Når der tales, skrives og vurderes om ledelse i dag, så bliver der ofte talt, skrevet og vurderet om det ud fra en helt særlig negativ præmis: Hvad er det, der ikke virker? og hvorfor er ledelsen så dårlig? Årsagen til den dårlige ledelse skal findes, fikses og kureres. Men det duer bare ikke at blive ved med at hænge fast i, det er ikke virker.  Det finder vi ingen løsninger af, og det er ikke særligt inspirerende for hverken lederen eller andre, snarere tværtimod. Derfor bør vi skabe og fastholde et fokus på, hvad der kendetegner den gode og succesfulde leder, tage ved lære af dét, og så GØRE DET. Det handler denne artikel om. 

De fire overordnede kendetegn

Den gode leder rummer mange forskellige kendetegn for God Ledelse og et Godt Lederskab. Kendetegn der kan samles under fire overordnede overskrifter: Høj faglighed, god forretningsforståelse, gode personlige sociale færdigheder og en personlig lederadfærd.

Den høje faglighed og den gode forretningsforståelse er to afgørende forudsætninger for et Godt Lederskab. Ikke kun inden for den pågældende branche, som lederen aktuelt er leder inden for. En høj faglighed og en god forretningsforståelse inden for andre brancher og dermed ud fra et mere generelt, strategisk perspektiv giver nemlig den enkelte leder et endnu bedre og bredere holistisk blik på den komplekse verden, som den pågældende virksomhed, dens ledere og medarbejderne agerer i.

Men det er ikke nok. Den gode leder skal også være i besiddelse af de nødvendige Personlige sociale færdigheder, der gør lederen i stand til – uanset hvilken situation hun eller han står i – at udøve og anvende netop den personlige lederadfærd, der skaber de resultater og når de mål, som lederen ”er sat i verden for” at nå sammen med sine medarbejdere. Det er to sider af samme sag. Det er altså ikke nok at besidde de personlige og social færdigheder. De skal også altid udmøntes i en situationsbestemt lederadfærd, der følger og går forud for den foranderlige verden, som vi lever i.

Hvilke personlige sociale færdigheder og lederadfærd, der er afgørende for virksomhedens resultatdannelse på et bestemt tidspunkt og sted, afhænger af den aktuelle samfundsudvikling og af tidens ledelsesbehov. Ofte ser vi lederadfærd på begge sider af tidens mainstreamtendenser. Enten halter lederadfærden bagefter, eller lederadfærden er måske forud for sin tid og opnår ikke det nødvendige følgeskab.

Kunsten for lederen er at finde den rette balance. En balance hvor lederen i sin lederadfærd opererer på forkanten af tidens mainstreamtendenser, og hvor lederen har et fremrettet mindset og vedholdende blik på udviklingen af sin nuværende lederstil. På den måde skaber lederen de bedste muligheder for at opnå og styrke medarbejdernes følgeskab, så de naturligt – gennem positiv motivation – forstærker deres medejerskab i opgaveløsningen. Et medejerskab der er helt afgørende for virksomhedens resultater og positive bundlinje, både på den korte og i høj grad på den lange bane.

De vigtigste kendetegn

Opfattelsen af hvad der er de vigtigste kendetegn for God Ledelse, og hvad der karakteriserer den gode leder, afhænger af mange faktorer. Branche, kultur, virksomhedshistorie, lederen som individ, medarbejderne og omverdenen. Jeg tror, at de fleste – bevidst eller ubevidst – har en god idé eller fornemmelse af, hvornår de står overfor og oplever en god leder.

De efterfølgende kendetegn skal derfor mere ses som inspirationskilde til egen refleksion over, hvad der karakteriserer den gode leder, derfra hvor du står. Det er ikke en prioriteret facitliste, og de vil altid være kontekstafhængige.

Den gode leder kendetegnes ved, at lederen:

  • Skaber, fastholder og videreudvikler motivationen hos den enkelte medarbejder, de enkelte teams og organisation som helhed,
  • Sikrer medarbejdernes og egen rettidige kompetenceudvikling,
  • Sikrer en aktiv dialog med alle involverede aktører. En aktiv dialog der fremmer evnen til at kommunikere, lytte, indhente og udveksle informationer,
  • Sikrer en aktiv informations- og dataindhentning fra hele ledelsesrummet,
  • Giver altid en konstruktiv og positiv feedback,
  • Træffer rettidige beslutninger på et velfundet fagligt grundlag og
  • Sikrer rettidigt at kommunikere trufne beslutninger ud til alle involverede medarbejdere og samarbejdspartnere, for derved at søge den nødvendige og størst mulige accept og det afgørende medejerskab.

Flere kendetegn

For mig er den gode leder også kendetegnet ved:

  • Konsekvens, fordi det øger lederens troværdighed og skaber klarhed i kaotisk omverden.
  • Gennemskuelighed, fordi det øger videndeling.
  • Ærlighed, fordi det styrker lederens gennemslagskraft.
  • Troværdighed, fordi det styrker virksomhedens professionalisme.
  • Empati, fordi det styrker lederens evne til at kommunikere.
  • Situationsbestemt ledelse, der giver størst mulig grad af handlefrihed, fordi vores omverden er kompleks og dynamisk, og fordi vi oplever verden forskelligt.
  • Stimulering af aktiv informationsudveksling mellem medarbejderne, fordi det fremmer forståelsen for helheden.
  • En dynamisk og visionær lederstil, fordi det skaber udvikling.
  • En lederstil, der er forandringsparat og som peger retningen af virksomhedens vision.
  • En kreativ og konstruktiv lederstil, som driver ledelse gennem accepterede beslutninger, fordi det sikrer de bedst mulige opgaveløsninger.

Kunsten er hvordan

Det er ingen kunst at nedfælde og argumentere for kendetegnene for God Ledelse. Nej, kunsten er at udvikle, vedligeholde og altid udvise en lederadfærd, som kendetegnene for God Ledelse afspejler.

Det er kun gennem den konkrete lederadfærd, at kendetegnene ægte kommer til udtryk. Derfor skal lederen gå forrest og vise vejen ved at sætte retning. På den måde kan lederens medarbejdere spejle sig i lederens adfærd og kopiere de dele, der giver mening for deres egen lederadfærd. Rigtigt anvendt, er eksemplets magt en uvurderlig styrke i udøvelse af God Ledelse. Omkring den gode leder hersker der altid en helt særlig underliggende atmosfære af ro og balance. Når verden omkring os går amok, lyser den gode leder op, som den ledestjerne medarbejderne har brug for. Der er overensstemmelse mellem det den gode leder siger og gør. Den gode leder skaber følgeskab og medejerskab.