»Jeg ville have fortrudt det resten af livet« – Louise stillede op trods sygdom

»Det var ikke et dårligt år. Det var et år, der forstørrede livet« siger Louise.

06:03 - 22. december

Efter et år præget af brystkræft, kemoterapi og tvivl valgte Louise Gade Ellekrog alligevel at stille op til kommunalvalget i Middelfart. Hun blev valgt – og går ind i byrådet med taknemmelighed som drivkraft og et skærpet blik for, hvad ansvar betyder, når livet rammer hårdt.

Der findes år, som deler livet i to. Ikke fordi de tager alt fra én – men fordi de skræller noget væk. For Louise Gade Ellekrog blev 2025 sådan et år. Et år, der begyndte med en beslutning om at stille sig til rådighed for lokalpolitik i Middelfart – og som få måneder senere blev afbrudt af en besked, der satte alting i stå: brystkræft.

Alligevel er det ikke sådan, hun taler om året.

»Jeg plejer at sige, at det ikke udelukkende har været et dårligt år. Det har været et anderledes år. Men ikke et år fyldt med møg. Der har været så mange stjernestunder,« siger hun. Hun siger det roligt. Uden dramatik. Som én, der har haft tid til at tænke – og som har været tvunget til det.

Et forstørrelsesglas over hverdagen

Louise blev diagnosticeret i foråret og færdigbehandlet i november. Et helt år, hvor kalenderen blev styret af hospitalstider, kemoterapi og træthed. Men også et år, hvor relationer rykkede tættere sammen.

»Det er lidt som at få et forstørrelsesglas lagt ned over livet. Man får lov til at kigge på alt det gode, man egentlig har. Familien. Vennerne. Hverdagen. Hvor fantastisk den faktisk er,« siger hun.

Hun fortæller om mennesker, der trådte frem. Om omsorg, der ikke blev spurgt efter – men som kom alligevel. Om at blive båret, uden at blive gjort lille. »Jeg rykkede enormt tæt sammen med både familie og venner. Det har været fuldstændig magisk. Og også ganske rørende.« Der er ingen bitterhed i stemmen. Kun konstatering.

Et valg, der blev sat på pause – og hentet tilbage

Egentlig havde Louise allerede besluttet sig året før. I 2024 meldte hun sig klar til at stille op til kommunalvalget i Middelfart. Men sygdommen ændrede alt.

»Da jeg blev syg, skyndte jeg mig at sige: Jeg har lige noget andet, jeg skal. Det her valg – det er ikke der, mit fokus skal ligge.« Hun var midt i kemoterapi. Udmattet. Skaldet. Som hun selv siger – med sort humor:

»Jeg var dødskaldet og lignede Gollum.«

Og så alligevel.

»Jeg kan ikke forklare dig, hvad der gjorde det. Men jeg tror simpelthen, jeg ville have fortrudt det resten af mit liv, hvis jeg ikke havde givet det et skud.«

Der er et citat, hun vender tilbage til. Et princip, hun lever efter.

»If it ain’t a hell yes, it’s a fuck no. Og det her – det var et hell yes.«

Det handlede ikke om ambitioner i klassisk forstand. Ikke om poster eller positioner. »Det handlede ikke om at få min egen plads. Det handlede om at stille mig til rådighed. At sige: Jeg er her.«

At have noget at gå hen imod

Midt i et kræftforløb kan fremtiden let blive tom. Louise beskriver, hvordan beslutningen om at stille op også blev en form for pejlemærke.

»Det gjorde noget virkelig godt at have noget at se frem til. Noget på den anden side af behandlingerne. At det ikke bare var: Hvad sker der, når jeg er færdig?« Hun taler om valgkampen som en gulerod. Noget, der trak.

»Det gav en form for højhed i livet. Noget at sige: Det her kan jeg godt. Det vil jeg.«

Valgt – uden at have været synlig

Da stemmerne blev talt op, skete det, hun mindst af alt havde forventet. Hun blev valgt ind. »Det er jo fuldstændig vanvittigt,« siger hun – og smiler igen. For hun havde ikke været på gader og stræder. Hun havde ikke kunnet være overalt. Hun havde prioriteret søvn, hvile, behandling. »Jeg har været så meget hjemme. Jeg har været enormt træt. Jeg har været nødt til at sige: Jeg kommer til det her – og så går jeg igen.«

Og alligevel havde vælgerne set hende.

»Tænk at få den opbakning fra byen – på trods af at jeg har været fuldstændig lagt ned. Tænk at blive troet på.« Det er her, stemmen knækker en anelse. Ikke i sorg. Men i noget andet. »At de giver mig den tillid. At de vælger, at jeg godt kan være deres stemme ind i byrådet. Det er helt vildt stort.«

Hvis der er ét ord, Louise vender tilbage til, er det taknemmelighed.

»Jeg er simpelthen så taknemmelig. Jeg tror næsten, jeg er høj på taknemmelighed.« Det er ikke en følelse, hun ser som forbigående. Hun ser den som en del af sit fundament. »Jeg tror ikke, man kan pille den ud af mig. Ikke engang med kemoterapi.«

Taknemmeligheden er ikke passiv. Den er ikke ydmyghed i klassisk forstand. Den er mere som et ansvar.

»Når man har ligget dér og tænkt: Hvad er der på den anden side af det her? – og så står man pludselig med et mandat – så får man lyst til at gøre sig umage.«

Er hun klar?

»Jeg har sjældent været mere klar.«

Hun siger det uden at forhaste sig. Ikke som et slagord. Men som en konstatering.

»Jeg er beæret. Og jeg er taknemmelig. Og det er stadig lidt uvirkeligt, at mit navn står i byrådssalen.«

Hun ved også godt, hvad der venter. Lokalpolitik er ikke applaus og valgplakater. Det er budgetter. Prioriteringer. Uenigheder.

Men hun er ikke naiv.

»Taknemmeligheden gør ikke, at man ikke kan være kritisk. Den gør bare, at man husker, hvorfor man er der.«

Et andet blik på ansvar

Louise taler ikke i færdige politiske slogans. Hun taler i erfaring.

»Når man har været så afhængig af et system – sundhedsvæsenet – så får man respekt for, hvor komplekst det hele er. Og hvor vigtigt det er, at nogen tager ansvar.« Hun taler om mennesker, ikke strukturer. Om hverdagen. Om tillid.

»Jeg tror, jeg tager en særlig bevidsthed med mig. Om hvad der betyder noget. Om at beslutninger ikke er abstrakte.«