fredericiaavisen.dk › Business
Jacob Falkenby bliver ny erhvervsdirektør i Business Fredericia

BUSINESS. Business Fredericia har fundet sin nye erhvervsdirektør. Jacob Falkenby, der i dag er leder af MadsbyParken i Fredericia Kommune, tiltræder stillingen den 1. december og afløser Kristian Bendix Drejer, som har stået i spidsen for organisationen siden 2015.
Som leder af MadsbyParken har Jacob Falkenby haft ansvaret for et stort drifts- og udviklingsområde med nogle af byens mest markante idræts-, fritids- og oplevelsesfaciliteter. Det gælder blandt andet Fredericia Idrætscenter, Madsby Legepark, Historisk Miniby, Monjasa Park og Middelfart Sparekasse Arena samt en række større arrangementer. Tidligere har han været leder i Kriminalforsorgen, og han sidder i dag blandt andet i bestyrelserne for Dansk Live og Rock Under Broen.
Bestyrelsesformand i Business Fredericia Bent Jensen peger på, at det netop er evnen til at samle parterne, der har været afgørende.
»Vi har lagt vægt på at finde en leder, der kan bygge bro mellem erhvervsliv, kommune og øvrige samarbejdspartnere, og som samtidig har erfaring med at drive udvikling i en kompleks organisation. Jacob har gennem mange år vist, at han kan skabe resultater gennem samarbejde og samle mennesker og organisationer om fælles mål,« siger Bent Jensen.
Han fremhæver samtidig Jacob Falkenbys netværk og hans forståelse for de muligheder og udfordringer, virksomhederne i området står over for.
»Vi er overbeviste om, at han er den rette til at videreudvikle Business Fredericia og styrke Fredericias position som en attraktiv erhvervsby,« siger Bent Jensen.
En af de vigtigste opgaver for den nye direktør bliver at sikre et tæt samspil mellem Business Fredericia, virksomhederne og de mange aktører, der bidrager til udviklingen i området.
»Jeg er både stolt og meget glad for at få muligheden for at stå i spidsen for Business Fredericia. Fredericia har en unik placering i Danmark og et erhvervsliv med stærke positioner inden for blandt andet transport, logistik, industri og energi. Jeg glæder mig til at komme endnu tættere på virksomhederne og sammen med dem, kommunen og vores samarbejdspartnere omsætte muligheder til konkrete resultater,« siger Jacob Falkenby.
Også borgmester Peder Tind (V) hilser valget velkomment.
»Han kender Fredericia, vores organisation og ikke mindst de mennesker og virksomheder, som hver dag er med til at skabe udvikling og arbejdspladser i vores kommune. Fredericia har store ambitioner, og jeg tror på, at vi kommer længst, når vi står sammen om dem. Vi bygger videre på et stærkt og tæt partnerskab mellem kommunen, Business Fredericia og erhvervslivet, hvor vi både deler ambitionerne og tager ansvar for at føre dem ud i livet,« siger Peder Tind.
Borgmesteren peger på, at en central opgave bliver at skabe endnu bedre rammer for, at Fredericia kan udvikle sig som en attraktiv kommune at drive virksomhed, arbejde og bo i.
»Det kræver, at vi vil hinanden og vil lykkes sammen. Det er den opgave, jeg glæder mig til at tage fat på sammen med Jacob og Business Fredericia,« siger Peder Tind.
Kristian Bendix Drejer fortsætter som direktør frem til den 31. december, så han og Jacob Falkenby i december kan arbejde tæt sammen om overdragelsen.
»Når jeg ser tilbage på perioden siden 2015, er jeg stolt over det, vi sammen har været med til at skabe. Business Fredericia har udviklet sig markant gennem årene, og det er sket i tæt samarbejde med erhvervslivet, kommunen og en lang række stærke partnere. Derfor er jeg både glad for og tryg ved at kunne give ansvaret videre til Jacob. Jeg er overbevist om, at han kan bygge videre på det stærke fundament, der er skabt gennem årene,« siger Kristian Bendix Drejer.
Business Fredericia blev etableret i 2015 af erhvervsforeningerne i Fredericia og Fredericia Kommune. Organisationen er partipolitisk uafhængig og arbejder med virksomhedsservice, sparring, netværk og erhvervsudvikling samt med at tiltrække virksomheder, investeringer og arbejdspladser til kommunen.


