SPORT. Der er stadig en summen i Fredericia Idrætscenter, da Jesper Houmark kommer ned fra en tribune for at tale med pressen. Det ene point, der blev sikret i allersidste sekund, føles som meget mere end det. For det handler ikke bare om stillingen, men om en aften, hvor FHK endnu engang viste, hvad det vil sige at kæmpe imod både modstandere, skader og marginaler.
»Det bølger lidt frem og tilbage, og vi er under pres i lang tid af den her håndboldkamp. Jeg synes, vi kæmper for at hænge i hele vejen igennem. Også selvom der er lidt modgang en gang imellem. Der er nogle mål, der bliver lidt tilfældige, nogle lange skud udefra, hvor vi egentlig står godt i forsvaret. Så er der en angrebsfejl, et par straffekast, der ikke går vores vej – sådan nogle situationer, hvor man tænker, at nu vælter det. Men det gør det ikke. Vi holder fast, og det point, vi får, er virkelig et vundet point i dag,« siger Jesper Houmark.
Han ser træt ud, men det er den slags træthed, der bærer tilfredshed i sig. En håndboldtræners blik efter en kamp, hvor alt har været i spil. For Fredericia hænger fast i det gode selskab med det ene point, og det betyder mere, end man måske umiddelbart skulle tro.
»Det gør jo bare, at vi hænger lidt fast i toppen i stedet for at hænge fast med bundholdene. Vi kan prøve at holde os til i top-8, og det kunne være fedt at få igen. Men lige nu handler det for os om at komme igennem hver eneste kamp. Det er en kamp på ressourcer, hver gang vi går på banen,« forklarer han og kigger ud på banen, hvor spillerne langsomt forlader gulvet, mange af dem med tape, forbindinger og trætte øjne.
Fredericia kæmpede tirsdag aften med et skadet mandskab, og alligevel stod de til sidst som holdet, der trodsede alt. Flere af profilerne har været småskadede, og nogle spillede på rene stædighed. Jesper Houmark nævner det med en blanding af stolthed og ydmyghed.
»Jeg har en Martin Bisgaard, der går ind og spiller venstre back. Jeg har to venstrehænder, der aldrig har spillet sammen før, som kommer ind og tager de sidste 7-8 minutter i 7 mod 6. Vi skal finde løsninger hele tiden, og drengene gør det bare. Det skal de have kæmpe roser for.«
Det var en kamp, der krævede kreativitet. Martin Bisgaard, normalt på fløjen, endte som back og leverede et af sine bedste præstationer i den røde trøje. En løsning, der kom ud af nødvendighed – men som viste sig at være helt rigtig.
»Nu har jeg heldigvis trænet Bisgaard for 15 år siden, da han var ungdomsspiller. Der var han jo venstre back, så jeg vidste godt, han kunne nogle ting,« smiler Houmark og læner sig lidt tilbage. »Og mod det her lidt offensive TTH-forsvar kunne han faktisk bidrage rigtigt fint, fordi han er stærk, hurtig på fødderne og scoring-sikker. Så det var jo egentlig meget heldigt, at vi havde Martin til det også. Og det løste han jo.«
Han siger det uden at hæve stemmen, men man fornemmer, hvor meget det betyder for ham at se sit hold reagere sådan. At se dem samle sig, selv når det hele peger mod nederlag. Det er den slags præstationer, der sætter et præg på et omklædningsrum.
Kampen i sig selv var en rutsjebane. FHK var bagud med tre mål med syv minutter igen, og på bænken lignede det et hold, der var løbet tør for kræfter. Men med en taktisk klog timeout og modet til at spille 7 mod 6 blev kampen vendt. Publikum fik håbet tilbage, og spillernes blik ændrede sig fra overlevelse til tro.
»Det her var en aften, hvor vi ikke bare fik et point. Vi viste noget karakter. Vi spiller mod et stærkt TTH-hold, vi har marginalerne imod os, og alligevel står vi her og får noget med. Det er sådan nogle kampe, man vokser af,« siger Houmark.
Han taler længe om sine spillere, ikke som navne, men som mennesker, der hele tiden skal løse noget nyt. Der er Pevnov, der slider på stregen. Der er Kjeldgaard, der spiller med en brækket finger. Der er Heieren, der kom ind og leverede store redninger i det mest pressede øjeblik. Og så er der Frandsen, der måtte se til fra motionscyklen bag målet, mens resten af holdet forsøgte at overleve i stormen.
»Jeg tror, alle kan se, at vi kæmper for det her. Det er ikke alt, der er perfekt, og det skal det heller ikke være. Men vi bliver ved. Og så er det altså fortjent, når vi hiver sådan et point hjem i sidste sekund.«
Jesper Houmark er ikke typen, der taler i store overskrifter. Han bruger sjældent de dramatiske ord, der passer til en aften som denne. I stedet hæfter han sig ved roen, ved reaktionen og ved det fællesskab, der igen viste sig.
»Vi er presset, men vi bliver stående. Det er sådan, man bygger noget op. Det er jeg egentlig ret stolt af i dag.«
