POLITIK. Når vejarbejdet lammer Fredericia Midtby, og butikkerne mister kunder, må de erhvervsdrivende selv bære tabet. Det siger den socialdemokratiske udvalgsformand for Teknisk Udvalg efter massiv kritik fra både Fredericia Shopping, Grundejerforeningen og flere lokale erhvervsdrivende, der mener, at kommunen har handlet uden dialog og uden at vurdere konsekvenserne af at lukke Danmarks Port. Ifølge Nyborg må de sætte penge af i deres budgetter til sådanne hændelser.
Kritikken af kommunens håndtering af vejarbejdet ved Danmarksporten vokser dag for dag. Fredericia Shopping, Grundejerforeningen og flere erhvervsdrivende i midtbyen siger samstemmende, at de aldrig blev inddraget, før porten – en af byens vigtigste færdselsårer – blev lukket. Butikker melder om faldende omsætning, og erhvervslivet kalder det et alvorligt slag for byens handel og liv.
Den socialdemokratiske formand for Teknisk Udvalg, John Nyborg, forstår kritikken, men forsvarer alligevel beslutningen om at gennemføre lukningen uden forudgående dialog.
»Det kan man godt forsvare,« siger han indledningsvist, da spørgsmålet falder om, hvordan man kan træffe en så indgribende beslutning uden at inddrage de berørte parter.
»Vi var nødt til at gøre noget ved det. Vi havde et vindue, hvor arbejdet kunne udføres. Danmarksporten er ikke en simpel opgave, og vi kunne ikke vente længere. Vi har haft dialog med Midtbyudviklingsudvalget, som Fredericia Shopping er en del af, men jeg kan godt se, at vi begge parter kan gøre det bedre fremover.«
John Nyborg fortæller, at han løbende har haft kontakt med Fredericia Shoppings formand, Jesper Hansen, men understreger, at politikerne også har et ansvar for at handle. »Som politikere er vi nødt til at tage beslutninger. Det her skulle gøres, og uanset hvornår vi gjorde det, ville det skabe gener for både erhvervslivet og borgerne,« siger han.
Han tilføjer, at kommunen allerede har besluttet at styrke samarbejdet fremover. »I det nye år dedikerer vi en medarbejder til at arbejde med dialogen mellem forvaltningen og erhvervslivet. Vi skal finde en bedre struktur for samarbejdet.«
Spørgsmålet er dog, om det hjælper de butikker, der allerede mærker faldet i kassen. Jesper Hansen fra Fredericia Shopping har fortalt, at flere butikker oplever omsætningsfald på op til 20 procent. Da John Nyborg bliver spurgt, om de erhvervsdrivende bare må æde den, svarer han:
»Ja, altså skattekroner kan vi ikke bare give til borgere. Hvis man skal give kompensation, skal det behandles helt konkret, som man gjorde i coronatiden. Så skal der kigges på budgetter og regnskaber. Man kan ikke bare forvente, at kommunen dækker et tab. Det er deres virksomhed, det er ikke vores virksomhed.«
Den socialdemokratiske udvalgsformand slår fast, at tab som følge af vejarbejde er et vilkår. »Der vil altid være perioder, hvor vejarbejde påvirker forretninger. Det er et vilkår, når man bor og driver virksomhed i en by som vores. Det går op og ned, og det må man som erhvervsdrivende tage højde for.«
Han bliver spurgt, om udvalget har fået udarbejdet en konsekvensvurdering af, hvordan lukningen påvirker handel og byliv. »Der er ikke udarbejdet en konsekvensvurdering i forhold til økonomien for virksomhederne,« siger John Nyborg.
Han forklarer, at kommunen ikke har haft fokus på økonomien, men på sikkerheden. »Hvis man skal det, skal man sætte sig sammen med erhvervslivet og kigge på, hvad de selv har sat af til uforudsete udgifter. Det er ikke vores opgave at gå ind i den slags. Vi arbejder ud fra den faglige vurdering, og jeg er helt sikker på, at den er fuldstændig korrekt.«
Nyborg mener, at arbejdet ved Danmarksporten er et nødvendigt projekt, der ikke kunne vente. »Der er bærende partier i porten, som ruster, og det gør den ikke sikker. Vi kan ikke arbejde kun på den ene halvdel, fordi det ville være til fare for de ansatte og trafikanterne. Derfor er det lukket helt af.«
Han afviser, at arbejdet kunne være planlagt mere hensigtsmæssigt – for eksempel i etaper, som erhvervslivet har foreslået. »Hvis man deler det op i etaper, tager det længere tid. Hvis man laver natarbejde, koster det langt mere. Uanset hvornår vi havde gjort det, ville det have generet både borgere og erhvervsliv.”
Jesper Hansen fra Fredericia Shopping har kaldt sagen alvorlig og udtryk for manglende handling. Han har i flere medier fortalt, at butikkerne oplever faldende omsætning og svigtende kundestrømme. »Der er ingen handling. Vi har gentagne gange kontaktet Teknisk Udvalg og bedt om svar. Vi har spurgt efter konsekvensanalyser, men ingen har kunnet fremlægge noget som helst,« sagde han tidligere.
Hansen mener, at kommunen burde have undersøgt alternativer – blandt andet løsninger, der kunne have sikret adgang for gående og biler i begrænset form. Han foreslog også natarbejde og ekstra mandskab for at gøre perioden kortere. »Når man lukker byens vigtigste adgangsvej, lukker man også for pulsen,« lød det fra Jesper Hansen.
Også slagtermester Frank Gregersen fra Nørrebrogade har fortalt om problemer med leverancer, ensretninger og kunder, der giver op, inden de når frem. »Vi kan ikke drive forretning under de her forhold. Man slår erhvervslivet i stykker,” sagde han i et tidligere interview.
John Nyborg mener derimod, at udvalget har handlet ansvarligt. »Jeg føler mig godt klædt på. Vi har taget den bedste løsning ud fra de forudsætninger, vi havde. Jeg er sikker på, at den faglige vurdering er korrekt. Det er klart, at erhvervslivet ser det anderledes, men jeg må se på det ud fra, hvad der er bedst for byen som helhed.«
Han tilføjer, at der selvfølgelig er plads til forbedring. »Vi har haft møder med Midtbyudvalget og Fredericia Shopping, og vi vil gerne forfine samarbejdet. Vi skal blive bedre til at arbejde sammen, og det kommer vi til.«
For nu står fronterne skarpt. Erhvervslivet taler om overlevelse og frygter, at kunderne forsvinder for altid. Den socialdemokratiske udvalgsformand taler om nødvendighed, faglighed og vilkår. Mens arbejdet fortsætter ved Danmarksporten, arbejder mistilliden mellem byens ledende politikere og erhvervsliv i samme tempo.
Læs også