POLITK. Investeringerne er sat i gang, men for Kirsten Hassing Nielsen fra Det Konservative Folkeparti er de kun første skridt. Hun vil have en klarere retning for Fredericias folkeskole og bruge sin mangeårige erfaring fra ældreområdet som metode til at finde ind til det, der virker. Hun taler om kerneopgaven, om at fjerne alt det støj, som er sneget sig ind over tid, og om at give lærere og elever tid og rum til at lykkes.
»Vi har jo sat et tocifret millionbeløb af i budgettet, og det var nødvendigt at få gjort. Vi har blandt andet løftet tolærerordningen, så der bliver flere voksne i klasserne, og vi har besluttet klasseløftet. Det er nødvendige investeringer, men vi er langt fra i mål« siger hun.
Den nye skole på Kristinebjerg står som fyrtårn i arbejdet med fremtidens skole. Efter mange års venten er beslutningen truffet, og for Kirsten Hassing Nielsen handler det om mere end mursten. Hun ser projektet som en læringsmotor, der kan give konkrete erfaringer til resten af kommunen.
»Jeg kan forstå, at arbejdet så småt er i gang, og jeg håber virkelig, at man får godt gang i processen. Det er et fyrtårn, men det er også vigtigt, at vi får erfaringer, vi kan bruge på de øvrige skoler. Der skal være fleksible rammer og moderne læringsmiljøer, og det kan give inspiration til hele Fredericia« siger hun.
Når blikket flyttes fra bygninger til hverdagen, tager hun greb med fra ældreområdet. Der har hun gennem flere år arbejdet med at definere kerneopgaven, så medarbejderne bruger kræfterne på det, der skaber værdi for borgerne. Den tænkning vil hun overføre til skolerne.
»Nu har jeg arbejdet rigtig meget med ældreområdet. Der har vi snakket rigtig meget om, hvad er kerneopgaven. Og det skal man jo også på folkeskolens område. Der skal man jo også snakke om, om vi utilsigtet er kommet til at vælte nogle opgaver over på lærerne, som de faktisk ikke skal have. De skal have tid til det, de er ansat til. De skal have tid til eleverne og til at udfolde deres faglighed« siger hun.
Retningen skal sættes politisk, men virkeligheden skal formes lokalt af dem, der kan faget. Her efterlyser hun lærernes stemme og de enkelte skolers perspektiver, når visionen for Fredericias folkeskole skal skrives frem.
»Vi er politikere, vi skal sætte retningen, men lærerne er eksperterne. De skal hjælpe med at føre visionen ud i livet. Jeg savner, at vi får lærernes og skolernes syn på, hvad der skal til, så en vision også kan blive til virkelighed« siger hun.
En del af retningen handler om at få styr på viden og grundlag. Den planlagte analyse af skoleområdet er på vej, men der har været bump undervejs. Tidligere samarbejde med en leverandør blev sat på pause, og indholdet er ved at blive fastlagt på ny. For Kirsten Hassing Nielsen er holdningen klar. Man venter på resultaterne før de store valg træffes.
»Der er lagt op til analysen, og den venter vi på. Vores tilgang er, at vi skal afvente resultaterne, før vi beslutter os for, om distriktsmodellen skal fortsætte eller ej« siger hun.
Hun sætter tre pejlemærker for en ny vision for folkeskolen. Faglighed. Fællesskaber. Trivsel. De hænger sammen og skal løftes samtidig, hvis skolen skal i mål. Hun lægger ikke skjul på, at karaktererne i udskolingen skal op, og at det kræver fokus og tid i undervisningen. Men hun insisterer på, at vejen går gennem hverdagsglæden ved at være i skolen.
»Børnene skal trives for at kunne præstere. Det er en forudsætning. Det gælder både elever og lærere. Hvis man har lyst til at være der, så præsterer man også bare bedre. Det er ikke raketvidenskab« siger hun og peger på fravær og skolevægring som udfordringer, der skal tages alvorligt.
Her vender hun igen tilbage til lærernes arbejdsmiljø. For at kunne udfolde fagligheden skal der være ro og retning, tid i klassen og et samarbejde med omverdenen, som giver undervisningen kant. Hun vil samtidig være ædruelig i antallet af projekter og kræver systematisk evaluering af det, man sætter i gang.
»Vi skal passe på, at vi ikke får sat for mange skibe i søen. Vi skal kun starte det, vi kan overskue og følge til dørs. Og så skal vi evaluere. Hvad virker, hvad skal vi gøre mere af, og hvad skal vi helt droppe« siger hun.
Hun vil også dyrke de steder, hvor det allerede lykkes. Et konkret eksempel er erhvervsklassen på Bygaden, hvor praktik og juniormesterforløb har givet gode resultater for elever, der motiveres af praksisnær læring.
»Vi skal være meget bedre til at have fokus på det, der virker. Der er skoler og klasser, som gør det rigtig godt. Dem skal vi lade os inspirere af. Det ville da være dumt, hvis ikke vi gør det« siger hun.
Spørgsmålet om økonomi er uomgængeligt. For Kirsten Hassing Nielsen er svaret ærligt og uden omsvøb. Der skal investeres mere, hvis visionen skal blive til hverdag.
»Vi skal bruge nogle flere penge. Det er nødvendigt, hvis vi skal løfte. Hvad vi så skal prioritere næste gang, må vi se. Men vi kan ikke blive ved med at udsulte folkeskolen. Den skal være et attraktivt valg for de børnefamilier, der er her, og for dem, der overvejer at flytte til Fredericia« siger hun.
Dermed tegner hun konturerne af en ny begyndelse. En skole, der igen samler børn i stærke fællesskaber. En arbejdsplads, hvor lærere kan mærke, at de blev lærere af en grund. En kommune, der med ro i maven ved, at pengene bliver brugt på kerneopgaven.
»Vi har brug for en ny start. Vi skal tale om, hvad vi vil med vores folkeskole. Faglighed og fællesskab skal i fokus, og trivsel og arbejdsglæde skal have førsteprioritet. Så kan vi bygge op igen. Skridt for skridt og med blik for det, der virker« siger hun.
