BUSINESS. Når man siger chokolade, tænker de fleste nok på en hurtig snack til ti kroner. Men lige nu står kunderne nærmest i kø ved 7-Eleven på Fredericia Banegård for at betale 129 kroner for én enkelt plade: Dubai-chokoladen.

– Alle skulle lige pludselig have Dubai-chokolade, fortæller butikschef Anders Møldrup, mens han trækker lidt på smilebåndet.

Butikken begyndte at få Dubai-chokolade på hylderne for omkring to-tre måneder siden, efter at den mellemøstlige chokoladetrend eksploderede på de sociale medier. Hos 7-Eleven er chokoladen leveret af en lille luksusproducent på Sjælland, som siden har arbejdet i døgndrift for at følge med.

– Selvom de har arbejdet i døgndrift, så kunne de kun producere omkring 600-800 plader i døgnet. Så når der blev sendt en palle afsted, var den væk lige så hurtigt, som den kom, forklarer Anders.

Den enorme efterspørgsel har endda fået medarbejderne i butikken til at tage utraditionelle midler i brug for at holde kunderne glade.

– Nogle af mine medarbejdere har lavet en lille liste og tilbudt at ringe til kunderne, når chokoladen kom på lager igen. Der er kunder, der har købt både fire, seks og otte plader ad gangen, siger butikschefen, der hurtigt tilføjer:

– Jeg ville ønske, at vi havde haft endnu flere plader, for jeg er ret sikker på, at vi kunne have solgt dem.

Viralt hit giver nye kunder i butikken

Dubai-trenden stopper ikke ved chokoladen. For nylig er også en Dubai-cookie landet på hylden, og succesen gentager sig. Cookien, som sælges til 49 kroner stykket, forsvinder også hurtigt fra hylderne.

– Vi er i Region Vest, hvor der er 16-17 butikker på Jylland og Fyn. Vi er den butik, der har solgt næstflest Dubai-cookies. Der bliver taget 12-18 stykker ind hver dag som minimum, siger Anders og understreger, at også cookien er både stor og god.

Den lokale hype har betydet, at butikken har fået nye kunder, som måske aldrig tidligere har besøgt 7-Eleven på Fredericia Banegård.

– Der er kommet kunder, vi normalt ikke ser. På et tidspunkt blev det også delt i en lokal Fredericia Facebook-gruppe, at nu var der Dubai-chokolade igen. Det er jo meget fedt at få sådan en håndtrækning, bemærker butikschefen.

Trenden fortsætter længere end ventet

På trods af den høje pris har Dubai-chokoladen skabt mærkbar omsætning i butikken. Og ifølge butikschefen er interessen langt fra toppet endnu.

– Det er vildt, hvad sociale medier kan gøre. Jeg tror, det fortsætter flere måneder endnu. Omvendt håber jeg da også, at få 60 plader igen i morgen. Jeg fik 36 den anden dag – og de er væk, fortæller han med et grin.

Selvom Dubai-chokoladen måske ikke er en trend, der varer evigt, er Anders ikke i tvivl:

– Jeg tror ikke, det er slut nu, slutter han og ser ud over butikken, hvor næste levering med garanti bliver revet ned fra hylderne hurtigere, end han kan nå at fylde dem op.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer