Mellem tirsdag og onsdag har der været indbrud i en pølsevogn i Fredericia. De fleste tyvekoster blev dog efterfølgende fundet.

Indbruddet, der skete hos Treldevejens Grill på Huslodsvej, blev anmeldt til at være sket mellem tirsdag klokken 21:00 og onsdag klokken 09:10.

Pølsevognen blev opbrudt med to forskellige former for værktøj, og fra pølsevognen blev der stjålet blandt andet drikkevarer og mønter.

Flere af tyvekosterne blev dog fundet onsdag morgen af en anmelder på Bülowsvej klokken 08:08. Anmelderen fandt en pose, hvor der blandt andet lå drikkevarer og “pølsevognsposer”, og vedkommende mistænkte, at det kunne stamme fra et indbrud. Det viste sig at være rigtigt, hvorfor gerningstidsrummet kan indskrænkes med en times tid.