Jan Schoubo melder sig under Venstres faner til kommunalvalget i Fredericia. Den 67-årige Schoubo har i de seneste år markeret sig som en kendt skikkelse i kommunen, især gennem sit arbejde med at forsøge at skabe et kulturhus i den gamle Taulov Stationsbygning.
– Jeg vil starte med at sige, at hvis nogen for 10 år siden havde sagt, at jeg skulle stille op til lokalpolitik, så havde de nok fået mig til at grine og gå ud af rummet. Jeg har altid holdt mig meget udenom det. Lokalpolitik har aldrig rigtig været noget, jeg har tænkt på, da mit fokus har været på folketingspolitik. Og for at være helt ærlig, så skræmte det mig lidt. Jeg havde slet ikke overvejet tanken, fortæller Jan Schoubo.
Hans beslutning om at træde ind i politik blev taget efter flere opfordringer og grundige overvejelser.
– Jeg blev bemærket, blandt andet på grund af Taulov Station og mit matematikmuseum. Det var her, Peder Tind henvendte sig til mig. Det var omkring sidste sommer, tror jeg. Da han først kom med forslaget, tænkte jeg, ‘Jamen, det er måske nu, hvad.’ Men vi havde et par rigtig gode samtaler om det, og jeg pressede ham lidt for at få indsigt i, hvordan det hele fungerer. Jeg har også haft fornøjelsen af at møde en del af byrådspolitikerne, som har været venlige nok til at invitere mig ud. De har set stationen og museet, og jeg har fået et godt indtryk af dem. Jeg føler mig godt behandlet af Fredericia Kommune – også langt før jeg blev kendt for at lave musik.
Valget af Venstre som politisk platform var en naturlig beslutning for Schoubo.
– Da vi talte om det, nævnte Peder også, at Venstre ikke ligger langt fra mit politiske ståsted, og derfor passede det ret godt. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde sagt ja, hvis det havde været et andet parti, men med Venstre føltes det rigtigt. Jeg har altid haft den holdning, at hvis folk kan klare sig selv, så skal de have lov til det. Der skal selvfølgelig være nogle rammer, men de skal være så brede som muligt. Dem, der ikke kan klare sig selv, skal vi hjælpe, og her er jeg helt på linje med Kim Larsen, selvom hans politiske synspunkter var anderledes.
For Schoubo handler politik om at kunne gøre en forskel i lokalsamfundet og skabe vækst.
– Hvad vil jeg bidrage med i lokalpolitik? Jeg vil gerne gøre noget lignende, som jeg har gjort med stationen. Jeg vil gerne være med til at organisere og muliggøre projekter, initiativer og tiltag, der gør Fredericia til et spændende sted at bo. Og jeg ved, at der er rigtig mange ildsjæle, der brænder for at få noget gjort, men de får ikke altid opmærksomhed, fordi de ikke har nået at vokse sig store nok. Jeg vil gerne være med til at hjælpe dem med at få deres ideer op at stå og hjælpe dem med at få det på plads.
Hans engagement blev født ud af en personlig passion for udvikling.
– Jeg blev overbevist om at tage beslutningen om at stille op, fordi jeg blev spurgt. Jeg havde ikke selv overvejet det før, men da muligheden bød sig, tænkte jeg ‘Hvorfor ikke?’ Der er ingen garanti for, at jeg bliver valgt, men jeg er i hvert fald stillet til rådighed nu.
Schoubo ser Fredericia som en by med stort potentiale, og han ønsker at bidrage til både fællesskab og vækst.
– Jeg vil bidrage med at skabe mere fællesskab og fremme væksten i kommunen. Vi skal tiltrække flere borgere, måske ikke dobbelt så mange, men vi skal gerne se en vækst. Fredericia er en relativt lille kommune geografisk set, og nogle gange er det en udfordring at håndtere de opgaver, vi står overfor. Jeg kender selv godt til udfordringerne ved at være i en lille kommune, da vi på mange måder er nødt til at finde kreative løsninger, fordi vi måske ikke har samme ressourcer som større byer.
Han peger også på turisme som en vigtig faktor for byens udvikling.
– Jeg mener, at turisme og det, der gør Fredericia spændende for borgere og turister, går hånd i hånd. Det handler om at skabe et sted, hvor folk føler sig trygge, har adgang til god mad, attraktioner, museer, strande og natur. Vuggestuer og transport er måske mindre relevant for turister, men resten af infrastrukturen er vigtig både for turister og borgere.
Peder Tind, Venstres borgmesterkandidat, er begejstret for at have Schoubo med på holdet.
– Jeg har lagt mærke til, at Jan virkelig har haft et stærkt fokus på civilsamfundet og på vores landsbyer i Fredericia. Han har en klar vision for, hvordan vi kan styrke samlingskraften og skabe endnu mere liv i de små projekter, som allerede eksisterer. Det har han virkelig formået at vise, og det er noget, der betyder meget for Venstre, fordi vi ønsker en mangfoldig liste med personer, der kan byde ind med forskellige perspektiver. Jeg synes, Jan bidrager så meget til vores samfund, og derfor kunne jeg ikke lade være med at udfordre ham til at stille op.
For Schoubo er det afgørende at støtte op om de lokale ildsjæle og skabe en by, hvor fællesskab og udvikling går hånd i hånd. Med sin baggrund som entreprenør og iværksætter bringer han en unik vinkel til Venstres hold, og han ser frem til at bidrage til Fredericias fremtid.