Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

← fredericiaavisen.dk

Konservative: Salg er en mulighed - men debatten skal ikke foregå i pressen

Konservative: Salg er en mulighed - men debatten skal ikke foregå i pressen

Som en reaktion på bekymringerne blandt lejere i Videnparken i Fredericia, har AVISEN talt med gruppeformand for De Konservative, Tommy Rachlitz Nielsen. Han giver her sin vurdering af sagen, som har skabt debat om den kommunale ejendoms fremtid.

Rachlitz mener, at det ikke generelt er en kommunal opgave at eje kontorbygninger.

- Der er blevet talt om Videnparken i mange år. Det kan ikke passe, at hvis private tager over, så forsvinder folk. For så er det jo for billigt derude, siger han.

Han påpeger også, at kommunen ikke skal konkurrere med private kontorfællesskaber.

- Vi skal sikre os, at der ikke er nogen, der favoriseres. Som udgangspunkt vil vi gerne af med nogen offentlige bygninger. Nu kan vi komme til at bruge en masse penge på at renovere og så sælge. Der kunne man ønske, at det tidligere byråd havde truffet en beslutning tidligere, tilføjer Tommy Rachlitz.

Rachlitz understreger dog, at han finder det bekymrende, at debatten om Videnparkens fremtid nu foregår i pressen, før byrådet har haft mulighed for at drøfte sagen.

- Men jeg forstår ikke, at man går i pressen og udtaler den slags uden at vi overhovedet har haft mulighed for at tale om det i byrådet. Det handler om ordentlighed. Nu er der en masse virksomheder, der kommer i tvivl om det ene og det andet, uden at der er nogen, der kan svare, siger han.

Mens lejerne frygter, at et salg vil skade det kollegiale miljø og fællesskab, de har opbygget, ser De Konservative salget som en mulighed for at frigøre kommunale midler og undgå unfair konkurrence med private kontorfællesskaber.

- Debatten viser tydeligt, at der er behov for en dybdegående diskussion i byrådet om Videnparkens fremtid. En diskussion, der tager højde for både lejernes bekymringer og behovet for en sund økonomisk styring i kommunen, slutter den konservative gruppeformand.

Del artiklen

Læs også

Fredericia sagde ja til en hel sommer, og den sagde ja tilbage: Nu er byen kåret til Årets Juleby, inden bladene er faldetLouise Thaysen Raun kigger op, hvor andre kigger nedKim Ankjær Nielsen kører hver dag fra Odense til Fredericia for at passe byens skrald: Han ville gøre det igen i morgenThomas Hylgaard leder et hus, der begynder at spille klokken to: Hans Fredericia begynder hos børnene