Er det overstået med oversvømmelser i Fredericia? Nej, siger Jesper Hansen, indehaver af Hotel Gammelhavn, med en tone af frustration. Han taler om de tilbagevendende problemer med oversvømmelser i byen, som han mener, skyldes mangel på vedligeholdelse og rengøring. For Fredericia er beskidt.
Vejret har også denne sommer været meget skiftende, og der er i perioder kommet rigtig meget nedbør på kort tid. Men på trods af mange års drøftelser og løsningsmodeller har man endnu ikke fundet en løsning. Hotelejer Jesper Hansen er ikke i tvivl:
– Når man kigger rundt i byen, så er vi jo en ret beskidt by. Det er ikke kun et stort problem, at det regner meget. Det er mere det, at vi har en forøgelse af problemet, fordi man ikke vedligeholder byen, mener han.
Jesper har været vidne til mange af de ændringer, der er sket i byen gennem tiden. Samtidig har han som erhvervsdrivende interesseret sig aktivt for byens udvikling. Med denne indsigt i Fredericias forvandling gennem årtier, har Jesper Hansen en klar mening om byens transformationer, og den vedvarende kamp mod oversvømmelser.
– I Gothersgade syd har der altid været problemer, lige op til indførelsen af den nye gågadebelægning, hvor det blev endnu værre. Det bekymrer mig, at på trods af en øget kapacitet for bortledning af vand, er der allerede efter omlægningen i 2017 problemer, så vandet fortsat havde svært ved at forsvinde. Det trak ganske enkelt ikke væk, uddyber Jesper.
Han har boet i Fredericia i 50 år, og kan kun ryste på hovedet over den nuværende situation:
– Min svigerfar er historiker, og han bekræfter det samme, som jeg har bemærket. Disse oversvømmelser har altid været her. Det undrer mig bare, at tiltag som kystsikring og ny belægning, som egentlig skulle være løsningen, faktisk ser ud til at forværre problemet. Det undrer mig.
Han husker tilbage på tiden før 2017, hvor skybrud var mere sjældne, men alligevel ikke skabte de samme problemer som i dag.
– Før 2017 var der masser af skybrud, nok ikke med samme hyppighed. Men det resulterede aldrig i de samme problemer, påpeger han og henviser til en særlig hændelse i 2019. Der var et skybrud, der næsten ‘tog livet’ af Cafe Mums. Det var tydeligt, at kloaksystemet ikke kunne klare belastningen, konstaterer han.
Han beskriver, hvordan ukrudt og sand og andet skidt samler sig og blokerer for adgang til kloaksystemet. Og selvom han har bedt om data fra kommunen, har han haft svært ved at få klarhed over situationen.
– De siger i byrådet, at kloakken virker rigtig fint, problemet er så bare at vandet ikke løber ned i den. Desuden er rigtig mange af brøndene ikke registreret, så der er ingen kontrol med, hvornår noget er renset. Faktisk ved Dan Sweep (entreprenøren, red) nok ikke engang hvor alle brøndene er. Uagtet, så er der over 40.000 kvm i gågaden og Gothersgade syd, der ikke er blevet renset siden 2017, forklarer Jesper Hansen.
Ifølge ham, er en stor del af problemet, at kommunen er gået fra at bruge riste til et system, der kaldes afløbsrender eller aquadræn. Den omlægning er bare aldrig blevet registreret:
– Så selvfølgelig ved entreprenøren ikke, hvad og hvor de skal gøre rent. Alt frontpersonale jeg har hernede på hotellet, siger samstemmigt, at Fredericia er en dejlig by. Men de tilføjer altid, at her godt nok er nusset og småbeskidt. Det er noget vi har italesat mange gange overfor politikerne og Visit Fredericia, men de sender lidt aben videre og peger på hinanden, mener han.
Skal en by præsentere sig fra sin bedste side, er renholdelse i følge Jesper absolut afgørende. Derfor ærger det ham, at forvaltningen lader til at være passive:
– Jeg har lige været i Middelfart, og trods lidt ukrudt her og der, fremstår byen flot og velholdt. Det må vi også kunne præsterer i Fredericia. Se på Nørrevoldgade, der er historisk. Vi har planer om et stort og flot fæstningscenter, men vi kan ikke engang holde vores historiske gader pæne og rene.
Som hotelejer er Jesper i tæt dialog med mange besøgende ude fra. I løbet af sommeren taler han nemlig med mange turister og besøgende. Der kommer også store krydstogsskibe til byen, der sammen med masser af historieinteresserede tit lægger vejen forbi hotellet og cafeen. Herfra henter han en masse input til, hvordan Fredericia opleves af andre.
– Esplanaden og dens renholdelse er også en vigtig faktor. For turister og besøgende, uanset om de er her på dagsture eller over flere dage – selv vores besøgende fra nabokommunerne – siger det samme: Det er synd, at her er beskidt. Vi kan ikke være det bekendt, slår hotelejeren fast.
Med to cykler rullet frem fra hotellets baggård, befinder vi os hurtigt i sadlerne, for der er noget, Jesper gerne vil cyckle hen til. Gæsterne på hotellet har normalt fri adgang til disse cykler under deres ophold, men i dag skal vi altså prøve dem, for Jesper tager os med en tur til krydstogtanløbet og Esplanaden. Han har noget, han vil vise os:
– Velkommen til Naturpark Lillebælt, et sted hvor knækkede lygtepæle og forældede skilte er en del af udsigten, råber han over skulderen, da vi triller ind på græsset.
Vi fortsætter vores cykeltur, hvor en lidt trist hytte dukker op. Lugten i hytten sender os hurtigt tilbage ud i det fri, og her er Jespers opmærksomhed straks rettet mod en lille plastikpose på jorden.
– Det er måske ikke indlysende for alle, men den pose der, det er et tegn på, at der kommer nogle særlige typer her for at ‘hygge sig’. Det er trods alt ikke en kanyle. Det havde været værre. Men jeg ville ikke bringe mine børn herned, og slet ikke lade dem være her alene.
Jepser er frustreret over at systemet ikke fungerer, for han vil gerne kunne se byudviklingen blomstre. Trods frustration og gentagne henvendelser til de ansvarlige parter, forbliver problemet med oversvømmelser uløst og den manglende renholdelse af byen er en kronisk udfordring, mener han.
Jespers budskab er klart: Vedligeholdelse er en afgørende faktor for at kunne præsentere Fredericia som en attraktiv by, for både lokale og besøgende. En bys skønhed og appel ligger ikke kun i dens arkitektur, kultur og historie, men også i dens renhed og vedligeholdelse.
Som Jesper siger, det er synd, at her er beskidt:
– Vi kan ikke være det bekendt.