POLITIK. Kirsten Hassing (C), der er. medlem af Fredericia Byråd, melder sig nu også klar som kandidat ved regionsrådsvalget i 2025. Hun stiller op som nummer fem på den konservative liste, og hun har klare mærkesager, der skal forbedre forholdene i Region Syddanmark.
Hassing oplyser det i et Facebook-opslag:
»Der er rigtig meget at arbejde med på sundhedsområdet, og der er behov for solid konservativ indflydelse. Vi skal have fokus på ansvarlig økonomi og på, hvordan vi bedst udnytter de knappe ressourcer,« skriver Kirsten Hassing.
Hun understreger samtidig, at tiden er blevet en af sundhedsvæsenets største mangelvarer:
»Vi bliver nødt til at tage en politisk debat om, hvad vi skal gøre mindre af. Tiden er knap, og jeg bliver rigtig ked af at høre, at medarbejdere ikke har tid nok til patienterne. Det skal vi sikre politisk, at de får.«
En af Kirsten Hassings mærkesager bliver at styrke overgangen fra sygehus til eget hjem, plejehjem eller genoptræningscenter:

»Vi skal blive endnu bedre til at sikre, at patienter, der udskrives, kommer godt og trygt hjem. Det handler både om tidspunktet for udskrivning og om, hvad de møder derhjemme. Det er afgørende for at forebygge unødige genindlæggelser.«
Som næstformand i Senior- og Socialudvalget i Fredericia har Kirsten Hassing oplevet, hvor vigtigt et godt samarbejde mellem sygehuset, hjemmeplejen og pårørende er for patienterne.
Endelig fremhæver hun ventetiderne i psykiatrien som et område, der kræver akut opmærksomhed:
»Det er helt urimeligt, at unge og deres familier skal vente så længe på en udredning i psykiatrien. Her må og skal vi gøre det bedre ved både at styrke forebyggelsen og sikre hurtigere afklaring.«