Arkivfoto

En samarbejdsaftale mellem Fredericia Kommune, Business Fredericia, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Fredericia Uddannelsesråd mangler kun endelig politisk godkendelse, før den er klar til at træde i kraft. Parterne har store forventninger til de punkter, der ligger i aftalen.

Flere i arbejde, flere nye virksomheder, flere arbejdspladser og bedre uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder.

Det er et udpluk af målsætningerne i en kommende samarbejdsaftale mellem Fredericia Kommune, Business Fredericia, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Fredericia Uddannelsesråd.

Aftalen er et resultat af gode snakke og forhandlinger. Nu mangler en endelig politisk godkendelse, før den kan træde i kraft, og underskrifterne kan sættes.

– Vi har i mange år haft en tradition for et stærkt samarbejde mellem parterne, og nu skifter vi til et højere gear. Jeg fornemmer stor begejstring blandt aftalens parter, og jeg håber selvfølgelig også, at den begejstring er gældende politisk. Det bedste værn mod fremtidens udfordringer er at sikre, at folk uddanner og efteruddanner sig, ligesom vi skal sikre gode rammer for erhvervslivet. Det har vi givet håndslag med hinanden på, at vi vil indgå i et forpligtigende samarbejde for. Stor cadeau til aftalepartnerne for det ansvar, de tager på sig. Nu glæder jeg mig til aftalen er helt i mål, og vi kan komme i gang med udmøntningen, siger borgmester Steen Wrist.

Et af aftalens fokuspunkter er at lette unges adgang til arbejdsmarkedet, herunder bidrage til at skabe kontakt mellem de lokale virksomheder og de unge, som har behov for mere hjælp til at finde og holde fast i et job.

– Vi styrker blandt initiativerne i forhold til virksomhedsbesøg, erhvervspraktik og fritidsjob ved lokale virksomheder. Alt i alt skal det give de unge et bedre indtryk af de muligheder, der findes i det lokale erhvervsliv, og de mange veje man kan gå. Samtidig er Business Fredericia ved at ansætte en erhvervsplaymaker, der skal være bindeled mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og kommunens ungeenhed. Det kommer til at styrke det tilbud, der er til unge, som er på udkig efter deres plads på arbejdsmarkedet, siger Pernelle Jensen, formand for Unge- og Uddannelsesudvalget.

Mange fælles initiativer

Også aftalens øvrige parter er glade for de fælles målsætninger og initiativer, man er nået frem til. Aftalen skal blandt andet medvirke til at øge efteruddannelse og sikre kvalificeret arbejdskraft både til private og offentlige virksomheder.

– I Business Fredericia, hvor vi repræsenterer mere end 825 lokale virksomheder ser vi aftalen som en win-win-aftale. Vi får samme rammebetingelser som de fleste andre kommuner i Danmark og får dermed skærpet indsatsen overfor de unges tilgang til arbejdsmarkedet og sikrer mere arbejdskraft gennem målrettet efteruddannelse, siger Kristian Bendix Drejer, erhvervsdirektør i Business Fredericia.

Aftalen skal desuden styrke fokus på det sociale og rummelige arbejdsmarked.

– Særligt det store fokus på unge, uddannelse og ikke mindst efteruddannelse af alle medarbejderne på byens virksomheder er vigtigt. Fagbevægelsens Hovedorganisation er positiv over det fælles fodslag på området, siger Bo Petersen, forhandlingsleder for Fagbevægelses Hovedorganisation og formand for 3F Fredericia.

Aftalen er også positiv i forhold til kommunens arbejde med bosætning.

– Jeg er glad for, at det igen er lykkedes at blive enige om en aftale. Der er ingen tvivl om, at både arbejdspladser og gode uddannelsesmuligheder er noget der vægter tungt, når vi snakker bosætning. Med den nye aftale skaber vi gode rammer for begge dele, og understøtter den gode udvikling for både bosætning og borgerne i Fredericia, siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Særligt det store fokus på unge og uddannelse er også et vigtigt fokus for Fredericia Uddannelsesråd.

– Som repræsentant for Fredericia Uddannelsesråd vil jeg arbejde for at vi skal bygge videre på det stærke eksisterende samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne i byen, Fredericia kommune og erhvervslivet til gavn for de unge. Det drejer sig således om at synliggøre og udvikle både erhvervs-, gymnasie og videregående uddannelser som ligeværdige og attraktive muligheder med gode fremtidsmuligheder. På den måde hjælper vi både den enkelte unge og sikrer arbejdskraft til virksomhederne, hvilket bidrager positivt til hele byen og kommunen, siger Jakob Lund, formand for Fredericia Uddannelsesråd.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her