POLITIK. Det er ikke uden grund, at mange borgere i Fredericia har døbt deres midtby en labyrint. Ensretninger, spærrede gader og parkeringspladser, der forsvinder, har skabt frustration. Men ifølge byrådsmedlem og udvalgsformand John Nyborg er der en langsigtet plan bag de mange ændringer, og han forstår godt, at omstillingen vækker følelser. Socialdemokraten fortæller, at man vil gøre det bedre næste år.
»Fredericia Midtby er jo som den er. Hver gang vi gør noget, så lukker vi noget af. Det er et vilkår med den midtby, man kan sige. Derfor har jeg også snakket med, og vi holder en kontakt med Fredericia Shopping, og vi prøver på at gøre det bedre næste år. Jeg må bare sige, at der har været meget her i år,« siger Nyborg og lægger ikke skjul på, at presset på byen har været markant det seneste år.
For mange borgere føles det, som om ændringerne rammer på én gang. Trafikomlægninger, fjernelse af pladser og forsøg med ensretninger har betydet, at hverdagen i midtbyen er blevet vanskeligere at navigere i. Det er samtidig en proces, der i høj grad er drevet af byrådets strategi for midtbyen, en plan der blev vedtaget for et par år siden og nu rulles ud i praksis.
»Når det er ensrettede veje, som det er i midtbystrategien, som vi i sin tid har sagt ja til, så laver vi nogle prøvehandlinger. Det er egentlig også for at få trafikken til at blive noget bedre. Det vil have en fremtidssikring af byen, i det vi kan se, at privatbilismen er tændelig meget stigende. Hvis vi ikke gør det her, så vil folk holde kø endnu mere. Så det er egentlig en fremtidssikring og en forudseenhed,« forklarer Nyborg.
Tålmodighed som valuta
Selv er han bosat i midtbyen og kender derfor til de gener, borgerne oplever i dagligdagen. Alligevel understreger han, at omstillingen kræver tålmodighed.
»Jeg er selv midtbyborger, så man er nødt til at bruge den tålmod, man nogle gange har. Vi ved jo samtidig godt, at når vi flytter så mange ting, som vi har gjort det sidste år, så sker det her. Men vi skal jo gøre det. Vi har nogle muligheder for at lave det. Kommunikation og at melde ud i god tid, så folk kan tage af sted 30 minutter før, det er vigtigt.«
Ordene er samtidig en indrømmelse af, at kommunen ikke altid har været tilstrækkelig på forkant med informationen. Kritikere har netop peget på, at trafikomlægningerne ofte føles tilfældige og dårligt kommunikeret.
De sårbare grupper i bybilledet
Et særligt kritikpunkt har været de borgere, der ikke bare kan tage cyklen eller gå den ekstra kilometer. Ældre, gangbesværede og handicappede har mærket konsekvenserne af parkeringspladser, der forsvinder tæt på butikker og offentlige tilbud.
»Der er vi i hvert fald opmærksomme på at sige, skal vi lave noget. Det er også kommet et initiativretssag for at se, hvad kan man gøre ved det. Vi er jo nødt til at sige, hvad kommer vi tæt på. Man kan altid sige, skal vi have flere handicappladser tættere på, hvad er mulighederne,« siger Nyborg.
Han peger samtidig på, at Fredericia trods alt stadig er en by, hvor afstandene er korte, og hvor sammenligningen med større byer viser, at presset kunne være værre.
Butikkerne og parkeringspladserne
For byens erhvervsdrivende er tilgængeligheden et afgørende spørgsmål. En butiksgade uden mulighed for parkering tæt på kan hurtigt miste kunder til nabobyerne. Nyborg mener dog, at der allerede er erfaringer at trække på.
»Vi har jo prøvet det med sivegaden (Danmarksgade red.), hvor man i hvert fald forretningslivet giver succes, så man kan parkere tættere på og gå ind i butikkerne. Jeg tænker, at det er der, vi kommer til at kigge på, hvilke muligheder der er. Hvis vi sammenligner os med nogle andre byer omkring os, så har vi godt nok andre forhold, men også nogle gode forhold. Vi er langt fra de trafikkøer, der er i Vejle om morgenen, og vi er langt fra de drifter, der ligger af parkeringsudgifter i andre byer.«
Samarbejdet med både Fredericia Shopping og Business Fredericia bliver derfor afgørende for at finde løsninger, der både sikrer trafikal fremkommelighed og et sundt handelsliv.
Et andet kritikpunkt har været økonomien. Mange borgere spørger, hvorfor kommunen bruger så mange millioner på et projekt, der samtidig mødes af massiv utilfredshed. Også det spørgsmål tager Nyborg direkte.
»Planen kan jo altid ændres. Vi kan jo ikke lave én ting og tro, at den står til evig tid. Vi er nødt til at prøve os frem, justere og finde de løsninger, der fungerer. Derfor er det heller ikke penge, der er spildt, for erfaringerne er værdifulde, også når vi ændrer kurs.«
Det er tydeligt, at ændringerne i midtbyen ikke er en afsluttet proces. Tværtimod er det en løbende justering, hvor både borgere, erhvervsliv og politikere skal finde balancen mellem visioner og hverdagsliv.
Nyborg lægger vægt på, at fremtidens Fredericia skal være en by, der kan håndtere stigende trafik, men samtidig bevare et levende handels- og byliv. Han anerkender kritikken, men ser også mulighederne.
»Det er jo lige præcis det, der er interessant at arbejde med her. Hvordan kan man gøre det bedre. Og jeg tænker, at vi med de næste skridt kan finde løsninger, der skaber en midtby, hvor det er til at komme frem, og hvor folk stadig har lyst til at handle og bruge byen.«
Læs også