Der var gode præstationer over det meste af linjen, da FC Fredericia vandt 3-0 mod Esbjerg.
Det var ikke de store individuelle præstationer, der gjorde forskellen, men derimod en sammentømret enhed, som satte Esbjerg på plads.
Nuvel, der var individuel kvalitet bag særligt målet til 2-0, men det var ikke sådan, at en spiller overstrålede resten af holdet. Alt lige fra anfører Frederik Rieper i midterforsvaret til de forreste geledder virkede velorkestreret, og der var en tanke bag hver handling, som gjorde, at Esbjerg aldrig for alvor truede FC Fredericia.
Når FC Fredericia på den måde kan levere en sådan indsats i en topkamp, tør man godt drømme om, hvad det kan udvikle sig til. Hvis dette spil fortsætter resten af efteråret, og resultaterne følger med, kan man tillade sig at drømme stort.
Se her vores karakterer fra opgøret:
1: Dumpet
2: Mindre god præstation
3: Jævn præstation
4: God præstation
5: Fortrinlig præstation
6: Topklasse
Valdemar Birksø (3): Blev ikke for alvor testet. De par gange, han blev, var han sikker.
Anders Dahl (3): Ikke iøjnefaldende, men meget påpasselig i alt, hvad han foretog sig.
Jeppe Kudsk (4): Var tilbage igen og gav ikke rum til Esbjergs offensiv.
Frederik Rieper (4): Anføreren overlod heller intet til tilfældighederne.
Daniel Kristjansson (3): Ikke så markant offensivt som tidligere, men lukkede godt af defensivt.
William Madsen (4): En spiller, der nemt kan gå under radaren, men fik lukket godt ned på midten og var god i pasningsspillet. Kom tilmed på måltavlen.
Felix Winther (4): Fik en startplads og gjorde det godt. Skal have flere kampminutter, før han kan holde til en hel kamp.
Jakob Jessen (3): Ikke så markant i sit spil, men viste eksempler på sin gode pasningsfod.
Oscar Buch (4): Flot assist til 2-0-målet og leverede derudover generelt en god arbejdsindsats.
Gustav Marcussen (4): Endnu et mål af den offensive spiller og var tæt på at score yderligere et. En god kamp af ham.
Asbjørn Bøndergaard (4 – Man of the Match): Scorede på den eneste chance, han fik, og var derudover tæt på at lave et oplæg til et mål fra Marcussen.
Cheftræner Michael Hansen (5): En træner kan ikke blive man of the match, men Hansen havde sat holdet perfekt op. Modigt at bænke Agon Mucolli især, men det viste sig at være den rigtige beslutning, selvom den ikke var nem at træffe.
Adam Andersen (UB): Spillede ikke nok.
Jonathan Lindekilde (UB): Spillede ikke nok.
Agon Mucolli (UB): Spillede ikke nok.
Eskild Dall (UB): Spillede ikke nok.
Daniel Thøgersen (UB): Spillede ikke nok.