Regeringens udspil om at nedlægge jobcentrene har skabt stor debat, og i Fredericia har politikerne nu begivet sig ud i at overveje, hvad ændringerne kommer til at betyde lokalt.

For medlem af Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, Kirsten Hassing Nielsen (C) er det centralt, at man ikke erstatter ét bureaukrati med et andet, når jobcentrene afskaffes.

– Når man nedlægger noget, skal vi være meget opmærksomme på, at vi ikke erstatter det med noget nyt, som er rent og demokratisk, siger Kirsten Hassing og henviser til erfaringerne med jobcentrene.

– Det, vi har set på jobcentrene, er, at når man har forsøgt at ændre reglerne, bliver det erstattet med noget nyt, tilføjer hun.

Hun peger på, at det i årevis har været en fejlslagen strategi på beskæftigelsesområdet, hvor antallet af regler og kontrol er vokset:

– Der er bare kommet flere og flere regler, og det er blevet så kontrolstyret, og der er meget, meget snævre rammer for medarbejderne at agere i. Der er slet ikke den frihed til at forholde sig til det, siger Kirsten Hassing.

Hassing er positiv overfor, at regeringen nu ønsker at give mere frihed til de lokale medarbejdere.

– Der skal virkelig være større frihed for medarbejderne og lederne til at arbejde inden for det her område, siger hun og tilføjer, at hun ser det som en god mulighed for at skabe et mere fleksibelt system. Men hun forholder sig skeptisk over for, om de nye ændringer vil føre til et nyt bureaukrati.

– Jeg bliver skeptisk over for – eller i hvert fald vil afvente nærmere – om medarbejderne ikke bliver erstattet af et nyt bureaukrati. Nej. For det, vi har erfaret på beskæftigelsesområdet, er, at hver gang man har lavet omorganiseringer, er det blevet erstattet af et nyt bureaukrati. Og det håber jeg ikke bliver tilfældet her, siger Hassing.

Den konservative politiker understreger vigtigheden af, at ændringerne tager hensyn til de specifikke udfordringer, Fredericia står overfor.

I Fredericia har vi nogle udfordringer, som vi har brug for at arbejde med. I andre kommuner har de måske andre udfordringer. Det synes jeg er vigtigt,” siger Hassing, som håber, at kommunerne får mulighed for at tilpasse beskæftigelsesindsatsen til lokale behov.

Hassing ser også fleksjob som en vigtig del af løsningen for at få flere borgere på arbejdsmarkedet.

– Vi skal sørge for at få sat fokus på fleksjob, så vi får sikret, at alle dem, der kan have en tilknytning til arbejdsmarkedet, får muligheden for det. Og selvom det kun er få timer, er det rigtig vigtigt, understreger hun.

Selvom Hassing ser de positive aspekter i regeringens udmelding, er hun samtidig bekymret for de langsigtede konsekvenser.

– Jeg tænker, det er en mulighed for at skabe noget nyt, hvor vi får et nyt fokus på, hvad jobcentrene egentlig skal gøre. Jeg tænker, at det positive i det er, at man får gjort op med noget gammeldags, siger Hassing og tilføjer, at hun håber, at de nødvendige ændringer ikke vil føre til et nyt system, der ikke er tilpasset borgernes behov.

Med regeringens ændringer på vej, venter Hassing og hendes kolleger i Fredericia på mere information om, hvordan det konkret vil påvirke kommunens beskæftigelsesindsats.

– Jeg har både en holdning til arbejdsmarkeds- eller beskæftigelsesindsatsen, men jeg har også en holdning til organiseringen, siger Hassing og understreger, at det er vigtigt, at man tager sig tid til at forstå de konkrete implikationer, før man træffer endelige beslutninger.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer