Af Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige, Regionsrådsmedlem Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia

Dyre kommunale indkøbsaftaler forgylder bagmændene, medens lokale virksomheder ser skattekronerne forsvinde ud af kommunen.

Vi hører det tit ”Køb lokalt”. Det er en fin vending, der handler om sammenhold og gensidig lokal støtte til handels- og erhvervslivet.

Fællesnævneren er imidlertid at købe mest muligt til mindste pris. Men alt har en pris og, hvis prisen ikke skal være lokal butiksdød, er det vigtigt at støtte eget område. Mange kommuner gør – uden skatteydernes viden – det stik modsatte, som jeg kommer tilbage til.

Jeg kan muligvis købe samme vare til en marginalt billigere pris på nettet, men for mig er der ikke noget, som en lokal indkøbstur. Forretningslivet er ikke bedre end kunderne. Jo færre kunder – jo færre og jo dårligere butikker. Min oplevelse af at købe lokalt er at jeg altid får en god, faglig og venlig betjening og jeg gør altid en god handel. Lokale butikker værdsætter nemlig kunderne.

I større byer er det ikke så markant når en forretning eller en mindre virksomhed må dreje nøglen om og lukke, men i et lille samfund har det konsekvenser. Jeg løfter ikke pegende fingre. Borgerne – vi alle – kan købe varerne hvor vi vil og når vi vil. Det er en vigtig del af frihedsidealet.

Men hvorfor støtter din kommune ikke den lokale handel? Hvorfor bruges de mange hundrede millioner skattekroner på at være med i kollektive indkøbsaftaler, hvor en kæde af mellemmænd uden tilknytning til kommunen skal tjene på aftalen?

Det er at gøre grin med de lokale handlende og samme problem gør sig gældende ved udbud af byggeri og anlæg. I Fredericia har den ulideligt lange række af skandaler betydet enorme udgifter til advokater der skulle udrede sagerne, uden der er kommet meget andet ud af det, end dyre regninger og tabte sager. Det er let at tælle antallet af lokale advokater og andre videns personer der inddrages i kommunale anliggender. Det er stort set nul. For en by i provinsen er det åbenbart vigtigst at der vælges en partner med et Aarhus, Odense eller København postnummer på advokatkontorer. Jeg forstår ikke hvorfor. Tilbage til starten. En kommune skal bruge borgernes skattekroner på at handle lokalt., men tossede udbudsregler der snildt kunne veksles til sund fornuft og mindre indkøb og udbud bruges til at fravælge lokale virksomheder.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her