POLITIK. Striden om det borgerlige valgforbund i Fredericia er blevet et af de mest omdiskuterede temaer i valgkampen. De borgerlige partier i Fredericia står med en historisk chance for at erobre borgmesterposten i en tid, hvor selv de røde partier ikke vil garantere deres stemme til en socialdemokrat. Alligevel bruger de ikke tiden på at fortælle, hvad de vil. I stedet er der udfordringer med samarbejdet i valgforbundet – og hvem der bærer skylden for det, er partierne dybt uenige om. Stridens kerne er fortsat: Kan man blive borgmester på socialdemokratiske stemmer?

Fem partier – Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Liste – har indgået en aftale, der fastslår, at borgmesterposten kun kan findes i blå blok. Konservative står udenfor, og det har skabt en sprække i det borgerlige samarbejde, der nu præger retorikken i hele byen.

Borgernes Liste er en del af valgforbundet, og spidskandidat Karsten Byrgesen lægger ikke skjul på, hvorfor klausulen er nødvendig. For ham handler det om at give vælgerne et klart signal og at undgå enhver tvivl om, hvor stemmerne ender.

»Det er vigtigt at sende et meget, meget klart signal til vores vælgere om, hvor deres stemme går hen. Det ville være meget ærgerligt, hvis man stemmer på et af de fem partier i valgforbundet og vi derefter gør Christian Bro til borgmester. Så får vi fire mere forfærdelige år. Det er jo derfor, at Konservative ikke vil være med. De vil ikke sige, at borgmesteren skal findes inden for valgforbundet. De vil have muligheden for at kunne pege på Christian Bro. Det betyder, at hvis man stemmer på Konservative, så kan det ende med en stemme på Christian Bro som borgmester. Det vil vi garantere vores vælgere, at det ikke kommer til at ske i vores lejr,« siger han.

Mailen fra Tommy

I debatten bliver der ofte henvist til den mail, som Konservatives gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen sendte i maj, hvor han understregede, at også han ønsker en borgerlig borgmester baseret på borgerlige mandater. For Karsten Byrgesen ændrer det ikke billedet.

»Han siger jo ét og gør noget andet. Så må man spørge ham, hvorfor er du så ikke med os, hvis vi vil det samme. Hvorfor stiller du dig udenfor. Det var den eneste grund til, at han ikke ville være med i valgforbundet. Han ville ikke bindes til, at borgmesteren skulle findes i vores fællesskab. Det er derfor, det ikke lykkedes. Han siger ét og gør noget andet. Det er utroværdigt,« siger Byrgesen.

Tiden op til pressemødet

Da valgforbundet blev offentliggjort på et pressemøde den 12. juni, fik Tommy Rachlitz Nielsen en SMS fra Venstres spidskandidat Peder Tind blot 14 minutter inden. Det er blevet kritiseret, men Karsten Byrgesen mener, at det ikke ændrer noget.

»Jeg ved ikke, om det var 14 minutter inden. Jeg er ikke informeret om detaljerne. Men det kunne lige så godt være sendt flere dage før, for Tommy havde jo allerede meldt fra flere dage inden. Han havde fortalt, at han ikke ville være med, hvis det var sådan, vi kørte det. Så hvis Peder Tind sendte beskeden, har det været for at sige, at nu melder vi det ud. Men det var Tommys eget valg. Hans ønske var, at han ikke ville være med, hvis den klausul var der. Vi spurgte endda Konservative, om de kunne komme med et andet forslag til formulering, så vi kunne sikre det samme på en måde, de kunne acceptere. Men det ville de ikke. Derfor siger jeg, at de siger ét og gør noget andet,« siger han.

Et valg på troværdighed

For Karsten Byrgesen er sagen et spørgsmål om troværdighed og gennemsigtighed over for vælgerne. Han mener, at vælgerne har krav på at vide præcis, hvad en stemme betyder, og at det var nødvendigt at skære tingene ud i pap med en bindende aftale.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været bekymrede for, at der kunne ske det samme som i andre kommuner, hvor man ender med en borgmester, der står på et fundament af socialdemokratiske mandater, selvom vælgerne havde skabt et blåt flertal. Det vil vi forhindre, og derfor var vi nødt til at skrive det ind. Når Konservative ikke vil være med til det, så må vælgerne drage deres egne konklusioner. For os er det afgørende at vise, at vi står sammen i det her, og at vi leverer det, vi lover,« siger Byrgesen.

Han fremhæver, at valget i sidste ende handler om at sikre et klart alternativ til Socialdemokratiet. »Det her handler om at gøre op med usikkerhed og med politiske kattelemme. Vælgerne skal vide, at en stemme på de fem partier i valgforbundet er en stemme på en borgerlig borgmester. Det er garantien. Konservative har fravalgt at give den garanti. Det siger alt om forskellen,« siger han.

Skarpere tone

Dermed føjer Byrgesens udtalelser sig til rækken af kritik fra de øvrige partier i valgforbundet, som i de seneste måneder har rettet skytset mod Konservative. Flere gange er der blevet sagt, at en stemme på Konservative kan ende som en stemme på Christian Bro. Byrgesen lægger sig tæt op ad den linje og peger på, at situationen er selvforskyldt.

»Det er ikke os, der har valgt at udelukke Konservative. De har selv valgt at stå udenfor. Vi har givet dem chancen, vi har tilbudt dem at være med, vi har endda bedt dem komme med et alternativ, så vi kunne finde en formulering, der passede dem. Men de ville ikke. Når man siger ét og gør noget andet, så kan man ikke forvente, at vælgerne har tillid. Det er det, der står tilbage,« siger han.

Et valg mellem to linjer

Valgforbundet står dermed samlet om en strategi, hvor budskabet er klart: vælgerne kan trygt stemme på de fem partier og vide, at borgmesteren findes i blå blok. Konservative står alene tilbage med deres eget budskab om fleksibilitet og tillid.

For Karsten Byrgesen er der ingen tvivl om, hvilken linje han selv tror mest på. »Det handler om at være ærlig og konsekvent. Vi har valgt at give vælgerne en garanti. Den garanti ville Konservative ikke være med til. Derfor må vælgerne afgøre, hvem de stoler mest på,« siger han.

Læs også