EVENT. Efteråret har knap nok meldt sin ankomst, før forberedelserne til årets julefrokoster for alvor er i gang på Best Western Plus Hotel Fredericia. Og hvis man spørger hoteldirektør Mette Spindler Seehausen, er interessen lige så stor og trofast som altid.

»Jeg ser årets julefrokostsæson som værende meget lojal og tro, som den plejer at være. Vi har rigtig mange gæster, der kommer igen og igen, fordi de er tilfredse med vores koncept og vores mad. Det fungerer bare, og det er det, vi får at vide,« siger hun.

Virksomhederne holder fast

Det er især virksomheder, der år efter år vender tilbage til hotellet for at holde julefrokost. For nogle gælder det hvert år, mens andre har tradition for at skifte mellem Sjælland og Jylland, så Fredericia er på programmet hvert andet år.

»Det er hovedsageligt virksomheder, der holder deres julefrokoster hos os. Mange af dem kommer år efter år, men der er også nye, der hele tiden finder vej til os. Nogle virksomheder skifter mellem Sjælland og Jylland, så det kan være, vi ser dem hvert andet år, men loyaliteten er stor,« fortæller Mette Spindler Seehausen.

Hun lægger ikke skjul på, at arbejdet med julefrokosterne begynder længe, før julelysene tændes i byen.

»Jeg er meget på forkant. Jeg starter faktisk julefrokostsalget allerede i ugerne efter, at årets julefrokoster er afholdt. Mange booker ind til året efter, fordi de vil være sikre på at få en dato. Det gør, at vi altid er godt forberedt.«

Feedback og dialog

En del af hotellets succes ligger ifølge direktøren i den tætte kontakt til gæsterne. Efter hver julefrokostweekend ringer hun selv rundt og siger tak for sidst.

»Jeg spørger ind til, om alt har været, som det skulle være. På den måde får vi fulgt op, og vi får også den feedback, som er så vigtig for mig at give videre til medarbejderne, så de får al rosen og anerkendelsen. Skulle der mod forventning være noget, så har vi mulighed for at rette op på det.«

Traditionel julemad med små nye twists

Når gæsterne sætter sig til bords, kan de forvente en klassisk julefrokost – men med overraskelser.

»Når gæsterne booker en julefrokost hos os, kan de glæde sig til at komme og slappe af sammen med deres medarbejdere og kolleger. Vi sørger for, at alt kører på skinner. De får faste pladser, og vi står for hele forløbet. Der er rigeligt af fantastisk mad, og vores køkken er kendt for at levere en traditionel julefrokost med små nye twists,« siger hun.

Eksemplerne kan være rødkål krydret på nye måder eller en risalamande med et særligt touch.

»Rødkål bliver altid serveret, men den kan krydres på mange måder. Risalamande er også fast på menuen, men den kan godt have et særligt touch. Det er præcis den kombination af tradition og nytænkning, som vores dygtige køkkenchef og kokketeam er så gode til at skabe.«

En oplevelse, man husker

For Mette Spindler Seehausen handler julefrokosterne ikke kun om maden, men også om at skabe en aften, gæsterne husker.

»Det, vi håber, gæsterne husker, er, at de har haft en fantastisk aften, hvor de kunne hygge sig, grine, danse og snakke på en anden måde end i hverdagen. Det er en pause fra arbejdslivet, hvor man kommer tættere på hinanden. Julefrokoster og andre firmaarrangementer skal give den fællesskabsfølelse, hvor man sænker skuldrene og bare er til stede.«

Julefrokosten markerer julens begyndelse

Ifølge direktøren er der noget særligt ved netop julefrokosterne.

»Det særlige ved julefrokosterne er, at de markerer starten på julen. Allerede i slutningen af november kan man mærke forventningens glæde. Julen begynder, når man sidder med sine kolleger eller venner og fejrer sammen, før man holder jul med familien.«

Best Western Plus Hotel Fredericia forventer endnu en travl og festlig sæson, hvor både gamle kendinge og nye gæster finder vej til de dækkede borde. Og hvis man skal dømme ud fra interessen, bliver julestemningen ikke til at tage fejl af på hotellet i år.