BUSINESS. Erhvervsdirektør i Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, kalder situationen i Fredericia Midtby stærkt bekymrende. Flere butikker melder om faldende omsætning, og mange føler sig overset i processen omkring lukningen af Danmarks Port.
Kristian Bendix Drejer taler hver dag med erhvervslivet. Han møder dem også de mere uformelle steder, som til håndbold i gang, og vejarbejde i Fredericia er blevet et tema. Han har på det seneste hørt, at flere butikker kæmper med to-cifrede omsætningsfald.
«Det er stærkt bekymrende,» siger han. «Der har været rigtig mange vejarbejder i de senere år. Vi har i Midtbyudvalget slået på, at man skal få os med ind i loopet, fordi man nogle gange kan finde mere skånsomme løsninger for midtbyen. Når jeg taler med butikkerne, hører jeg det samme – de er ramt af det her, og det skal man tage alvorligt.»
Han forklarer, at Midtbyudvalget har rakt hånden ud til kommunen for at få et tættere samarbejde. «Jeg håber, at vi fremover kan komme tættere på hinanden. Danmarks Port er jo besluttet og i gang – det kan vi ikke lave om på nu. Men vi kan arbejde for at få projektet afsluttet hurtigere, end der først var planlagt. Det vil jeg slå et slag for.»
«Butikkerne har ikke meget at stå imod med»
Erhvervsdirektøren beskriver et handelsliv, der gennem flere år har kæmpet for at overleve.
«Butikkerne har ikke meget at stå imod med. De er svagt økonomisk funderet. Efter corona og de mange vejarbejder har de været presset igen og igen. Færre folk kommer ind i byen, mens vi samtidig investerer millioner i at få midtbyen til at blomstre gennem turisme og bosætning. Det hænger ikke sammen, hvis man med den anden hånd lukker adgangen til byen,» siger han.
Han nævner Vesterbrogade som et eksempel på, at samarbejde kan gøre en forskel. «Da Vesterbrogade skulle lukkes i over et år, gik vi i Business Fredericia sammen med handelslivet, forvaltningen og Fredericia Spildevand. Vi fandt en løsning, der var dyrere for kommunen, men som betød, at man kunne lave rørene uden at spærre hele vejen i et år. Det var hårdt nok, men vi undgik den store katastrofe. Det er den måde, vi bør arbejde på – med dialog og fælles løsninger,» siger han.
«Vi må passe på byens blodårer»
For Kristian Bendix Drejer er der ingen tvivl om, at de store veje ind i byen er afgørende for byens puls.
«Vi skal passe på vores blodårer ind i byen – Oldenborggade, Holstensvej og Danmarks Port. Det betyder noget for butikkerne. Vi risikerer, at der nu lukker butikker, hvor vi ellers har kæmpet for at skabe liv. Vi har netop fået Sivegaden til at fungere – og nu oplever vi igen faldende omsætning,» siger han.
Han peger på, at tiden nu er altafgørende. «Danmarks Port skal være færdig, inden julehandlen går i gang. Den 21. november begynder den tidlige julehandel – og det vil være katastrofalt, hvis porten ikke er åben der. Det er alfa og omega, at projektet ikke forsinkes.»
«Det handler ikke om modstand – det handler om samarbejde»
Kristian Bendix Drejer understreger, at ingen i erhvervslivet er imod, at arbejdet udføres – kritikken handler om processen.
«Der er ingen, der siger, at det ikke skal laves. Men vi har ikke været ordentligt orienteret. Vi har ikke vidst, at porten ville blive helt lukket, og hvor længe den skulle være det. Det skulle man have taget med i Midtbyudvalget. Så kunne vi have givet input, og Fredericia Shopping kunne have informeret sine medlemmer. Det handler ikke om modstand mod projekter – det handler om kommunikation, planlægning og respekt,» siger han.
Han peger på, at det mange gange er små justeringer, der gør forskellen. «Ofte handler det om bedre planlægning, bedre timing og at finde løsninger, hvor man gør det, når det generer mindst muligt. Det er det, vi gerne vil være med til – at skabe mere kvalificerede løsninger undervejs.»
«Fredericia må lære af det her»
Selvom skaden er sket, håber erhvervsdirektøren, at forløbet kan bruges til læring.
«Jeg håber, at vi kan tage erfaringen med os. Projektet er besluttet, og arbejdet er i gang – nu handler det om at få det gjort færdigt så hurtigt som muligt. Det er konstruktivt, og det er den vej, vi skal. Vi skal lære af det. Vi skal tænke os bedre om næste gang og tage hinanden med fra starten,» siger Kristian Bendix Drejer.
Han understreger, at gentagne vejarbejder har kostet dyrt på både tålmodigheden og bylivet. «Der har været rigtig mange vejarbejder i Fredericia de seneste år, og det har en pris. Når hovedvejene spærres, forsvinder livet fra midtbyen. Det er logisk. Men vi kan vende det, hvis vi gør det klogere fremover,» siger han.