Af Karsten Byrgesen, uafhængig politiker Regionsrådet i Syddanmark og Byrådet i Fredericia

Så blev jeg nok en gang ringet op af en borger der er utrolig ked af det. Han var ydmyg og forklarende på, hvad industriel støj i Fredericia gør ved den lille familie. Denne familie står ikke alene. Der er rigtig mange borgere over hele Fredericia, i Strib og i Middelfart der ligger krop og sjæl til støj fra havnedrift – døgnet rundt. Jeg lægger øre til mennesker der er totalt opgivende for det de ser som overgreb. Det er ikke enkeltstående støjproblemer der holder familier vågne om natten og forringer deres levevilkår og lyst til at blive boende i byen. Støjen kommer både fra Aktiviteter på land og særligt fra de skibe der anløber Fredericia. Borgerne spørger mig, hvorfor der ikke bliver grebet ind. Den korte forklaring er, at virksomhederne og ADP (den kommunalt ejede Fredericia havn) påstår at de ”overholder” deres miljøgodkendelse og de myndigheder, der har ansvaret og tilsyn med området, har de helt store ørepropper i. Fra kommunal side spørges jeg om, om jeg er ude på at lukke virksomheder. Det spørgsmål siger ligesom alt om, hvorfor jeg råber op og siger stop larmen. Derfor er der fra myndighedssiden INTET fokus på borgernes liv, trivsel og helbred. Det er stærkt bekymrende. Der er to former for støj. Den meget kraftige der gør ondt i ørene og den lavfrekvente støj, som særligt udfordrer i lokalområdet.

Den lavfrekvente støj kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Denne type støj, der ofte stammer fra skibe, industrimaskiner, trafik eller byggeri, kan trænge ind i kroppen og påvirke indre organer. Forskning viser, at langvarig eksponering kan føre til søvnforstyrrelser, stress og hjerte-kar-sygdomme. Den lavfrekvente lyd kan også forstyrre koncentration og mental velvære, hvilket kan påvirke arbejdsmiljøet og livskvaliteten negativt. Desuden kan det forårsage fysiske symptomer som hovedpine og træthed. Den lavfrekvente støj bør – men bliver ikke – taget alvorligt. Vi kan ikke tale folkesundhed uden at tale støj og derfor skal der gøres noget.

Jeg kæmper kampen på borgernes side og opfordrer virksomhederne til at tage deres ansvar alvorligt. Gruppe af støjplagede borgere på begge sider af bæltet skal høres og tages seriøst. De skibe der særligt udfordrer det gode liv og det gode naboskab, skal meddeles anløbsforbud indtil de ikke længere udgør en sundhedsrisiko. Tiden er kommet til handling.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer