POLITIK. Når snakken falder på hullede veje og slidte cykelstier, er det let at finde borgere, der peger på konkrete problemer i deres nærområde. En ny undersøgelse fra Asfaltindustrien viser, at 42 procent af danskerne oplever, at veje og cykelstier er blevet dårligere de seneste fem til ti år. Men ifølge Karsten Byrgesen, byrådsmedlem for Borgernes Liste i Fredericia, giver undersøgelsen et mere pessimistisk billede, end han selv oplever i sin hverdag.
»Det er utrolig svært at sige, om jeg synes, at de er blevet dårligere. Jeg tror, det har været sådan altid. Vi har jo et meget omfattende vejnet i Fredericia, og det vejnet kræver en stor indsats at holde ved lige,« siger Karsten Byrgesen.
Han peger på, at kommunen reagerer, når borgerne selv henvender sig med konkrete problemer. »Når borgere ringer ind til vores meddelsesportal på kommunens hjemmeside, så tager vi faktisk ud og kigger. Forleden var der nogle borgere ude på Fælledvej, som havde henvendt sig. Der var et hul i vejen, fordi en forsænkning havde givet sig. Det tager vi fat på med det samme,« siger han.
Hullerne fylder i debatten – men meget er også godt
Byrgesen mener, at kritikken ofte handler om det, der ikke fungerer, mens de mange forbedringer bliver overset. »Folk bemærker de dårlige veje og hullerne. De er ikke så nødt til at bemærke, hvor det faktisk går godt, og hvor vi har lavet en masse nyt vej,« siger han.
Han understreger samtidig, at vedligehold altid er et spørgsmål om prioritering. »Når vi kigger på vores økonomi, så vil der altid være nogle strækninger, der trænger til en kærlig hånd. Men i forhold til, hvor galt det kunne se ud, så er jeg ikke negativ. Jeg er ikke pessimist, jeg er optimist over, at vi er opmærksomme på det, og hver gang der kommer en sag ind, så prioriterer vi den,« siger han.
Cykelstierne er blevet markant bedre
Hvor undersøgelsen fremhæver cyklisternes utryghed, peger Karsten Byrgesen på det modsatte. »Jeg tænker, at vi har fine cykelstier i Fredericia. Og vi har rigtig, rigtig mange, som er rigtig gode. Hvis vi kigger på, hvor vi stod for ti år siden og så nu, så står vi et sted, der er helt vildt fantastisk meget bedre. Det går i den grad den rigtige vej,« siger han.
Han tilføjer dog, at nye cykelstier er en bekostelig affære. »Hver gang vi skal lave nye cykelstier, er det ekstremt dyrt. Mange gange skal man ekspropriere, altså tage jord fra andre. Vi kunne sagtens lægge nyt asfalt overalt, men så ville der ikke være penge til at drive noget af den almene velfærd,« siger han.
En balance mellem asfalt og velfærd
For Byrgesen handler det i sidste ende om at finde en balance. »Alt er vigtigt. Jeg skal både tage stilling til cykelstiernes kvalitet, men jeg skal også tage stilling til plejehjemmenes kvalitet og skolernes kvalitet. Derfor er det en sund afvejning at finde den rigtige balance. Det er det, vi sidder og drøfter i det tekniske udvalg sammen med forvaltningen,« siger han.
Han afviser samtidig, at veje og cykelstier i Fredericia generelt er blevet dårligere. »Jeg kan ikke sidde og jamre over, at der er en masse huller i vejene. De er sådan, som de altid er. Men vi reparerer dem, og det har vi altid gjort. Vi har rigtig mange veje, som er fine og gode, og så har vi nogle, der trænger til en kærlig hånd. Og det er vi opmærksomme på,« siger Karsten Byrgesen.