Sydøstjyllands Politi har haft travlt på tankstationerne det seneste døgn i Fredericia. Onsdag aften blev en 29-årig mand snuppet med en foldekniv på en tankstation på Vejlevej. Timer senere, natten til torsdag, blev en 34-årig mand taget i en bil ved Uno X på Strevelinsvej med både amfetamin og hash.
Kniv på lommen
Onsdag klokken 18.00 gjorde en patrulje et uventet fund på en tankstation på Vejlevej. En 29-årig mand blev stoppet og havde en foldekniv på sig uden nogen god forklaring.
– Vi træffer en person, og han bliver fundet i besiddelse af en foldekniv uden at have et anerkendelsesværdigt formål med at besidde den, siger vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Manden, der ikke har en fast bopæl, blev sigtet for overtrædelse af knivloven.
Stoffer på Strevelinsvej
Kun få timer senere, klokken 02.00 natten til torsdag, måtte betjentene igen rykke ud – denne gang til en parkeret bil ved Uno X på Strevelinsvej.
– Bilen kører ikke på det her tidspunkt, motoren er slukket, men patruljen tager kontakt og skønner, at personen er påvirket af euforiserende stoffer, siger Arno Rindahl Petersen.
Det viste sig hurtigt, at mistanken holdt stik. Under førersædet fandt betjentene 0,19 gram amfetamin, og i midterkonsollen lå der 0,90 gram hash.
Den 34-årige mand fra Fredericia blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Ifølge vicepolitikommissæren var de to episoder på tankstationerne de eneste sager fra Fredericia, der fremgik af politiets døgnrapport det seneste døgn.