Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

← fredericiaavisen.dk

Kristian Jensen har ekspederet kunder i Din Tøjmand Sejersen i 25 år

Kristian Jensen har ekspederet kunder i Din Tøjmand Sejersen i 25 år

NAVNENYT. Torsdag 1. oktober kan Kristian Jensen fejre 25 års jubilæum i Din Tøjmand Sejersen, og det er en milepæl, han selv ved er blevet sjælden i hans generation. »Der er ikke så mange, der gør det mere,« siger han og tilføjer, at det i dag mest er de ældre kolleger i branchen, der når de lange jubilæer. Jubilæet bliver markeret med en fælles middag for butikkens ansatte, og kunderne får også del i festen. I jubilæumsugen kører butikken med 25 procent på alle varer, og der bliver serveret lidt godt at spise og drikke.

Vejen til Din Tøjmand Sejersen begyndte, da Kristian Jensen kom i lære i Billedgård, der lå der, hvor Kop & Kande ligger i dag. Efter læretiden kom han til Sejersen, og mens han aftjente sin værnepligt, arbejdede han i butikken i weekenderne. Siden er det ene år taget det andet, og han havde ikke selv regnet med at blive så længe. Han er dog langt fra den eneste med lang anciennitet i butikken. Henriette har været der i omkring 28 år og Gitte i 12. »Jeg har været her i 25 år, så det giver noget stabilitet til butikken, og det er egentlig rart også for kunderne, fordi vi kender mange kunder,« siger Kristian Jensen.

Netop stabiliteten er grunden til, at han bliver. Under sin læretid oplevede han omkring 20 forskellige butikschefer på to et halvt år, og det skabte ifølge ham mest forvirring. Hos Sejersen kan medarbejderne planlægge ud fra en fast base. »Jeg kan rigtig godt lide, at vi er de samme hele tiden,« siger han. Om han skal et andet sted hen i fremtiden, er svaret kort. »Det er helt sikkert,« siger han om, at han bliver i butikken, hvor planen blot er at følge udviklingen.

Og udviklingen har været markant i de 25 år. Da han begyndte, var der mange flere ansatte, og som i butikker over hele landet er bemandingen siden blevet mindre. Samtidig handler kunderne anderledes. »Nu har folk fået mange flere penge mellem hænderne,« siger Kristian Jensen, der oplever, at én kunde i dag kan købe for det samme som flere kunder gjorde tidligere. »Ekspeditionerne er blevet meget større,« siger han.

Nethandlen mærker butikken ikke meget til. Mange kunder har prøvet at købe tøj på nettet og oplevet, at det ikke passede, og ifølge Kristian Jensen er det især de helt unge, der handler online. De voksne kunder vil gerne prøve tøjet og mærke kvaliteten, og netop kvaliteten er kommet tilbage i høj kurs. I en årrække var mange skeptiske over for uld og hør, fordi hør krøller, og uld var besværlig at vaske. Nu er de naturlige materialer populære igen, og butikken sælger mere uld og hør end nogensinde. Kristian Jensen peger blandt andet på, at mange kvinder er begyndt at strikke, og når de kender prisen på garn, forstår de også bedre, hvorfor en god uldtrøje til manden koster, hvad den gør.

Varerne købes ind omkring et år i forvejen og leveres i mindre portioner gennem sæsonen. Når butikken køber ind til efteråret, er det derfor til næste års efterår, og det gør det ifølge Kristian Jensen nemmere, fordi man ved, hvad der er solgt i den samme sæson.

Det, der har holdt ham i faget, er mødet med kunderne. »Jamen jeg tror, det er servicen,« siger han og forklarer, at ingen dage er ens, fordi der hele tiden kommer nye mennesker ind ad døren ved siden af de mange faste kunder, hvoraf nogle har handlet hos ham i årevis og bevidst søger hans hjælp. Nogen stor teori om mennesker har han ikke fået ud af de 25 år bag disken. »Folk er jo vildt forskellige, så man snakker vel til dem, som de snakker til en, og det er jo det, der gør det,« siger Kristian Jensen.

Del artiklen

Læs også

Fra hestesko i en baggård til Bjørn Nørgaards kunstværker – smedefamilien i Fredericia fejrer 80 årKendt ansigt får ansvaret for Børn, Fritid og TværsenhedMangeårig socialdemokrat forlader partiet efter spørgsmål om børnetal i HerslevFredericias skoler har opbygget en gæld på 17,6 mio. kr.