SPORT. Med FC Fredericias historiske oprykning til Superligaen sikrede forligspartierne bag Budget 2025, herunder Borgernes Liste, at finansieringen til en nødvendig opgradering af Monjasa Park blev en realitet. Karsten Byrgesen, byrådsmedlem for Borgernes Liste, er begejstret og stolt over beslutningen og lægger ikke skjul på betydningen af den sportslige succes for byen.
»Takket være utrolig mange menneskers vanvittige kamp igennem mange år for idræt og eliteidræt i Fredericia, så er vi nået et punkt, hvor vores FC Fredericia har kvalificeret sig til at rykke op i Superligaen næste år. Det er jeg fandme glad for. Jeg er glad, fordi vi har nogle dygtige spillere, dygtige frivillige og dygtige ledere. Frem for alt har vi nogle erhvervsfolk og sponsorer – og dem er der mange af – der vælger at tro på det her. Og det gør vi også i forligskredsen. Når vi får så stor en gave og så stor en appetit på mere, så skal vi se frem til, at Danmarks allerbedste fodboldspillere hver eneste uge i hele sæsonen vil præsentere Fredericia. Det får en umådelig betydning for sportens udvikling, men også en meget stor forretningsmæssig betydning for Fredericia på alle måder,« siger Karsten Byrgesen.
For Byrgesen er det helt afgørende, at forligspartierne, sammen med erhvervslivet, nu tager ansvar og investerer i fremtiden for Fredericia.
»Vi vælger at tage penge ud af det kommunale budget, flot støttet af de lokale sponsorer, og det er en super investering. Pengene kommer tilbage i driftmål, og det her er fodboldkultur til folket, så det vil noget. Det er jeg glad for,« lyder det fra Karsten Byrgesen.
Socialdemokratiet står udenfor
Budgetforliget blev indgået uden Socialdemokratiet, og Karsten Byrgesen lægger ikke skjul på sin frustration over, at borgmester Christian Bro (S) forsøger at tage æren for finansieringen af stadionopgraderingen:
»Socialdemokratiet er ikke med, fordi den pengekasse vi går ned i, det er den pengekasse, der blev forhandlet i forbindelse med budgetforliget 2025-2026, og der står Socialdemokratiet udenfor. Derfor er det ikke noget, de har været indblandet i. Vi har drøftet sagen i Kultur- og Idrætsudvalget, og der har vi selvfølgelig orienteret Socialdemokratiet, hvor de havde mulighed for at udtale sig. Men det, der slår mig nu, er, at vi har en borgmester, der igen går ud og taler usandt ved at fortælle pressen, her TV2, at den her den fikser han. Altså borgmesteren vil fikse, at vi får bygget vores stadion om, så det lever op til kravene fra DBU og Divisionsforeningen. Borgmesteren glemmer bare lige, at han ikke er med i budgetforliget, så han har ikke mulighed for det her, han er ikke en del af det,« fastslår Byrgesen og fortsætter:
»Han viser i virkeligheden, at Socialdemokratiet har udviklet sig til en flok elefanter, der farer rundt i glashuset. Man kan let som ingenting komme med en let og elegant udtalelse. Jeg ville jo sige, at vi arbejder sammen i Fredericia om at få det her til at ske, men det har han ekskluderet sig selv fra ved at sige »jeg« – Socialdemokratiet får det til at ske. Hans problem er, at han ikke har nøglen til pengekassen. Det har budgetforligskredsens partier, og det er sådan, det hænger sammen.«
Et bredt samarbejde trods forskelle
Karsten Byrgesen roser samarbejdet i forligskredsen, der tæller partier med vidt forskellige politiske profiler – blandt andre SF, Enhedslisten, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og hans egen liste:
»Jeg synes, det er et rigtig godt og konstruktivt samarbejde. Det er klart, at når man blander så forskellige partier som SF, Enhedslisten, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og så vores egen Borgernes Liste, så er der selvfølgelig nogle forskellige holdninger. Men det er netop skønheden ved det. Vi er fælles om nogle ting, der kommer samfundet til gode. Så må man pudse lidt på sine automatiske holdninger og tage det pragmatisk an. Det har vi gjort her, og jeg er glad for, at vi er fuldstændig enige om, at det her vil vi for Fredericia. Det er det, vi giver til Fredericia, og vi får utrolig meget igen. Det er en vekselkasse, hvor vi stopper X antal millioner i, og det kommer mangefoldigt tilbage,« siger Byrgesen.
Ifølge ham er brandingværdien uvurderlig for byen:
»Hele den brandingeffekt, som FC får ved at være i Superligaen, kan simpelthen ikke købes for penge. Vi bliver eksponeret hver eneste dag i hele næste sæson i Superligaen. Det er uvurderligt. Det er virkelig oppe i skyen, det her. Det er noget, der virkelig er tungt og godt.«
Stor betydning for byen og sikkerheden
Den nye Superliga-status kræver en stadionudvidelse med en kapacitet på 10.000 tilskuere, og det er nødvendigt, mener Byrgesen:
»Det får en uvurderligt stor betydning. Det er vigtigt, at de gæster og fodboldfans, der kommer, bliver taget pænt og ordentligt imod. Derfor skal vi sikre os et sikkert stadion, hvor hvis nogen bliver revet med af stemningen, så kommer ingen til skade. Det er derfor fornuftigt, at planen indeholder meget skarpe regler for, hvordan stadion skal indrettes. Det lever vi ikke op til nu, men det kommer vi til, når sæsonen starter om fire måneder.«
En stolt politiker
På det personlige plan er Byrgesen stolt over, hvad FC Fredericia har opnået:
»Jeg følger med i idrætten lokalt. Nogle gange er jeg til stede, andre gange følger jeg det via medierne. Når jeg kan, er jeg altid med og deltager. Jeg bakker fuldt op om FC Fredericia, fordi jeg synes, det er rigtig godt for byen. Det er godt for alle de fans, der elsker fodbold – almindelige mennesker lige fra den unge til den ældre. Vi dækker hele det sociale spektrum. Kulturen er bred, og der skal være noget for enhver smag. Det er vi gode til i Fredericia,« siger Karsten Byrgesen og afslutter med stolthed:
»Jeg har arbejdet med kultur og idræt i otte år, og jeg synes, det her bærer fremad. Men frem for alt bærer jeg det med stolthed. Jeg er simpelthen pærestolt. Det er så flot, at vi som by kan være med. Det eneste ærgerlige er, at vi har en borgmester, der går ud og stjæler hele billedet ved at sige noget, der rent faktisk ikke passer – at han fikser det. Han kan ikke fikse noget som helst, for det er ikke ham, der har nøglen til pengekassen. Det er forligspartierne, der har det.«