Ellemann-Jensens store kanoner blev en kæmpe fuser, der underminerer tiltroen til nationale beslutningsprocesser og undergraver hærens omdømme.
I den skandaleramte sag om anskaffelse af artillerikanoner til Hæren udtaler Forsvarsminister Jacob Ellemann-Jenser (V) ”Jeg har ansvaret”! Jeg holdt vejret i den umiddelbare kunstpause efter Ellemanns udtalelse og jeg havde forventet, at han fulgte op med ”og derfor går jeg”. Ingen tvivl om, at Ellemann har ansvaret og derfor ville det være rimeligt at ministeren ikke også stiller sig i spidsen for udredning af egne fejl, mangler og sjusk.
Det er langt fra første gang at store indkøb går galt. Det var et kæmpe fejlskud da Forsvaret købte 12 stk. FENNEC helikoptere til bekæmpelse af pansrede køretøjer. Det viste sig, at helikopterne ikke på samme tid kunne bære både brændstof og våben. Problemet var, at våbenspecifikke specialist officerer blev fejet af banen, hvorved beslutningerne blev en renskrivebordsbeslutning og en totalt spildt investering. Helikopterne er stadig i drift og bruges bl.a. til rundflyvning og i civil sammenhæng til eftersøgning af forsvundne.
Købet af de israelske Elbit kanoner til en samlet værdi af 1,74 milliarder kroner blev også lavet ved en skrivebordsbeslutning, der groft overskred det kodeks, der er for materielindkøb. Det danske forsvar har mange specialister, der med stor viden og erfaring sikrer, at der er en god overensstemmelse mellem formelle krav til materielgenstanden, pris, fleksibilitet, vedligeholdelse mm. Men hvorfor fik disse våbenspecialister ikke mulighed for at bruge deres faglighed på at lave en standard sagsbehandling, en analyse, der ville gennemgå alle muligheder og efterfølgende lave en konsolideret anbefaling.
Specialisterne er stolte officerer og befalingsmænd, som bør træde frem og fortælle sandheden bag indkøbet, så vi kan spare millioner af kroner og mange tons papir på nok en håbløs redegørelse. Opret en whistleblower linje, så vi af den vej kan få fakta frem.
Mine vinkler er ikke personligt møntet på Ellemann, men på hele regeringens paniske reaktioner på alle de udfordringer der dukker op og håndteres i en tilstand af panik og svigtende overblik.