Tirsdag aften dannede rammen om et borgermøde med folkeskolen som tema, arrangeret af SF og Konservative. Mødet tiltrak en bred gruppe deltagere – fra forældre og skolebestyrelsesmedlemmer til fagforeningsfolk og andre engagerede i skoleområdet.
Der var ét fælles mål: at finde de 10,3 millioner kroner, der mangler i budgettet for at sikre, at Fredericia Kommune fortsat kan leve op til visionen om at være børnefamiliernes førstevalg.
Tommy Rachlitz Nielsen, De Konservatives gruppeformand, åbnede mødet med en klar melding om, hvorfor SF og Konservative havde valgt at stå sammen om netop dette initiativ:
– SF og Konservative er blevet skubbet lidt sammen af, at der er andre, der taler meget om folkeskolen, men handler mindre, synes vi. Derfor mente vi, at der var behov for at komme ud og høre, hvad det egentlig er, vi skal fokusere på. Noget, vi alle er enige om – også med de andre partier i byrådet – er, at vores børn fortjener den absolut bedste folkeskole. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi kommer derhen. Aftenens formål er at rammesætte: hvis vi nu forestiller os, at penge ikke er et problem, og vi har de bedste ledere, de bedste lærere og de bedste pædagoger – hvad skal vi så fokusere på at implementere i folkeskolen, for at vores børn kan yde deres absolut bedste og udvikle sig på den bedst mulige måde, sagde Rachlitz.
SF’s Malene Søgaard-Andersen fulgte op og satte yderligere fokus på vigtigheden af børns trivsel og læring:
– Vi har vores børns trivsel og læring for øje. For os handler det rigtig meget om, hvad vi skal tilføre folkeskolen, for at vi kan lykkes endnu bedre med den opgave. Som Tommy siger, kan vi se på de målinger, der bliver lavet, at vi ikke er gode nok, som tingene er i dag. Derfor er vi nysgerrige på, hvad borgerne i Fredericia egentlig tænker. Som politikere kan vi tale meget om, hvad vi gerne vil, og hvad vi ikke vil, men hvad tænker borgerne? Det er vi nysgerrige på, og det er noget, vi er fælles om her, sagde Søgaard-Andersen.
Hun pegede også på udfordringerne i det politiske landskab:
– Vi oplever desuden, på vegne af vores to partier, at børneskoleudvalget, som har haft posten i mange år, har svært ved at forhandle om nogle af de ting, som vi i hvert fald er nysgerrige på, forklarede Malene Søgaard-Andersen.
Indblik i lærernes virkelighed
En af aftenens mest indsigtsfulde indlæg kom fra Katrine Damkie, lærer på Kirstinebjergskolen, afdeling Havepladsvej, der havde indvilliget i at fortælle om hendes hverdag i skolevæsnet i anonymiseret form således, at de nævnte navne er fiktive.
– Når jeg siger, at man er politisk, så er det egentlig bare som almindelig lærer her i Fredericia. Øverst på ønskelisten, og lærerne er selvfølgelig også en mangfoldig gruppe. Men nu prøver jeg at tage udgangspunkt i, hvad jeg selv tænker, og hvad jeg ved, mange af mine kolleger også tænker, i forhold til vores arbejdssituation. Jeg er lærer på en udskolingsafdeling her i Fredericia og arbejdsmiljørepræsentant, og det er den baggrund, jeg taler ud fra, sagde Katrine.
Hun fortsatte med at beskrive de konkrete udfordringer i klasselokalet:
– Jeg vil lige læse denne anekdote højt fra undervisningen for at illustrere, hvad vi arbejder med til daglig, og derfor vil jeg undlade at nævne navne. Det er tirsdag morgen kl. 8, og dagen starter i 8.A med godmorgen, aflevering af telefoner og fraværsregistrering. Efter en kort gennemgang af de fire regnearter, gennemgår jeg opgaverne fælles og sætter klassen i gang. Jeg begynder straks at hjælpe de fire elever, der har behov for individuel opstart. Arne skal i dag have hjælp til at finde sin bog, slå op på den rigtige side og få gennemgået opgaven trin for trin, sagde Katrine.
