ENERGI. Konflikten mellem Kolding Kommune og Energinet om en ny 400 kV-højspændingsforbindelse gennem kommunen er på ingen måde lagt i graven. Tværtimod.

Tobias Jørgensen, formand for Plan- og Teknikudvalget i Kolding Kommune, er tydeligt frustreret over det, han oplever som en statslig aktør, der inviterer til dialog uden reelt at lytte. »De har været ude og høre, og ladet som om de lytter til, hvad folk har at sige,« siger Tobias Jørgensen.

Stridens kerne er Energinets plan om at styrke elforbindelsen mellem Aarhus og Aabenraa på en strækning af 190 kilometer. Energinet kan ikke genbruge det eksisterende tracé, fordi den nuværende forbindelse ikke kan tages ud af drift, og fordi byudvikling og miljølovgivning siden 1970’erne forhindrer, at nye luftledninger føres samme vej. Derfor er der planlagt en ny linjeføring, som rammer lokalsamfund, der hidtil ikke har været berørt af elmaster. For beboerne langs den nye linjeføring har konsekvenserne været mærkbare. »Der er en masse mennesker, der både er kede af og trætte af det, fordi deres huspriser rasler ned, og de får en ny udsigt, de skal vænne sig til,« siger Tobias Jørgensen.

Kræver mere kabellægning

Kolding Kommune har gentagne gange bedt Energinet om at kabellægge en langt større del af strækningen. Ud af de 190 kilometer mellem Aarhus og Aabenraa bliver kun 30 kilometer gravet ned, herunder en strækning ved Alminde-Viuf i Kolding Kommune. Resten føres som luftledninger.

Tobias Jørgensen mener, at Energinet afviser alternativer for hurtigt. »Energinet har andre steder offentliggjort business cases, hvor det har kunnet lade sig gøre, efter at projekterne var vedtaget. Det synes jeg er problematisk,« siger han og peger på, at Energinet selv har sagt, at det ikke er et spørgsmål om økonomi. »De siger, at de gør alt, hvad der er teknisk muligt. Det har vi bare ikke en oplevelse af.«

Energinet har i et læserbrev i Kolding AVISEN afvist kritikken og forklaret, at det på 400 kV-niveau kun er forsvarligt at nedgrave en del af strækningen, hvis forsyningssikkerheden skal opretholdes. At erstatte den planlagte forbindelse med kabler på et lavere spændingsniveau ville ifølge Energinet kræve omkring tyve parallelle 150 kV-kabelsystemer, hvilket i praksis ville være umuligt at drive stabilt.

Tobias Jørgensen kalder det argument en stråmand. »Kommunen har ikke bedt om tyve parallelle kabler. Kommunen har bedt om mere kabellægning på 400 kV-niveau, noget der i mange andre lande gennemføres i stigende omfang,« har han skrevet i et svar til Energinet.

Skulder ved skulder i Kolding

Tobias Jørgensen understreger, at modstanden i Kolding er bred. Ud over hans eget udvalg har borgmesteren, formanden for Socialudvalget Nikolaj Boelsmand Asmussen (V) og formanden for Venstres kommuneforening Jens Brandenborg alle ytret sig kritisk om projektet. »Vi står ret meget skulder ved skulder her i Kolding om, at det her er en dårlig løsning,« siger han.

Han har samtidig sympati for nabokommunerne Vejle og Haderslev, der også berøres af den nye linjeføring, men understreger, at det ikke er Koldings ønske at pege på, hvor ledningerne i stedet skal ligge. »Vi ønsker ikke at pege på, at ledningerne skal ligge et andet sted. Vi ønsker, at der bliver gravet mere ned.«

Berørte borgere får hen over sommeren mulighed for at indsende høringssvar til landsplandirektivet og miljøvurderingen af projektet.

Log ind

Bliv medlem (kommer snart)
Få adgang til eksklusivt indhold og funktioner

Kommentar

Ingen kommentarer endnu