Det burde være indlysende, at hvis man ønsker at fremme miljøet, så skal man skabe encitement for at forbrugeren smider så lidt affald ud, som muligt. Sådan er det ikke i Fredericia, hvor man i stedet for betaler det samme for at smide affald ud, uanset om man er et stort svin eller en sparsom borger.
Fredericia Kommune er meget glad for deres genbrugspladser. Udviklingen på genbrugsområdet har historisk været en forankret del af kommunens selvforståelse, hvor man også løbende har involveret beskæftigelsesindsatsen som en del af arbejdsstyrken. I den sidste ende er det forbrugerne, der skal betale hele gildet. Men den regning bliver ikke nødvendigvis retfærdig. En enlig borger i et eget hus betaler det samme som storfamilien, og man er tvangsindlagt til sække, spande og åbne pladser. Kort sagt er der ingen særlig grund til at spare på affaldet; man betaler for det uanset hvad.
Politikerne har været meget lidt interesseret i at se på forandringer på området. Det vanlige argument er, at hvis man sætter prisen efter affaldsmængden, vil nogle smide affaldet i naturen. De få lovløse borgere er dermed det drivende argument. Det svarer til at vi ikke har rød og grøn lys, fordi der altid vil være nogle, der kører over for rødt. Kommuner som København, Aarhus, Odense og Aalborg har indført PAYT-systemer (“pay-as-you-throw”), hvor borgerne betaler for mængden af affald, de producerer. Det skaber affaldsreduktion. Samtidig sender man et klart signal til borgerne om at begrænse deres affaldsmængde. Det er et budskab, der sendes direkte videre til industrien, når borgerne begynder at indtænke mængden af affald i forbindelse med, hvad de køber.
Systemet med affaldsspande i Fredericia er ganske enkelt idiotisk. For det første kører tunge lastbiler rundt for i nogle tilfælde at tømme luft. For det andet er udbudet af spande så begrænset, at man ikke kan tilpasse det et individuelt behov. Til tider er folk, der arbejder med tømningen, sure over at spandene er overfyldte. De kan vælge at lade det stå. Så betaler man for absolut ingenting. Ringer man og klager til Affald og Genrbug over noget, siger de “sådan er loven”. Men nej; det er den ikke. Det er lokalpolitikerne, der har valgt, hvilken løsning, der er.
Mange kommuner har også valgt at udlicitere affaldshåndteringen. Det kan være svært at gennemskue priserne af samme grund. Kommuner som Frederiksberg Kommune holder fast i, at det er en kommunal kerneopgave, så det håndtere man selv. Faktisk er der stor valgfrihed på området. Men flotte genbrugspladser hjælper ikke klimaet. Vi sorterer ganske vist rigtig fint; men vi producerer alt, alt for meget affald. Hvis vi mener det alvorligt med at nå klimamål, så skal vi være meget mere ambitiøse i Fredericia.
Nu vil mange lokalpolitikere straks fare op af stolen for at forsvare deres kæreste barn, affald i kommunen. Men prøv i det mindste at reflektere over, om vi ikke bør tænke mere på miljøet end jeres eksisterende model for affald. Kunne det svare sig at arbejde for mindre affald, fremfor at smide det samme antal sække i hovedet på folk? Kunne det være godt for planeten, hvis man belønnede dem, der kunne leve med et meget lille forbrug af affald? Hvis hele byen pludselig reducerede eksempelvis mængden af plastik, der skulle sorteres og smides ud, ville det så have betydning for produktionen af varer? Domino-effekten synes at være indlysende:
Vi gjorde det samme med vand og varme. Nogle kan huske en varm sommer i halvfjerserne, hvor man kunne have vandslangen liggende i ugevis uden at slukke.
Kort sagt; lad os nytænke området. Der er ikke brug for årelange undersøgelser. Start med at indføre en kort, præcis og kontant afregning per spand, sæk, tur på genbrugspladserne. Fjern straks de løbende tvangsgebyrer. Lad forbrugerne købe ind på den mængde affald, de mener at have. Det er nemt, logisk og fremfor alt fremtidssikret.
I dag smider vi bare væk i Fredericia.
