POLITIK. Efter flere måneder, hvor Teknisk Udvalg har fastholdt, at beslutningen om at lukke Danmarks Port hvilede på faglige vurderinger, står det nu klart, at vurderingerne blev udarbejdet af bygningskonstruktører uden kompetencer inden for trafik, erhverv eller samfundsøkonomi. Medlem af Teknisk Udvalg, Kenny Bruun Olsen (V), fastholder sin tillid til forvaltningen – men erkender, at sagen burde have været håndteret langt bedre.

«Som udgangspunkt tror jeg altid på forvaltningen. De stikker os forhåbentlig ikke blår i øjnene. Jeg tænker, at når de siger noget, så må det være rigtigt,» siger Kenny Bruun Olsen.

Han blev dog først under interviewet opmærksom på, at de fagpersoner, der har vurderet projektet, ikke var kommunale vejfolk, men eksterne bygningskonstruktører. «Okay, det vidste jeg faktisk ikke. Men som udgangspunkt, hvis det er en bygningskonstruktør, så er man jo fagligt dygtig på sit område. Så kan man komme med sine vurderinger, og så kan det samspilles med andre fagligheder i kommunen, for eksempel økonomiafdelingen. Det er jo et samspil mellem flere fagligheder,» siger han.

Da han bliver spurgt, om en bygningskonstruktør kan foretage trafikale konsekvensvurderinger, svarer han: «Der har vi jo i kommunen folk, der også kan det. Vejingeniører og andre, som kan bidrage. Så det må være et samarbejde mellem dem. Man må antage, at der har været et samspil mellem de forskellige fagligheder for at få en realistisk vurdering.»

Men efterfølgende slår direktør for Teknik, Klima og Kultur, Morten Christensen, fast, at ingen fra kommunens forvaltning har foretaget trafikale eller samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger i sagen.

«Vi skulle have haft det her at vide meget tidligere»

Selvom Kenny Bruun Olsen fortsat udtrykker tillid til forvaltningen, lægger han ikke skjul på sin utilfredshed med måden, processen er forløbet på.

«Det, der er problemet her, er, at vi får den viden alt for sent. Vi får at vide, at der allerede ligger et bud, og at arbejdet skal i gang. Og når vi så spørger, får vi at vide, at det skal ske nu, fordi porten er farlig, og hvis en bil kører ind i søjlen, så kan det koste liv. Så står man jo i en situation, hvor man ikke kan sige nej. Det er en sur pligt, men det skal bare gøres. Det må bare ikke ske på den måde igen,» siger han.

Han mener, at en langt bedre planlægning og en tidligere inddragelse af erhvervslivet kunne have afhjulpet mange af problemerne. «Man skulle have haft Fredericia Shopping og Business Fredericia med ind over fra start. De kunne have været med til at sætte tidsplanen og måske krævet, at arbejdet blev udført i weekender eller om natten, så butikkerne blev generet mindst muligt. Det havde selvfølgelig kostet mere, men så var porten også åbnet hurtigere,» siger han.

«Det er helt uforståeligt, at man ikke fik os med»

For Kenny Bruun Olsen er den manglende inddragelse det, der ærgrer ham mest.

«Det bliver ved med at ske. Gang på gang får vi tingene at vide for sent, og så er det allerede sat i gang, når vi får besked. Det er helt uforståeligt for mig, at man ikke fra starten siger, at nu skal vi have alle med. Det ville jo gøre det langt lettere for alle parter. Jeg synes ikke, vi har fået alle oplysninger – og det er et problem,» siger han.

Han vil arbejde for, at fremtidige projekter bliver håndteret på en helt anden måde. «Fremover skal vi have dem med fra start. Vi skal have dialog med erhvervslivet, før vi går i gang. Vi skal tale om weekendarbejde, natarbejde og bedre planlægning. Og så skal vi have en aftale om, at arbejdet ikke går i stå i efterårsferien. Sådan nogle ting skal bare køre på skinner. Det kommer det også til, hvis vi får lov at sætte takten fremover,» siger han.

Ifølge Kenny Bruun Olsen skal man fremover tænke konsekvensvurderinger ind fra begyndelsen.

«Der kommer jo altid en konsekvensvurdering til sidst, men den burde jo laves før. Hvis vi kommer til at sætte takstokken her, så bliver det sådan, at vi kalder erhvervslivet ind fra start. Vi skal finde ud af, hvordan vi gør det nemmest muligt, og hvordan vi undgår, at byen går i stå,» siger han.

Han understreger, at han tager læring med sig fra sagen om Danmarks Port. «Det skal ikke gentage sig. Jeg er ked af, at vi ikke fik det at vide tidligere, og jeg er ked af, at erhvervslivet ikke blev inddraget. Det er jo ikke bare en bygning – det er en port til vores by. Den skal vi passe på, og det skal vi gøre klogere næste gang.»

Læs også