiller spørgsmål til dette får jeg at vide, at de vil ikke diskutere sagen yderligere,« siger hun med henvisning til, at arbejdet på sidevejene udelukkende udføres af Fredericia Spildevand.

»Kommunen ejer jo Fredericia Spildevand fuldt ud, og politikerne sidder endda i bestyrelsen. Alligevel får vi at vide, at sidevejene ikke inviteres med. Det er uforståeligt og amatøragtigt,« fortsætter Rikke Lundsgaard Breckling.

»Vi er ikke inviteret – det er ringe«

Birger Naver, der bor på Nellikevej, er også frustreret over, at de ikke er inviteret:

»Vi er ikke inviteret. Det synes jeg er mærkeligt. Det er nu ikke fordi, vi har noget, der er skadet, men det må da gælde alle, der har været en del af dette store opgravningsarbejde. Jeg har kontaktet Fredericia Kommune og har fået svar om, at det kun er Nørrebrogadebeboere, der er inviteret. Det forstår jeg virkelig ikke.«

»Det er ringe, at man som borger ikke ved, hvem man skal have fat i, hvem der står for hvad, og hvorfor. Argumentet skulle være, at det skyldes, at det udelukkende er Fredericia Spildevand, der arbejder på sidevejene. Dertil kommer, at hvis man ser på Nørrebrogade isoleret, så er det primært lejelejligheder, og her har man fået en indbydelse i e-boks. Men her vil mange jo ikke komme, det er jo ikke deres huse, der er gået i stykker. Jeg synes også, det er noget forfærdeligt svineri, de har lavet med vejene, og det næste er sikkert, at det bliver private veje, så vi skal bøvle med det,« uddyber Birger Naver.

»Kommunen forsøger bare at tysse tingene ned«

På Lærkevej bor Claus Thomsen, og han deler naboernes kritik og frustrationer over mangelfuld kommunikation fra Fredericia Kommune og Fredericia Spildevand:

»Jeg er lidt forundret over, at når der er nogle mennesker, der forsøger at skabe dialog, så vælger kommunen bare at skære igennem, hvem de nu synes, der skal med. Jeg er da oprørt over det arbejde, der bliver lavet herude,« siger Claus Thomsen.

»Jeg føler lidt, at det er bare for at tysse hele stemningen ned. Som udgangspunkt har jeg jo ikke rigtig noget at være sur over endnu. Men det har været en daglig spænding at finde ud af, hvordan vi kom ud herindefra, fordi så er der spærret her, så er der spærret dér. Vi har faktisk ikke fået en skid information.«

Claus Thomsen fremhæver, at han har måttet tage initiativ til kommunikation om fejl begået af arbejdsholdene:

»De har gravet vores fibernet over, og der er ikke nogen, der tager initiativ til en skid. Det har jeg selv skulle gøre. Jeg har gået til en medarbejder og sagt, at de har rykket vores internet over.«

Kommunens forklaring på, hvorfor sidevejene ikke er inviteret med, giver han ikke meget for:

»Jeg har skrevet til kommunen, og de har svaret, at man har valgt kun at tage dem med, der berøres på Nørrebrogade, og så den første ejendom på sidevejene.«

Han mener, at kommunen burde have inkluderet flere veje i kvarteret:

»Vi er jo berørt hver gang, vi kører ud fra Lærkevej eller fra Spurvevej. Så går vores bil i alarm, fordi højdeforskellene er så store. Det er sgu da ikke i orden. Hvis vi andre lavede sådan noget arbejde, så fik vi lov til at lave det om.«

Ifølge Claus Thomsen burde kommunen og Fredericia Spildevand i højere grad lytte til borgerne nu, for at undgå problemer senere:

»De ting, der kommer frem på borgermødet, det skal vi jo forhåbentlig ikke til at bøvle med senere. Men man lægger bare låg på ét problem nu, og så opstår der et nyt et andet sted. Det virker, som om vi hele tiden skal kæmpe vores egen sag.«

Fredericia Kommune er endnu ikke vendt tilbage

AVISEN arbejder stadig på en kommentar fra Fredericia Kommune, der endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.

Vi følger op på sagen.

Læs også

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer