POLITIK. Palle Dahl lægger ikke skjul på sit valg. Han er byrådsmedlem og spidskandidat for Danmarksdemokraterne, og han er hverken på Facebook eller Instagram. Han blev valgt uden sociale medier sidste gang, og han har tænkt sig at gøre det igen. For ham er politik noget, man gør i øjenhøjde, ansigt til ansigt, med tid til et rigtigt svar og et ærligt modspørgsmål.
Han ruller tiden tilbage til dagene efter valget i 2021, hvor de nyvalgte samledes til første møde i idrætscenteret. Her blev sociale medier hyldet fra talerstolen som vejen til succes. Palle Dahl rakte hånden op og spurgte, hvad SoMe egentlig var. Han fortæller det uden omsvøb og med et glimt af tør humor. »Hun sagde SoMe. Så sagde jeg, hvad er SoMe. Hun kiggede på mig og var forundret. Det er sociale medier, sagde hun. Hvad skal vi bruge dem til. Jeg er ikke på sociale medier, og jeg kom alligevel ind.«
Udgangspunktet er enkelt. Han har ikke lyst. Han har set, hvordan tonen løber af sporet, og han ønsker ikke at være en del af det. »Jeg bliver aldrig svinet til på sociale medier, for jeg er der ikke. Tonen er grov, især på Facebook. Folk har selv valgt at være der. Hvis nogen sender mig en mail, jeg ikke vil have, kan jeg blokere den. Så er det ude af verden,« siger han.
Han har ganske vist fået hjælp til få opslag undervejs, blandt andet en sag om gyllemarkerne, men det ændrer ikke hans grundsyn. Debatten er for meget rykket over på platforme, hvor ansigter forsvinder, og profiler bliver masker. »Kommunikation skal være personlig. Hvis du synes, jeg er en dum skid, så sig det til mig. På sociale medier kan du gemme dig. Du kan svine folk til uden at stå på mål for det. Jeg vil hellere have dialogen, hvor vi kigger hinanden i øjnene,« siger han.
Indenfor lokalpolitik peger han på den konkrete samtale. Den, der opstår på torvet, i idrætten, foran skolen, ved et cafébord. »Jeg vil hellere ud blandt folk og snakke med dem i øjenhøjde. Det får jeg meget mere ud af. Hvis folk vil snakke med mig, kan de altid få fat i mig. De går ind på kommunens hjemmeside, der står jeg. Ring, send en besked, send en mail.«
Han møder også de unge i deres egne rum. Ikke digitalt, men fysisk. »Jeg kommer meget i de unges miljøer, idrætslivet for eksempel. Jeg går ned i byen, hvor de sidder og snakker. Så begynder vi at tale sammen. Pludselig er vi en lille forsamling. Jeg var ude på gymnasiet ved sidste valg, og det behøver ikke være så formelt. De unge vil gerne tale ung snak, de ældre vil noget andet. Du skal tilpasse dig, og det kan du ikke i en tekst. Det kan du ved at snakke direkte til mennesker,« siger han.
Forestillingen om, at synlighed kun findes på en skærm, køber han ikke. Palle Dahl mener, at eksponering kan skabes, selv uden profiler og opslag. Han bemærker, at andre er massivt til stede på platformene, men han ønsker ikke at følge efter. »Jeg kan sagtens blive eksponeret uden at være på sociale medier. Hvis det er det, der skal til for at blive valgt, så bliver jeg så nok ikke valgt. Det må være et valg, man træffer. For mig er det nej tak,« siger han.
Han påpeger samtidig, at sociale medier både rummer fordele og farer. Fordele, fordi alle kan tage ordet, og farer, fordi konsekvenserne kan være store og uoverskuelige. »Sociale medier er en god ting, men de kan være farlige. Du skal have paraderne op. Du må ikke bare hoppe med på vognen. Vi har mange ældre, der bliver snørret. Banken ringer ikke og beder om kort og kode. Tænk dig om,« siger han.
Bekymringen går videre end kommentarspor og hurtige delinger. Palle Dahl ser på udviklingen i kunstig intelligens med samme nøgterne skepsis. »Jeg er bange for kunstig intelligens. Der bliver snydt. De taler som din søn eller datter, og de kan manipulere numre. Det er en farlig verden. Du kan ikke snyde mig, hvis du står over for mig,« siger han.
Han har et blik for den lokale offentlighed, der ligger uden for algoritmernes logikker. Den fælles samtale i en by som Fredericia og i nabokommunerne. Læserbrevet, redaktionsmødet, historien, der samler folk, fordi den udspringer af noget genkendeligt. »Hvis alle lægger det hele ud på sociale medier, så lukker I butikken,« siger han med henvisning til de lokale medier, og nævner sager som gyllemarkedet i Herslev. »Hvis I ikke får input fra borgerne, hvad skriver I så om. Folk har ikke noget at læse. Det er ikke old school, det er at være på omgangshøjde.«
Han er ikke imod udvikling. Han fastholder blot retten til at vælge den til og fra med omtanke. Han peger på, at teknologi rykker hurtigt, og at virkeligheden fem år senere kan se helt anderledes ud. Han nævner eksempler fra arbejdet med solceller i Herslev og minder om, at fremskridt kræver følgeevne, men også dømmekraft. »Det, der skete for fem år siden, der er sket meget på fem år. Du er nødt til at følge med, men du må godt have paraden op. Man kan virkelig blive snøret, og det kan man også på sociale medier. Det er en af grundene til, at jeg siger nej,« siger han.
Han afviser, at hans linje skal være en opskrift for andre. Valget er individuelt. Men vælger man at gå all in digitalt, må man være klar på stormvejr. »Jeg vil ikke opfordre andre til at lade være. Det er en privat sag. Hvis folk vil bruge det, så skal de også forvente det, der kommer imod dem. Hvis du stikker næsen frem, risikerer du at få en rift over næsen. Det er det vilde vesten derude, har jeg hørt. Jeg har aldrig set en side fra Facebook. Aldrig,« siger han.
Det nære bliver ved med at være hans pejlemærke. Familiens hverdag, de små samtaler, det fotografi der kan tages og gemmes, så man kan finde det igen om tyve år. Her rammer han også ind i den generationskløft, der løber gennem mange hjem, hvor meddelelser og billeder forsvinder i historier og snapse. »Min datter bruger meget Snapchat. Hvorfor sender du ikke et billede. På Snapchat forsvinder det, siger de. Hvorfor ikke sende et billede, så har jeg det. Det kunne da være, vi gerne vil se det igen om tyve år,« siger han og får et kort svar om, at man jo kan gemme, hvis man vil. »Så gør det,« siger han med et smil.
Linjens konsekvens er klar. Ingen profiler. Ingen tråde. Ingen daglige opdateringer for at tilfredsstille en algoritme. I stedet en invitation til at mødes. Han vælger den lange vej og den langsomme samtale. »Hvis folk vil snakke med mig, kan de altid få fat i mig. Ring, send en mail. Jeg er til at finde,« siger han.
Det hele kan lyde stædigt. Det er det også, men det er en bevidsthed, der er prøvet af. Han var kandidat uden sociale medier. Han blev valgt uden sociale medier. Han forbliver kandidat uden sociale medier. »Jeg har klaret mig indtil nu,« siger han med den ro, der følger af at have valgt, hvad man vil bruge sin tid på.
Tilbage står en påmindelse om, hvad en lokal politisk kultur også kan være. En hånd, der rækker ud i virkeligheden. Et møde i øjenhøjde. En snak, hvor begge parter kan se hinandens smil og rynker og tøven. På en gade i byen, i hallen, på gymnasiet, ved et bord med kaffe. »Sociale medier er en god ting, men jeg vil snakke med mennesker. Det er sådan, jeg vil være politiker,« slutter Palle Dahl.
