POLITIK. Eftermiddagssolen står lavt over pladsen ved Tøjhuset, og den varme 1. maj har langsomt tømt fadølsfustagerne. Stemningen er munter blandt fredericianerne, der nyder selskabet omkring dem. Men da Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten træder op på scenen som dagens sidste taler, ændrer stemningen sig mærkbart. Småsnakken dæmpes, og publikums opmærksomhed rettes mod scenen. Undervejs bliver de politiske budskaber om retfærdighed, pension og værdighed modtaget med hyppige klapsalver, og rundt omkring løftes knyttede næver i vejret, som en markering af opbakningen til hendes afsluttende ord.
Cecilie Roed Schultz, som er medlem af byrådet for Enhedslisten, begyndte med et stærkt billede af Fredericia som arbejdernes by, hvor generationer har slidt bag maskiner, på fabrikker og værfter.
»Her ved vi godt, hvad det vil sige at slide for lønnen. Men alt for ofte bliver vores erfaringer overhørt og overrulet af dem, der sidder bag skrivebordene i København,« lød det indledende fra Cecilie Roed Schultz med tydelig adresse til Christiansborg.
Budskabet fik straks stor applaus, og der var en klar fornemmelse af, at hun havde ramt en nerve hos mange på pladsen.
Pension – et spørgsmål om retfærdighed
Et af talens helt store temaer var pensionsalderen, som netop er blevet hævet til 70 år for alle født efter 1970. Det fik Enhedslisten-politikeren til at tegne et klart billede af uretfærdighed, en uretfærdighed, som ifølge hende er et direkte angreb på arbejderne.
»Det er uretfærdigt, når dem, der har magten, ikke lytter til eller anerkender den viden, arbejdere har om eget liv. Når de ignorerer, hvad det faktisk vil sige at være slidt op som 60-årig,« sagde hun med fast stemme.
Hun satte ord på forskellen mellem et arbejdsliv bag skrivebordet og et liv med fysisk hårdt arbejde, som mange fredericianere kender alt for godt fra deres hverdag.
»Virkeligheden er jo, at vi ikke lever lige lang tid i det her land. En direktør eller akademiker kan regne med en lang pensionisttilværelse. Men en skraldemand, en social- og sundhedshjælper, en industriarbejder dør langt tidligere,« sagde hun til store klapsalver.
Cecilie Roed Schultz delte personlige erfaringer med publikum ved at nævne sin egen mand, der har haft hårde, fysiske job siden han som 16-årig gik ud af grundskolen.
»Efter regeringens plan kan han først gå på pension om 30 år. Han kommer til at knokle i samlet 56 år. Når vi går på pension, er vores ældste barn over 50 år. Det bliver nok nærmere vores oldebørn, vi kan tilbyde at passe, hvis helbredet er til det,« sagde hun med en ironisk undertone, der fik mange på pladsen til at smile og nikke genkendende.
Med stor gennemslagskraft sammenlignede hun også arbejdernes pensionsalder med politikernes egne vilkår – især ministerpensionerne på Christiansborg.
»Ministererne kan trække sig tilbage, når de bliver 60 år, med en pension på 50.000 kr. om måneden. En minister med akademisk baggrund kan nøjes med 32 år, før benene kan smækkes op, mens min mand kommer til at arbejde i 56 år. Hvordan kan nogen med hånden på hjertet mene, at det er rimeligt?« sagde hun med tydelig indignation.
Publikum kvitterede igen med klapsalver.
Tjenestemandsreformens skygge hænger stadig tungt
Talen gled naturligt videre til kvindefagene og det arbejde, som Cecilie Roed Schultz selv har haft. Hun understregede, at selv om arbejdet som pædagog, social- og sundhedsassistent og andre omsorgsfag måske ikke slider på samme måde som fabriksarbejde, så slider det både fysisk og psykisk – og på lønkontoen.
»Ligesom så mange andre kvinder i velfærdsfagene har jeg aldrig fået en løn, der matcher den uddannelse, vi har taget, samt det ansvar og det slid, vi bærer hver dag,« sagde hun bestemt.
Cecilie Roed Schultz pegede direkte på tjenestemandsreformen fra 1969, som ifølge hende stadig placerer kvindedominerede fag i bunden af lønhierarkiet, og hun kritiserede politikerne for endnu ikke at have rettet op på denne historiske ulighed.
Forslag fra Enhedslisten
Byrådspolitikeren kom derudover med et konkret politisk forslag oppe på scenen fra Enhedslisten om at gøre titlen ”fagforening” beskyttet, så kun de fagforeninger, der forhandler overenskomster, kan bruge betegnelsen.
»De andre kalder sig fagforeninger, men løfter ikke opgaverne, som I gør. Derfor foreslår Enhedslisten, at fagforeningsbidraget målrettes jer – ikke fagforretningerne,« understregede hun.
Hun sluttede med en opfordring til kamp:
»Vi skal kræve et samfund, hvor vi måler velfærd i livskvalitet, ikke i hvor mange år vi kan tvinges til at arbejde.«
En tale med opbakning
Da Cecilie Roed Schultz afsluttede sin tale, blev det markeret med klapsalver og knyttede næver fra flere blandt publikum. Reaktioner, der viste, at hendes pointer om pension, ulighed og værdighed havde resonans hos mange af de tilstedeværende. Som dagens sidste taler samlede hun dermed arrangementets væsentligste budskaber, der pegede på fællesskab og solidaritet som fortsat vigtige temaer på Arbejdernes Internationale Kampdag i Fredericia.