Området om den ikoniske havnegrill ved Fredericia Havn vil snart atter summe af liv. Fredag middag kl. 12 åbnede den lille blanke isvogn ved siden af havnegrillen, som et tegn på, at der snart igen kommer liv i bygningen ved siden af. En forpagtningsaftale er blevet indgået mellem Hansens Is og folkene bag Urbania Street Food, der nu vil stå for driften af det historiske ishus og grillbar.

Som isvognens låge svingede op, var søstrene Vibeke Brusvang fra København og Susanne Hjuler fra Kerteminde allerede parkeret på en nærliggende bænk, klar til at være de første kunder ved den nyåbnede isvogn.

Vibeke Brusvang, København tv. og Susanne Hjuler, Kerteminde th. Får de første is og en snak med Brian Løkkegaard, om gårdsdagens koncert. Foto: Christian Fris, AVISEN

– Kanalsbyens udvikling har virkelig fanget min opmærksomhed. Vi har lige været en tur i Carolinelunden, og jeg elsker stemningen der. Jeg har et stort ønske om at flytte hertil, udsigten og boligerne er så smukke. Fredericia er bare en fantastisk by, og jeg har haft mange gode samtaler med Peter Kirketofte (chef for Kanalbyen. red) om mulighederne her. Det er bare så dejligt her, sagde en begejstret Vibeke.

Hendes søster, Susanne, som bor i kerteminde, er også begejstret for udviklingen i Fredericia:

– Jeg ville elske at have min søster boende her, det er skønt. Vi følger med i hver en udvikling. Koncerten med Aura Dione i går aftes på cirkelbroen, som Brian og Urbania arrangerede, var fantastisk. Det var klart værd at tage herned igen i dag for en is – og de er virkelig gode, siger en smilende Susanne.

For nogle måneder siden overlod pølsemand Tommy Jensen nøglerne til havnegrillen til Hansen Is, med planen om at åbne op til sommeren 2023. Men som mange ved, har planerne været ‘på is’. Nu er tingene dog ved at falde på plads, og allerede nu kan is-elskere atter købe en is ved havnen.

– Vi havde ikke helt set det komme, men vi har hele tiden vidst, at der helst skal være liv og glade dage i området. Vi håber, at det igen bliver et sted, hvor folk kommer for at hygge sig. Da havnegrillen lukkede, var vi ærlig talt lidt bekymrede, fordi vi altid havde arbejdet godt sammen med dem. Jo mere der er hernede, jo flere folk trækker det hertil. Nu har vi sat en isvogn op sammen med Hansen Is, så vi håber, at vi kan købe den tid, som det tager at få renoveret den gamle havnegrill, fortæller Brian Løkkegaard, der er medejer af Urbania Street Food.

Brian Løkkegaard, glæder sig til at kunne åbne ‘rigtigt’ om én måneds tid. Foto: Christian Fris, AVISEN

Næste uge starter Brian og resten af holdet en større renovering af bygningens indre, og også terrassen og udeområdet vil få en overhaling. Fokus vil være på at skabe flere siddepladser og øge hyggen.

– Vi ville sikre os, at vi havde tid til at gøre det hele ordentligt. Så vi har aftalt, at vi får et par uger til at få det hele på plads. Omkring 3-4 uger fra nu, så er vi helt klar. Alle er tilbage fra ferie i næste uge, så der giver vi fuld gas, udtaler en optimistisk Brian Løkkegaard.

Indtil da kan fredericianere og besøgende se frem til at nyde en is fra den midlertidige isbod ved havnen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her