Fredericia Håndboldklub fik søndag aften sat et punktum, som både publikum og spillere havde ventet på. En 37-31-sejr over Grindsted GIF bragte endelig smilene tilbage i Middelfart Sparekasse Arena – og gav holdet en fornemmelse af, at retningen nu peger den rigtige vej. Kasper Young og Sander Heieren stod begge klar til at tale om sejren efter kampen, og de var enige i én ting: Det var forløsende.

»Det er lang tid siden, vi har vundet, så det var virkelig skønt. En god sejr, synes jeg,« sagde Kasper Young, der sammen med resten af holdet måtte kæmpe for at finde rytmen i første halvleg.

Grindsted spillede deres karakteristiske syv-mod-seks-spil, og Fredericia havde svært ved at dæmme op for det. I perioder blev der givet for meget plads tæt på målet, men justeringerne i pausen gjorde forskellen.

»Vi kæmpede noget i første halvleg med at få den rigtige højde i forsvaret, fordi de kom for tæt på og fik lov at lave deres finurlige spil. De er gode til syv-mod-seks, det gør de hele tiden. Så det skulle vi lige justere i pausen, og da vi fik gjort det, der viste det sig også, at vi var det bedre hold,« forklarede Young.

Efter pausen begyndte kampen at ligne det Fredericia-hold, man kender. Energien steg, rytmen kom tilbage, og det kollektive pres fungerede.

»Vi kom ind i et godt flow og havde en god rytme. Vi stod for hinanden i de situationer, vi blev sat i, og så spillede vi egentlig solidt hele kampen igennem,« sagde fløjspilleren, inden han med et grin tilføjede:

»Og så lavede Sander jo fem mål – det gjorde det jo lidt nemmere.«

Sander Heieren, der både leverede redninger og fem mål på lange kast i tomt mål, stod også med et smil bagefter.

»Vi starter lidt rodet, og de får spillet deres spil og finder hullerne i forsvaret. Men så får vi den energi i anden halvleg, som gør, at vi får bevæget os bedre og forstyrret dem mere. Så bliver det lettere at lukke kampen,« sagde den norske keeper, der havde en aften, hvor alt syntes at lykkes.

Om sine fem scoringer sagde han med et glimt i øjet:

»Jeg har jo kigget på Kjeldgaard – han scorer altid mange mål – så jeg tænkte, at det kunne være sjovt at prøve det her også.«

Publikum tog det med begejstring, og Heierens præstation blev mødt med jubel, hver gang bolden forlod hans hænder og fandt nettet i den anden ende.

Men bag det gode humør gemte sig også en vigtig erkendelse. Fredericia har været hårdt ramt af skader, og søndagens sejr var den første i lang tid, hvor Jesper Houmark havde næsten alle sine profiler til rådighed.

»Det er rart, at vi havde noget at skifte med. Det har vi ikke haft i de sidste fire-fem uger. Vi har trukket nogle hårde veksler på folk, der har været småskadede,« sagde Kasper Young og fortsatte:

»I dag fik vi brugt hele holdet, og alle bød ind. Det er sådan, vi gerne vil spille – mange skal bidrage, og mange skal hjælpe hinanden.«

Også Sander Heieren ser sejren som begyndelsen på noget større.

»Nu får vi landsholdspausen, og den skal bruges på at få de sidste spillere helt klar og få nogle gode træninger. Vi skal restituere, men også bruge tiden på at bygge videre på det, vi viste i dag,« sagde han.

For begge spillere handler det nu om at bruge sejren som afsæt.

»Det her var vigtigt. Ikke bare for pointene, men for følelsen. Vi har manglet at mærke, at vi kan lukke kampene. Det gjorde vi i dag, og det skal vi tage med videre,« sagde Young.

Fredericia spiller næste gang den 5. november, hvor Sønderjyske Herrehåndbold venter på udebane. En kamp, der kan bekræfte, at FHK ikke blot vandt én aften i Fredericia – men at holdet for alvor er på vej tilbage.