Min folkepensionsalder er nu 71,5 år. Det kan som 45-årrig virke helt uoverskueligt. Men når jeg så ser på nogle af mine jævnaldrende, der har mere fysisk krævende jobs som fx social- og sundhedsassistent, murer, butiksassistent eller gartner så bliver jeg endnu mere bekymret.  

Jeg bliver bekymret for om de fysisk og i nogle tilfælde psykisk kan holde til så mange år på arbejdsmarkedet. For som jeg også påpegede i min 1. maj-tale, så tror vi i SF faktisk på et liv før døden. 

Det er klart at for mange, er deres arbejde en del af deres identitet og de fleste af os glæder os hver dag til at møde vores kollegaer, og yde en indsats for den arbejdsplads vi er en del af. Jeg mener faktisk det er sundt at arbejde. Men når udsigterne til pension er så lange, giver det en skævvridning i samfundet. 

For dem, der har råd til at spare op til pension, vil deres økonomiske frihed give dem nogle væsentligt bedre kort på hånden, end de mange som ikke har denne mulighed. Det giver et opdelt samfund – et A og B-hold. Det har jeg som SF’er det svært med. 

Der har været massiv kritik af beslutningen omkring en forøgelse af pensionsalderen. Fagbevægelsen har udtrykt stor kritik, men desværre har regeringen ignoreret kritikken. Ligesom med Store Bededag har Socialdemokraterne vendt det døve øre til. Det synes jeg er skammeligt, da fagbevægelsen – om nogen – ved hvad konsekvenserne af en øget pensionsalder er.  

Jeg vil dog rose Fredericias borgmester, da han er en af de socialdemokratiske borgmestre, der har kritiseret beslutningen og har forsøgt at komme til orde ved den socialdemokratiske top. Desværre virker det til, at den socialdemokratiske top har trykket på mute-knappen, når baglandet udtrykker kritik. 

Når nu det er besluttet, at pensionsalderen blot skal stige år for år, så er det centralt at vi som kommune gør alt det vi kan, for at skabe en arbejdsplads, som kan imødegå de udfordringer en øget pensionsalder giver. Her tænker jeg især på de medarbejdere, der har fysisk og/eller psykisk hårde jobs.