SPORT. Der bliver knald på i Fredericia, når landets største fodboldfest for piger, Madsby Pige Cup, denne weekend for alvor sparker bolden i gang. Årets udgave bliver rekordstor med næsten 300 deltagende hold – og for første gang skal nogle af kampene endda spilles på byens nykårede Superliga-stadion, Monjasa Park.
Netop det nye initiativ med at tage Monjasa Park i brug vækker stor begejstring hos stævnekoordinator Anders Stoffer fra Madsby Pige Cup:
»Det betyder jo en sjov oplevelse for vores ældre fodboldpiger, der deltager i stævnet. Vi forsøger at lave det lidt mere festligt og målrettet for dem og lave området omkring Fredericia Idrætscenter og Monjasa Park, så der sker nogle ting, som måske er lidt mere spændende for dem,« forklarer Anders Stoffer.
Udover kampene på græsset kan pigerne se frem til DJs og underholdning ved Fredericia Idrætscenter, hvor arrangørerne skaber et helt særligt område målrettet de ældste spillere.
»De får lidt mere af det hele og så får de den fede oplevelse, som det forhåbentlig bliver, at når de ser Superligafodbold i næste sæson, så kan de selvfølgelig sige: ‘Det var der, vi spillede!’,« siger Anders begejstret.
At stadionplænen overhovedet er til rådighed skyldes, at Fredericia Kommune har kunnet få puslespillet med stadionudvidelsen til at gå op, uden at byggearbejdet på det kommende Superliga-stadion forsinkes, og det glæder stævnekoordinatoren sig meget over.
»Jeg vil også gerne i den forbindelse sige en stor tak til Fredericia Kommune, for at de har kunne lave planerne med stadionudvidelsen således, at vi kan låne græsplænen. Det er super fedt, at det hele kunne lykkes, uden at det forhindrer byggeriet af byens nye stadion,« understreger han.

Fra otte hold til 296 – og en omgang “Løvens Hule”
Da Madsby Pige Cup blev søsat i 1996, var det med en håndfuld håbefulde hold, der kunne tælles på to hænder. Blot otte hold var tilmeldt første år, men allerede året efter havde stævnet fanget fodboldpigernes opmærksomhed, og antallet voksede hastigt til omkring 40. I årene siden har udviklingen taget fart, og især efter corona-pandemiens begrænsninger er stævnet blevet nærmest eksplosivt populært.
Den massive fremgang i år skyldes især samarbejdet med Gjensidiges, Gjensidige Drømmelegat, som selv henvendte sig til arrangørerne bag Madsby Pige Cup med ønsket om at være med.
»Efter coronaen har vi oplevet en kæmpe fremgang, og det skyldes nok især, at vi fik Gjensidige Drømmelegat med. De kom selv og spurgte, om ikke de måtte være med, og de har lavet rigtig mange fede videoer, som vi bruger. De har været en kæmpe hjælp for os, og det er det, der har gjort, at vi er gået fra omkring 200 hold til 296 hold i år,« forklarer Anders.
Gjensidige Drømmelegat handler ikke kun om at støtte fodboldøkonomien, men i høj grad også om at skabe sjov og fællesskab for pigerne, der deltager i stævnet. De får nemlig mulighed for at pitche deres fodbold-drømme foran en jury – en slags fodboldens svar på “Løvens Hule”, hvor juryen vælger, hvem der skal have deres drømme opfyldt.
Det kan være alt fra nye fodboldstøvler til en tur for at opleve en landskamp på tæt hold. Der har også været hold, som fik opfyldt ønsket om at indspille deres egen slagsang. Netop de kreative idéer og pigerne selv gør Gjensidige Drømmelegat til et af stævnets absolutte højdepunkter:
»Det er virkelig sjove forslag, som juryen møder der,« lyder det fra en smilende Anders, der ser frem til at se, hvilke kreative drømme pigerne vil bringe til bordet i år.
Et kæmpe setup i hele byen
Når man inviterer næsten 300 fodboldhold til byen, er det ikke kun en fodboldbane, der skal kridtes op – det er nærmest en hel lille festival, der skal rejses fra bunden. Og i Fredericia har forberedelserne til Madsby Pige Cup længe været i fuld gang, fortæller stævnekoordinatoren, der allerede fra næste tirsdag flytter hele vejen fra sin bopæl nord for København til Fredericia for at sikre, at alt klapper, når bolden begynder at rulle.
»Jeg har lige været en tur forbi print og hente en masse madbilletter og bannere med vores sponsorer på, og de sidste nyhedsbreve skal også sendes ud. Så lige nu er der fuld fart på,« fortæller han og fortsætter:
»Vi har en hel logistiksektion, som bare har gået og ventet utålmodigt på at komme i gang med at omdanne Fredericia FF’s anlæg til det her Madsby Pigecup-land.«