Denne beskrivelse understregede, hvordan lærerne må jonglere mange opgaver samtidig og håndtere elevernes forskellige behov:
– Bo river sig i håret og fortæller mig, at tirsdag er en ‘møgdag’, og at han har forsøgt at løse opgaven, men nu ligger han med hovedet på bordet. Han påstår, at han aldrig har fået bogen. Elisabeth sukker opgivende og siger, at hun ikke ved, hvad hun skal lave. Mens jeg hjælper dem, melder de første spørgsmål sig fra dem, der allerede er gået i gang, forklarede Katrine.
Damkie fortalte, hvordan lærerne ofte står i situationer, hvor de skal balancere mellem mange behov på én gang:
– Frank har problemer med at huske, hvordan man løser en opgave med tre cifre, og Inga vil gerne have, at jeg tjekker hendes arbejde. Jakob vil vise sine fremskridt, mens jeg observerer, at Kasper og Laura begynder at prikke til hinanden, og støjen stiger. Jeg ved, at når først de to begynder at snakke, så falder koncentrationen for alvor, sade hun.
Hun afsluttede sin anekdote med at beskrive de udfordringer, som opstår, når der ikke er nok ressourcer til at imødekomme alles behov:
– Jeg må finde på en aktivitet, som resten af klassen kan arbejde med, så jeg kan tage Nicolaj til side og få en kort snak med ham om, hvad der er galt. Er det vennerne? Er det noget derhjemme? Eller er det matematikken? Mens dette sker, ringer Olivers telefon, fordi han igen har medbragt en ekstra telefon, som ikke er sat på lydløs. Og så er de første 45 minutter af undervisningen gået, sagde Katrine.
Damkie forklarede videre, hvordan lærerne ikke kun håndterer undervisningen, men også en række administrative og pædagogiske opgaver:
– Bag disse 45 minutter ligger der dog meget usynligt arbejde, som lærerne også skal tage sig af. Det handler om at forberede materiale, der er differentieret til elevernes individuelle niveauer. Det handler også om de elevsamtaler, du har haft dagen før, fordi tre piger er blevet uvenner i weekenden, og det skal løses, inden det trækkes med ind i klassen. Det handler om møder med kontaktpersoner, sparring med kolleger om det faglige niveau og den retning, vi skal i. Det handler om samarbejde med ledelsen om elever, der venter på støtte, og meget mere, sagde Katrine.
Hun beskrev afslutningsvis den frustration, som mange lærere føler i forhold til de stigende krav og de færre ressourcer:
– Lærerlivet er ikke nødvendigvis fyldt med glade dage, men det er i hvert fald spændende. Der er sjældent to dage, der er ens, og til tider kan det være meget hårdt. På en arbejdsdag taler jeg med over 100 mennesker – lærere, børn og voksne. Nogle gange føles det, som om man er en blæksprutte, der forsøger at holde det hele i gang. Jeg har stor respekt for det arbejde, mine kolleger udfører, især når vi har flere og flere elever med særlige behov og færre ressourcer til at imødekomme dem, forklarede Katrine.
Politiske prioriteringer under kritik
Efterfølgende var der mulighed for at komme med indspark og spørgsmål til at løfte debatten om den fredericianske folkeskole. En af dem, der ikke sad i en skolebestyrelse eller havde andre kasketter på, var Hans Thomassen, som satte fokus på kommunens økonomiske prioriteringer:
– Jeg er lidt rystet over, at vi for nogle år siden politisk brugte 330 millioner anlægskroner på alt muligt mellem himmel og jord – nyt stadion og meget andet. Og nu, et par år senere, står vi med skoler, der ser forfærdelige ud i byen, og som mangler både det ene og det andet – og der mangler for 300 millioner kroner. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Vi kan stå på stadion og se, hvad det har kostet – 20 millioner kroner ekstra til tribunen osv., sagde Thomassen.
Thomassen var klar i sin holdning om, at der skal ske en omfordeling af midlerne:
– Pengene er der. Der skal ikke spares, som det nu er lagt frem med et sparekatalog. Der er penge i systemet. De skal bare omfordeles. Vi er nødt til at gøre tingene på en anderledes, nyere og klogere måde og bruge de penge, vi har, til at sætte ind der, hvor det virkelig er nødvendigt. Og det er på børn, unge og uddannelse, sagde Hans Thomassen.
