Kadeau til Kolding

Ugen op til et lokalbrag har sin egen genre. Den foregår ikke på banen, men på de sociale medier, hvor to klubber i dagevis driller hinanden med postkort, tegnefilmsreferencer og den slags humor, som kun giver mening, hvis man kender modparten godt nok til at vide, præcis hvor den sidder. Det er ikke konflikt. Det er omvendt en meget præcis form for respekt, og den har været savnet, siden Kolding og Fredericia sidst mødtes i ligaen.

Imens den udveksling stod på, dukkede gammelmedierne op til håndbold igen. Ikke for kampen, ikke for stemningen, ikke for de to byer, der endelig skulle mødes, men med en helt anden vinkel. Her handlede det om at udskamme Fredericia Håndboldklubs fans og om at koge suppe på en sag, der for længst var dækket, og som i øvrigt ligger hos politiet, og ingen alligevel udtaler sig, fordi de har respekt for politiets arbejde, som der bliver gentaget igen og igen.

Det interessante er, hvad der så skete. For ingen faldt i.

Fredericia Håndboldklub faldt ikke i. Klubben havde allerede dagen før lagt sin aftale med fanklubben frem og taget de skridt, man kunne forvente. KIF Kolding faldt heller ikke i. Tværtimod blev både Fredericia Håndboldklub og HK Ultras budt velkommen i Kolding, uden forbehold og uden den løftede pegefinger, der ellers lå lige for, hvis man havde villet score et billigt point på en rival.

Og da den tidligere håndboldspiller, nu ekspert, Daniel Svensson undervejs slog fast på tv, at der nu var sagt rigeligt om sagen, at parterne havde gjort det, de skulle, og at resten er politiets arbejde, var der i realiteten ikke mere at komme efter. Debatten var lagt ned af dem, der kender spillet indefra, og ikke af dem, der kiggede forbi for at hente en overskrift.

Tilbage står det, det hele handlede om. To hold, der stødte sammen i AL Sydbank Arena foran fulde tribuner, fordi Kolding havde åbnet dørene for alle, og en kamp, der blev vendt på hovedet i de sidste tyve minutter og afgjort med 38 sekunder tilbage på uret. Drama af den slags, man ikke kan bestille på forhånd.

Uden for banen er billedet et andet, og det er værd at hæfte sig ved. To byer, der elsker at hade hinanden, når det handler om håndbold, men som samtidig har brug for hinanden. Et lokalopgør kræver to parter, der tager det alvorligt. Det kræver to klubber, der vil ulejlige sig med at lave postkort og vittigheder i ugen op til. Det kræver, med andre ord, to til at danse tango.

Derfor fortjener begge klubber en kadeau. KIF Kolding for at tage imod, som man gjorde, og for at gøre aftenen tilgængelig for alle, der ville med. Fredericia Håndboldklub for at holde hovedet koldt i en uge, hvor det kunne have været let at gøre det modsatte. Og spillerne i begge trøjer for at levere præcis den håndboldkamp, som to byer havde set frem til.

Rivaliseringen overlever kun, hvis den passes. Det gjorde den denne gang.

Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør