Efter flere år med økonomiske udfordringer og faldende indtjening er det nu slut for den velkendte danske restaurantkæde Jensens Bøfhus. Ejerne bag kæden – herunder milliardæren Torben Østergaard-Nielsen fra Middelfart – har truffet beslutningen om at sælge og lukke virksomheden. Det skriver Børsen.
Salget markerer afslutningen på flere års kamp for at vende udviklingen i den kriseramte bøfkæde. Ifølge Børsen har processen med at finde en køber stået på i længere tid og været præget af fortrolighed.
De 12 tilbageværende restauranter bliver nu overtaget af konkurrenten Bone’s, der planlægger at lukke Jensens Bøfhus-brandet og drive restauranterne under nye koncepter.
»Det er en unik mulighed for os til at vokse yderligere ved at overtage restauranter fra den velkendte kæde Jensens Bøfhus,« siger Jan Laursen, administrerende direktør og medejer i Bone’s, til Børsen.
Torben Østergaard-Nielsen, der står bag USTC-gruppen og hører til blandt Danmarks mest formuende familier, har gennem årene været en af hovedkræfterne bag ejerskabet af Jensens Bøfhus. Beslutningen om at afhænde kæden beskrives som både tung og følelsesladet.
Jensens Bøfhus blev grundlagt i 1984 og voksede i sin storhedstid til mere end 30 restauranter i Danmark og udlandet. De seneste år har dog været præget af underskud, konkurser blandt franchisetagere og hård konkurrence i restaurationsbranchen.
Bone’s overtager Jensens Bøfhus’ restauranter – 39 restauranter og 2.000 arbejdspladser i ny koncern
Efter 35 år på den danske restaurantscene lukker Jensens Bøfhus ned som selvstændigt brand. Ændrede spisevaner og flere år med underskud betyder, at kædens 12 danske restauranter nu bliver overtaget af Bone’s-koncernen.
Bag beslutningen står ejerne Selfinvest – der er kontrolleret af Middelfarts erhvervsmand Torben Østergaard-Nielsen – og Alex Gundersen Assens, som i de seneste år har været de eneste ejere af Jensens Bøfhus.
I forbindelse med handlen trækker familien Gundersen sig helt ud af ejerskabet, mens Selfinvest konverterer sin ejerandel og fremover bliver minoritetsaktionær i Bone’s.
»Trods mange investeringer og ihærdige forsøg på at genstarte Jensens Bøfhus er det desværre ikke lykkedes at vende udviklingen. Vi er derfor meget glade for, at Bone’s overtager stafetten og viderefører restauranterne i Bone’s regi,« siger Mikkel Hammershøj, CEO i Selfinvest.
Han fremhæver, at hensynet til medarbejderne har været centralt i processen:
»Det har været afgørende for os at finde en løsning, som beskytter så mange arbejdspladser som muligt. Det er lykkedes med denne aftale, hvor størstedelen af restauranterne består. At Selfinvest fortsat er investeret i Bone’s reflekterer vores tillid til det nye set-up.«
Bone’s: En unik mulighed for vækst
Bone’s-direktør og medejer Jan Laursen kalder overtagelsen »en unik mulighed« for at styrke koncernens position i Danmark.
»Jensens Bøfhus har gjort meget for at få danskerne til at spise ude, og vi glæder os til at bygge videre på den arv. Samarbejdet med Selfinvest giver os ekstra styrke til at vokse og bringe vores koncepter ud til endnu flere danskere,« siger han.
De 12 Jensens Bøfhus-restauranter ligger på attraktive adresser over hele landet, som ifølge Bone’s passer perfekt ind i kædens eksisterende koncept.
Produktionen under Jensens Foods i Struer fortsætter uændret, og danskerne vil fortsat kunne finde Jensens-produkter i detailhandlen.
Med opkøbet får Bone’s samlet 39 restauranter og omkring 2.000 ansatte i Danmark – og bliver dermed en af landets absolut største restaurantkæder.
Med Bone’s som ny ejer sættes der nu punktum for Jensens Bøfhus – og et nyt kapitel begynder for de tidligere restauranter, der får nyt liv under et andet brand.