Og det er bestemt ikke småting, der skal klares i løbet af de kommende dage. Blandt andet skal madtelte rejses og klargøres, for under stævnet bliver der serveret mellem 16.000 og 18.000 måltider. Det kræver selvfølgelig både plads, planlægning og en ordentlig portion frivillig arbejdskraft.
»Teltene bliver sat op allerede nu, og så hjælper vores egne seniorspillere med at lægge gulvet rundt omkring i løbet af næste uge. De yder en kæmpe indsats for at få det hele til at lykkes,« forklarer stævnekoordinatoren, der glæder sig over den store opbakning fra klubbens medlemmer og frivillige i byen.
Med deltagende hold fra både ind- og udland er logistikken nemlig afgørende, og alt skal være klar på klokkeslæt. Derfor tikker uret også ekstra hurtigt for Anders og hans team lige nu:
»Vi skal være klar til mindste detalje, når det første hold ankommer med toget fra Berlin klokken 14.20 fredag eftermiddag. Fra det øjeblik går det løs med fuldt tryk på hele weekenden,« siger han.
Fredericia på fodboldlandkortet
Noget, som Anders Stoffer også hæfter sig ved, er, at Madsby Pige Cup endnu engang placerer Fredericia tydeligt på det nationale fodboldlandkort. Med blandt andet Fredericia KFUM’s populære Indoor Cup om vinteren har byen efterhånden markeret sig som en væsentlig spiller, når det handler om store fodboldarrangementer.
»Det betyder jo, at vores klub bliver nævnt meget i bybilledet, og det giver en rigtig god energi. Samtidig betyder det også meget for Fredericia som by, at pigerne ved, at Fredericia er førende, når det gælder fodboldstævner for piger. Byen er blevet et samlingspunkt for fodbold året rundt,« bemærker han.

Fredericias rolle som centrum for pigefodbold kunne dog have været endnu større, hvis kalenderen tillod det. For selvom interessen allerede er overvældende med hele 296 hold tilmeldt i år, fortæller Anders, at der faktisk kunne have været endnu flere deltagere.
»Vi er nødt til at lægge Madsby Pige Cup i pinsen for at sikre nok frivillige hjælpere. Det betyder, at vi skal placere os mellem to andre store, lokale begivenheder, nemlig Jelling Musikfestival og Rock Under Broen. Hvis det ikke havde været pinsen, havde der været mange, mange flere hold, fordi mange af holdene ikke kan deltage, da familierne allerede har planlagt andre aktiviteter i pinsen,« forklarer han.
Der er altså potentiale for, at den allerede rekordstore turnering kan vokse endnu mere de kommende år, til glæde for både klubben, byen og pigefodbolden generelt.
Frivillige søges stadig – og takkes stort
Men selvom mange frivillige allerede står klar til at løfte i flok, kan der sagtens bruges flere hænder. Anders sender derfor en klar opfordring til de fredericianere, som måske endnu ikke har lagt planer i pinsen:
»Hvis man sidder og tænker: ‘Hold da op, jeg har faktisk ikke lagt planer endnu, og det her lyder rigtig sjovt’, så tøv ikke med at skrive til frivillig@madsbypigecup.dk. Der er altid plads til flere, og vi skal nok finde nogle opgaver, der passer til enhver.«
Samtidig understreger han, hvor altafgørende de frivillige er for hele stævnet, både klubbens egne medlemmer, deres venner og almindelige fredericianere, som har lyst til at gøre en forskel.
»Vi kan simpelthen ikke gennemføre Madsby Pige Cup uden de frivillige. Deres arbejde og engagement er uvurderligt, og vi kan ikke sige dem tak nok. De sørger for, at pigerne får en fantastisk oplevelse og sætter Fredericia på landkortet som en by, der virkelig bakker op.«
Fredericia er ellers mere end klar til en festlig weekend i pigefodboldens tegn, nu mangler kun det første fløjt og synet af en by fyldt med glade fodboldpiger.