Lærernes arbejdsmiljø – en nøglefaktor
Formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, tog også ordet og fremhævede den store betydning, som trivsel har i folkeskolen, både for eleverne og for lærerne. Han startede med at slå fast:
– Trivsel er en af de vigtigste ting, vi skal sikre i skolen. Vi skal få eleverne, de unge mennesker, til at trives. Vi skal også, som der er blevet sagt her, gøre dem klar til videre uddannelse og forberede dem på at bidrage til samfundet, på den ene, den anden eller tredje måde, uanset om de går i en almindelig folkeskole eller en specialskole. De to ting hænger sammen, sagde Breckling.
Breckling rettede dernæst fokus mod, hvad der ofte bliver målt og talt om, nemlig karaktergennemsnit, og pegede på, at denne tilgang ofte overser de grundlæggende problemer:
– Men hvad måler vi dem på? Hvad skriver aviserne om? Det er karaktergennemsnit. Men hvad gør vi for de andre unge mennesker? Hvad gør vi for børnene? Vi sætter dem i skole i rigtig lang tid – den længste skoledag i Europa. Vi tror, at jo mere tid vi giver dem i skolen, desto bedre bliver de. Men det kunne man godt lave en sammenligning på. Man kunne f.eks. sammenligne det med alkohol – nej, det var en joke. Men det er ikke nødvendigvis rigtigt, at mere altid er bedre. Det handler om kvaliteten, sagde Per Breckling.
Han fremhævede Katrine Damkies tidligere indlæg og understregede vigtigheden af, at lærerne får den nødvendige støtte:
– Katrine nævnte det faktisk: Hun sagde, at hun nogle gange mangler hjælp. Hun mangler hjælp til den elev, der sidder i hjørnet og har brug for en snak, fordi tårerne løber ned ad kinderne, fordi far har slået mor i dag. Eller mor har slået far, for at være ligestillingsvenlig. Og så er der dem, der har brug for hjælp, som Malene, der skal videre med sin opgave og føler pres for at blive færdig før Kirsten, for ellers lykkes hendes dag ikke., sagde Breckling.
Breckling satte også fokus på de strukturelle udfordringer, der gør lærernes hverdag sværere:
– Vi har så mange ting, vi skal tage hånd om, og så er der midtergruppen osv. I det her system mangler vi hænder. Vi kan ikke længere have den gamle folkeskolemodel, hvor én lærer havde ansvar for 24 elever. Vi har brug for at kunne lave holddeling og tage hånd om de enkelte elever. Og det er her, det falder tilbage på politikerne. Det koster penge, ja, det gør det. Men hvis man ser på andre ting i vores samfund over tid, er det heller ikke sådan, at alt koster det samme som før. Nogle ting er blevet dyrere, andre billigere, afhængigt af typen af virksomhed. Og her har vi en sektor, hvor vi skal bruge flere ressourcer, sagde lærerformanden.
Han afsluttede med en kritik af de nuværende arbejdsmiljøforhold, som får mange lærere til at forlade faget:
– Lige nu leverer vi nogle arbejdsmiljøforhold, som er utålelige, og det får folk til at forlade deres job. Det er trist. Når man ikke kan lykkes med sin opgave i hverdagen, finder man et andet sted at være. Det gør man som lærer, som læge – det gælder for os alle. Så det er en vigtig pointe i denne debat: Hvordan rammesætter vi undervisningen? Det kræver flere penge, men det kræver også frisættelse. Det nævnte du før, selvom det ikke blev fremhævet nok. Det handler om at frisætte skolerne, ledelsen og forældrene, så de kan være med til at forme det, der fungerer bedst for dem. Så må vi se, om det kan føre os frem til noget bedre, sagde Per Breckling.
Fremtiden for folkeskolen i Fredericia
Aftenen afsluttedes med en klar erkendelse af, at folkeskolen i Fredericia står over for udfordringer, men også med en fælles vilje til at finde løsninger. Det står klart, at både økonomiske prioriteringer, arbejdsmiljø og støtte til både lærere og elever skal have høj prioritet i de kommende politiske forhandlinger.
De mange perspektiver fra lærere, politikere og borgere viste, at der er et bredt ønske om at styrke skolen, og at der er behov for en fælles indsats.