ØKONOMI. Indkomsterne i Trekantområdet vokser støt, og borgerne i Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding har fået flere penge mellem hænderne det seneste år. Det viser en ny opgørening fra Danmarks Statistik, som glæder skatteminister Rasmus Stoklund.
Tallene afslører, at den gennemsnitlige A-indkomst, som primært består af løn, pensionsudbetalinger og skattepligtige indkomstoverførsler, i gennemsnit steg med 4,83 procent på landsplan fra 2023 til 2024. I Trekantområdet oplever kommunerne dog lidt forskellige stigningstakter.
Vejle ligger bedst til i området med en stigning på 4,62 procent, hvilket svarer til 15.783 kr. mere per borger i gennemsnit. Det betyder, at borgerne i Vejle Kommune nu i gennemsnit tjener ca. 357.700 kr. årligt.
Lige efter følger Fredericia Kommune, hvor borgerne oplevede en stigning på 4,61 procent, svarende til godt 15.000 kr. ekstra. Den gennemsnitlige årlige indkomst er her knap 342.000 kr.
I Kolding steg borgernes gennemsnitlige A-indkomst med 4,41 procent – en forbedring på cirka 14.500 kr., hvilket placerer kommunen en smule under landsgennemsnittet på 4,83 procent. Den gennemsnitlige indkomst her er nu omkring 344.000 kr.
I Middelfart har man haft områdets laveste stigning. Her er indkomsten øget med 3,94 procent, svarende til ca. 13.300 kr. ekstra, og borgerne tjener i gennemsnit knap 351.000 kr. årligt.
Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig især over, at væksten ikke kun er koncentreret omkring hovedstaden og de store byer, men kan mærkes bredt i provinsen.
»Når man åbner de store aviser, kan man godt få et indtryk af, at det kun er i København eller de store byer, der er fremgang i økonomien. Men de nye tal her viser, at den bomstærke økonomi, vi har i Danmark, betyder, at stort set alle danskere har fået flere penge mellem hænderne, og at det ikke kun er i de store byer eller i Nordsjælland,« siger skatteministeren.
Han fremhæver, at både stærke overenskomster og regeringens seneste personskattereform, der har givet skattelettelser til 3,3 millioner danskere, spiller en væsentlig rolle i den positive udvikling.
»Det kommer alt sammen danskerne til gode, og jeg håber, at danskerne også kan mærke fremgangen i deres økonomi,« understreger Rasmus Stoklund.