Fredericia Kommune står over for en betydelig beslutning i forbindelse med opførelsen af en ny folkeskole. Processen er godt i gang, og det er besluttet, at der skal bygges en helt ny skole frem for at anvende en eksisterende bygning. Der er derfor spekuleret i, om en eksisterende bygning kan anvendes til formålet? Svaret er nej, lyder det fra flere politikere.
En af de bygninger, som flere har spekuleret i kunne bruges til formålet, er den nu forhenværende SOSU-skole på 6. Julivej, der tidligere har fungeret som folkeskole. SOSU-skolen er flyttet til nye lokaler på Mosegårdsvej, hvilket har efterladt bygningen på 6. Julivej ledig. Det er Nordicals, der skal leje den kendte bygning ud.
Ifølge Pernelle Jensen (V), medlem af Børne- og Skoleudvalget i Fredericia, har kommunen undersøgt mulighederne for at anvende eksisterende bygninger som den gamle SOSU-skole.
– Jeg ved, at man i processen, hvor man undersøgte mulighederne, har kigget på mulige bygninger, der allerede eksisterer. Man har længe vidst, at SOSU-skolen ville flytte. Den skal kunne rumme antallet af elever på de nuværende matrikler, men også de elever, der forventes at komme fremadrettet. Det sætter begrænsninger på eksisterende bygninger. Jeg går ud fra, at man har undersøgt mulighederne, siger Jensen.
Pernelle Jensen understreger også, at der er specifikke krav til skolers størrelse og funktionalitet, som skal opfyldes:
– Jeg ved, der er et kvadratmeterkrav til almene skoler, men også specialskolerne, der også er tænkt ind i det. En ny bygning er bedre bæredygtighedsmæssigt end gamle bygninger. Det man har gjort er at tjekke antallet af kvadratmeterne, og det er mange elever, der skal kunne være, og så har man lavet vurderingen ud fra det. Jeg har været på skolen på SOSU-skolen flere gange, og jeg tror ikke, at den er stor nok til at kunne rumme den nye skole, siger Venstre-politikeren.
Den gamle SOSU-skole er for lille
Cecilie Roed Schultz (Ø), næstformand i Børne- og Skoleudvalget, deler Jensens opfattelse og bekræfter, at bygningen på 6. Julivej simpelthen ikke er stor nok til at opfylde de behov, som den nye skole skal kunne imødekomme.
– Den er simpelthen for lille. Vi har kigget på alle muligheder. Vi kiggede også på den i forbindelse med Frederiksodde Skolen og samlingen af afdelingerne, fx afdeling A og B. Det er meget dyrt, og den er ikke velegnet til at samle skolerne på Havepladsvej og Indre Ringvej. Det vil koste ca. det samme, men det er dyrere ting, der skal laves på begge matrikler, og det er omkring 200 millioner kroner, som det vil koste i alt, siger Cecilie Roed Schultz.
Hun påpeger også, at det i princippet kan blive billigere at bygge en helt ny skole:
– I princippet kan det blive billigere at bygge en ny, da man så ikke skal bruge genhusning. Skal man renovere, skal man placere eleverne et andet sted, og så vil man skulle bruge flere penge på pavilloner, og det kan løbe op i en dyrere pris, fastslår Schultz.
Cecilie Roed Schultz nævner, at selvom priserne på byggematerialer er faldet, er der stadig mange ubekendte, der gør en renovering mindre attraktiv:
– Materialerne er faldet i pris, men vi har ikke lavet udbud. Det er forvaltningen, der står for det. Vi har kigget på, hvor mange der går på skolerne iv skal samle nu, og rundet det op til at være 1000 elever, fordi vi ikke vil bygge for småt. Så er det bedre at sige, vi har et lokale, som vi kan bruge til et KREA-værelse, hvis der går lidt færre elever. Det er bedre, at vi bygger skolen lidt for stor end at vi ville skulle ud at lave et nyt klasselokale om et par år, siger Cecilie Roed Schultz.
Fremtiden for Fredericias skoler
Planerne om en ny folkeskole i Fredericia er et led i kommunens langsigtede strategi for at sikre tidssvarende og tilstrækkelige undervisningsfaciliteter, da folkeskolerammerne i Fredericia generelt set trænger til en opgradering. Med over 1000 elever i tankerne er det afgørende, at den nye skole bygges med plads til fremtidig vækst og forandring.
Valget om at bygge nyt frem for at renovere eksisterende bygninger som den gamle SOSU-skole er baseret på en række overvejelser, herunder økonomiske, bæredygtige og pædagogiske faktorer. Både Pernelle Jensen og Cecilie Roed Schultz fastslår, at ingen eksisterende bygninger i Fredericia rummer de krav, som en ny folkeskole har.
Dermed ser det ikke ud til, at der kommer en ny folkeskole på adressen på 6. Julivej.
Læs mere om den kendte bygning her