KOMMUNALT. Efter måneder med usikkerhed er der sat et nyt punktum i sagen om Kobbelgaarden 3. Socialtilsyn Syd har nu valgt at fastholde botilbuddets godkendelse – en afgørelse, der kommer efter et forløb præget af sønderlemmende kritik, usikkerhed om kvaliteten og en midlertidig tilbagetrækning af godkendelsen tidligere på året.
I marts besluttede Socialtilsyn Syd at fratage Kobbelgaarden 3 sin godkendelse med henvisning til, at tilbuddet ikke levede op til kravene på områder som ledelse, bemanding, faglighed og borgernes trivsel. Beslutningen blev mødt med modstand i Fredericia, hvor Senior- og Socialudvalget klagede og fik sagen sendt videre til Ankestyrelsen. Herfra blev den returneret til Socialtilsyn Syd, som har gennemført fire nye tilsynsbesøg. På baggrund af interviews med ledelse, medarbejdere og borgere vurderer tilsynet nu, at Kobbelgaarden 3 har løftet kvaliteten tilstrækkeligt til at bevare sin status som godkendt botilbud.

Formand for Senior- og Socialudvalget, David Gulløv, glæder sig over afgørelsen, men understreger også, at udfordringerne ikke er løst. »Det glæder mig, at Kobbelgaarden 3 får fastholdt sin godkendelse. Der skal lyde en stor tak til alle, der har kæmpet for, at det skulle lykkes. Vi har hele tiden haft tillid til, at medarbejdere og ledelse kunne løfte opgaven, og det glæder mig, at Socialtilsyn Syd nu også anerkender den indsats, der er gjort. Vores borgere fortjener trygge rammer og høj kvalitet. Der er stadig udfordringer med et højt vikarforbrug og de fysiske rammer, men det er områder, der allerede bliver arbejdet ind i, og det arbejde vil vi fortsat følge tæt.«
Baggrund med hård kritik
Kobbelgaarden 3 har gennem de seneste år været under lup efter en række skarpe tilsynsrapporter. Socialtilsyn Syd har blandt andet peget på store problemer med et højt vikarforbrug, svag ledelse, mangelfuld dokumentation af faglig indsats og fysiske rammer, der ikke understøtter borgernes trivsel. Kritikken har flere gange været beskrevet som sønderlemmende, og i foråret vurderede Socialtilsyn Syd, at tilbuddet ikke kunne leve op til kravene, hvilket førte til den opsigtsvækkende beslutning om at fratage godkendelsen.
Fredericia Kommune har siden udfordret flere af tilsynets vurderinger og kritiseret den metode, der blev brugt – herunder at konklusioner i høj grad byggede på medarbejderinterviews frem for observation og inddragelse af pårørende. Ikke desto mindre blev tilsynets rapporter stående som et alvorligt signal om, at botilbuddet havde problemer, der krævede markant handling.
Nye tiltag og tæt opfølgning
Den nye afgørelse anerkender, at Kobbelgaarden 3 har iværksat en betydelig indsats for at rette op. Socialtilsyn Syd fremhæver styrkelse af ledelse, bedre bemanding, øget faglighed og en generelt mere stabil drift. Men tilsynet understreger samtidig, at særligt vikarforbrug og de fysiske rammer fortsat skal have høj prioritet. Der er lagt planer for begge områder, og Socialtilsyn Syd vil følge udviklingen tæt med opfølgende besøg de kommende seks måneder.
Mette Heidemann, direktør for Unge, Voksen og Senior, ser afgørelsen som en vigtig anerkendelse af medarbejdernes indsats. »Det er et kæmpe skulderklap til medarbejdere og leder på Kobbelgaarden 3. Der er blevet arbejdet målrettet med at løfte kvaliteten med henblik på at styrke ledelsen, bemandingen, fagligheden og driften. Derfor glæder det mig, at det arbejde tydeligt ses i tilsynets rapport.«
Dermed fortsætter Kobbelgaarden 3 – nu med godkendelsen i behold, men også med klare krav om forbedringer og opfølgning i en sag, der har været blandt de mest omdiskuterede på socialområdet i Fredericia de seneste år.