Oplus_33


Tillykke med din studentereksamen, svendebrevet eller hvis du arbejder for at få råd til din drøm. Uanset hvad – gør du noget for din og Danmarks fremtid, så tak for det!

For 7 dage siden, er det 10 år siden jeg fik min egen HHx eksamen fra Rybners Gymnasium i Esbjerg, og i huen var der et 7-tal, efter erhvervsrets-eksamen. 
Da jeg kom ud af eksamenslokalet var jeg stolt af mit 7-tal, men resten af mit karakterblad, var mixet op af de famøse ‘briller’ og op til den helt anden ende af karakterskalaen. 
Jeg er et af de mennesker der har skiftet retning mange gange i livet, et af de unge mennesker der har prøvet sig frem, for så at søge ind på et studie 8 år efter endt gymnasial uddannelse, for måske at have en chance for at sidde stille på en stol. 

Hvis jeg havde søgt ind i år, ville jeg være en af 54.279 mennesker, der søgte ind via kvote 2. Kvote 2 ansøgere bliver hvert år vurderet på andet end karaktergennemsnittet fra en gymnasial uddannelse alene, og hvor uddannelsesinstitutionerne tildeler pladserne efter konkret vurdering af ansøgeren og ud fra forskellige udvælgelseskriterier, der varierer fra uddannelse til uddannelse. Jeg har igennem årene lært, at jeg er andet end tal og karakterer, og at man absolut ikke er doven eller dum, fordi man i et system skal søge videre uddannelse via kvote 2. 

Livet skete, og tog drejninger undervejs. 

Som børn- og unge coach, har jeg lært rigtig meget af de unge mennesker jeg har arbejdet med, for at skabe en fremtid for og sammen med dem. 
Mange undervurderer de unge mennesker, fordi der er blevet skabt et narrativ omkring dem, som at de er dovne, de vil ingenting, de vil ikke skabe og de er ikke til at snakke med. Det narrativ bliver skabt af mennesker, der ikke ser det gode i de mennesker der skal være med til at skabe vores fremtid, i Danmark, som danskere. 

Du skal erobre verden, med lige præcis det menneske, du er. Gør det med troen på, at du godt kan – jeg tror på dig. 

Hvis du er dygtig nok, er du gammel nok. 

Skrevet af 
Lotte Hansen 
Næstformand Liberal Alliance Fredericia 
Byrådskandidat til KV25