OPINION. Svar er: Den lokale civilbefolkning og os andre.
Operation Epic Fury mellem USA /Israel og Iran bliver allerede fremstillet som endnu en fortælling om styrke og vilje. USA kan med god grund pege på en militær sejr: Irans flåde er stort set sendt til bunds, produktionen af droner og missiler er hårdt ramt, og centrale militære mål er ødelagt. Iran kan på sin side hævde sin egen form for sejr ved at overleve, bevare regimet og fortsat have evnen til at presse omverdenen – ikke mindst gennem Hormuz-strædet.
Begge parter kan altså finde noget at fejre. Men det ændrer ikke ved, at andre står tilbage med regningen.
Mens generaler og politikere taler om “taktisk succes”, mærker almindelige mennesker konsekvenserne et helt andet sted: ved benzintanken, i supermarkedet og på varmeregningen. Uroen omkring Hormuz har sendt energipriserne op, og inflationen følger med.
Resultatet er enkelt: Vi får mindre for vores løn, fordi krigen æder vores købekraft.
Set fra Washington og Teheran er Hormuz et strategisk værktøj. For resten af verden er det en livsnerve. Når den bliver klemt, rammer det ikke bare olie og gas – det rammer selve fundamentet for den velstand, vi tager for givet: fri handel og stabile forsyningskæder.
Samtidig er forhandlingerne brudt sammen, og nye trusler om blokader hænger i luften. Det er en form for geopolitisk hasardspil, hvor indsatsen er hele verdensøkonomien. Jo mere presset øges, jo højere bliver prisen – og jo hårdere rammer det helt almindelige husholdninger. Man kunne fristes til at sige, at nogen er i gang med at skyde sig selv i foden – men desværre rammer kuglen os andre
først.
Det store paradoks er, at ingen af parterne reelt kan vinde. USA kan demonstrere overlegen militær styrke, men ikke bombe sig til en stabil fred. Iran kan forstyrre og presse, men ikke skabe et alternativ. Resultatet er et fastlåst dødvande, hvor begge hævder styrke, mens den globale økonomi langsomt tappes.
Den moralske pointe, vi ikke siger højt er: Der findes ingen gratis krige. Hver missilaffyring, hver forstyrret forsyningskæde og hver stigning i olieprisen ender hos skatteydere og forbrugere. Civile i krigsområderne, de helt almindelige mennesker – betaler den dyreste regning.
Af Poul Rand, liberal skribent og kommentator
Log ind
Kommentar