Rene Hartvig Clausager, købmand I Spar-butikken på Prangervej i Fredericia, fortæller om kampen for overlevelse i dagligvarehandlen, efter at hans butik er gået konkurs. Han stiller skarpt på kommunens rolle i forhold til udviklingen af byens handelsliv.
Den 500 kvadratmeter butik på Prangervej er efterhånden tømt for varer, helt efter planen, selvom alle havde håbet det ville gå hurtigere.
– Det er en beklagelig situation, at vi er tvunget til at afholde ophørsudsalg samtidigt med Basalt. At skulle konkurrere om priser under en lukningsproces er langt fra ideelt. Men det synes at være, hvor vi er på vej hen. Vi bliver nødt til at spørge os selv – Hvor mange dagligvarebutikker kan byen faktisk bære? Vores befolkningstal er ikke signifikant stigende, hvilket betyder at der simpelthen ikke er et større kundegrundlag at trække på. Med den nuværende udvikling, hvor vi har set flere og flere dagligvarebutikker, kommer vi uundgåeligt til et punkt, hvor markedet er mættet. Og i den proces, risikerer vi desværre, at både nye og etablerede butikker lukker på grund af for hård konkurrence, forklarer Clausager.
Han mener, at kommunens beslutninger om at sige ja til så mange dagligvarebutikker har en negativ indflydelse på byens handelsliv. Butikker åbnes i centre uden for byen, men i bymidten sker der ikke meget.
– Vi er nødt til at erkende, at økonomiske interesser ofte er drivkraften bag mange beslutninger. Når en velhavende dagligvarekæde melder sig på banen med planer om at etablere en ny butik, ses det ofte som en form for byfornyelse. Men vi bør spørge os selv, hvilken pris vi betaler for den form for ‘fornyelse’. Er det værd at sætte eksisterende lokale virksomheder under pres, for at tiltrække de store kæder? Det er en vigtig diskussion og en vi bør have, påpeger Clausager.
Ifølge Clausager forskyder dette grænserne for byen og opleves ikke som attraktivt for borgere – og dermed potentielle kunder. Trods arbejdspladserne i byen er folk tilbøjelige til at bosætte sig andre steder og pendle til arbejdet i Fredericia.
– Det er bemærkelsesværdigt, at mange som arbejder i vores by er villige til at køre op til 30 minutter hver vej for at komme på arbejde, selvom de rent faktisk kunne bosætte sig her i byen. Det peger på en nødvendig forandring i Fredericia. Vi skal gøre byen mere attraktiv, så folk ikke blot kommer her for at arbejde, men også vælger at slå sig ned her frem for i Kolding, for eksempel. Det handler om mere end bare jobs – det handler om livskvalitet, fællesskab og følelsen af at høre til, uddyber han.
Rene Clausager er bekymret for de konsekvenser, som konkurrencen mellem dagligvarebutikker – på kommunens vilkår – kan have.
– Udvidelser som ABC-lavpris indvarsler en ny æra af detailhandel, som ofte fører til undergang for nogle eksisterende butikker – inklusive vores egen Spar, og nu er det også Basalt, der står for skud. Og når vi samtidig fjerner tre Aldi-butikker fra bybilledet, hvad bliver så konsekvensen? Det understreger den kritiske situation, vi står overfor, uddyber Clausager, med en klar bekymring for byens fremtidige erhvervsliv.
Han bekymrer sig også for konsekvenserne for byens specialbutikker, der i hans optik styrkes af en fælles placering.
– Hvis vi fortsætter denne ubevidste nedslagtning af bymidten, er jeg bange for, at vi i sidste ende vil miste alle vores lokale forretninger, udtaler Clausager alvorligt. Han går et skridt videre og retter skarp kritik mod kommunens aktuelle turiststrategi:
– Hver gang et krydstogtskib lægger til i vores havn, er det som om vi sender vores gæster væk. Der er ikke bare én bus, men ti, der straks transporterer turisterne væk fra bymidten. Det er en sjov måde at drive turisme på, påpeger Clausager kritisk.
Clausager ser sin butiks konkurs som et symptom på et større problem i Fredericia:
– Vi står ved en skillevej og skal tage en beslutning – ønsker vi en pulserende bymidte, eller er vi parate til at acceptere at hvis man går en tur ned ad Vendersgade så møder man en spøgelsesby. Det er skræmmende at tænke på, at det kun er fire år siden, vi flyttede hertil, og på det tidspunkt summede gaderne af liv. Det gør de ikke længere nu mødes man af tomme butiksfacader, siger en tydeligvis frustreret Clausager.
Han tvivler på, om en by kan vokse ved kun at tiltrække store dagligvarekæder.
– Vi plejer at have en skøn atmosfære i området, hvor containerne i kanalbyen engang lå. Men tænk over det – hvor er alle de små virksomheder, der engang definerede det område, nu? De kunne ikke kunne bære de stigende lejeomkostninger i gågaden. Det er ikke nogen af dem der er at finde i hyttebyen nu. Det understreger yderligere den bekymrende, bemærker Clausager.
Han mener, at de små butikker bliver klemt – ligesom hans egen er blevet det. Clausager er indkaldt til skifteretten, og varerne er overtaget af Dagrofa.
– Det er en usædvanlig og udfordrende tid, når du først har truffet beslutningen om at lukke. Jeg ser frem til at sætte et punktum og bevæge mig videre. Men i øjeblikket har Dagrofa fuld kontrol; de har låst alt, så mine hænder er bundne. Alle varer tilhører dem nu, forklarer Rene Clausager.
Selvom hans butik nu lukker, er det opbakningen fra kunderne der er kommet på baggrund af lukningen, der har påvirket ham mest.
– Mange udtrykker, at de vil savne os og vores butik, og det er opmuntrende, især for mine medarbejdere, siger Clausager eftertænksomt og fortsætter:
– Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget vi kunne have brugt den støtte og opbakning, mens vi stadig var i drift. Det gør situationen endnu mere ærgelig.
For Rene Hartvig Clausager er det vigtigste nu at få sat punktum og komme videre. Men hans frustration over kommunens politik og planlægning for byens detailhandel ligger lige under overfladen. Det er en udfordring, hele byen skal forholde sig til, især hvis bymidten skal blomstre igen.
