FRITID. Glæden var stor hos KFUM, da klubbens Solsikkehold blev nomineret til Årets Handicappris. For træner Mogens Mærsk og de mange frivillige kræfter omkring holdet er nomineringen en anerkendelse af et projekt, der handler om langt mere end fodbold.
»Vi er utroligt glade og stolte. Det er en kæmpe skulderklap at få. Vi satte Solsikkeholdet i gang for at skabe et fællesskab for spillere, som måske har lidt svært ved at finde et fællesskab andre steder. At blive nomineret viser, at det vi laver, også bliver bemærket udenfor banen,« siger Mogens Mærsk.
Solsikkeholdet er bygget op omkring et koncept, hvor børn og unge med forskellige udfordringer kan dyrke fodbold i trygge rammer.
»Vi har spillere med ADHD, kognitive udfordringer, udviklingsvanskeligheder og også fysiske udfordringer. Fælles for dem er, at de kan have svært ved at finde plads i de almindelige holdfællesskaber. Her kan de være en del af et hold på deres egne præmisser,« forklarer træneren.
Et fællesskab for både spillere og forældre
Ifølge Mogens Mærsk betyder nomineringen meget for hele holdet, fordi den netop fremhæver den værdi, fællesskabet har.
»Vi arbejder altid på, at alle føler sig set og inkluderet. For spillerne betyder det, at de er en del af noget større end sig selv, at de får lov at dyrke motion og at de føler sig som en del af en rigtig fodboldklub,« siger han.
Forældrene er også en vigtig del af det hele. »De er lige så begejstrede som spillerne. Ligesom børnene har et fællesskab på holdet, så har forældrene også et fællesskab omkring det,« fortæller Mogens Mærsk.
Værdier i øjenhøjde
Sammen med kollegaen Peter står Mogens Mærsk for træningen, hvor det handler om mere end øvelser og taktik.
»Vi vil gerne være i øjenhøjde i træningen. Vi mærker efter, hvor spillerne er på dagen, og vi tilpasser træningen derefter. Det handler om at finde en balance, så alle kan få noget ud af at være med, uanset hvordan de lige har det den dag,« siger han.
Inspiration til andre klubber
For KFUM handler nomineringen ikke kun om anerkendelse, men også om at inspirere andre.
»Vi håber, at andre klubber kan blive inspireret til at starte deres egne Solsikkehold. Det ville være fantastisk, for vi vil gerne ud og spille kampe mod andre hold, der bygger på det samme koncept. Jo flere vi er, jo stærkere bliver fællesskabet,« siger Mogens Mærsk.