NATUR. Det var en både smuk og bevægende dag i Herslev, da første spadestik til Herslev Folkeskov blev taget. Den kommende skov er blevet til på baggrund af en usædvanlig generøs donation fra Susanne Rasmussen, der bor i Herslev, og hendes to sønner.
Susanne er alvorligt kræftsyg, og med støtte fra sine sønner har hun valgt at donere 1,6 hektar jord til projektet, som drives af organisationen Growing Trees Network i samarbejde med Business Fredericia, Vejle Kommune og Fredericia Kommune samt en række lokale virksomheder.

»Susanne ønsker at give noget tilbage til lokalsamfundet, mens hun stadig er her, og det har været en både smuk og rørende oplejvelse at blive inviteret ind i hendes hjem og høre hendes historie,« fortæller Sanne Kjær fra Business Fredericia, der har stået i spidsen for at engagere lokale virksomheder i projektet.
Herslev Folkeskov omfatter i alt 5.600 træer fordelt på 24 forskellige arter, hvilket sikrer en betydelig gevinst for biodiversiteten. Træerne er blevet sponsoreret af lokale virksomheder, som har fået muligheden under overskriften: »Bliv skov-sponsor og styrk din ESG-profil«.
Projektet, der blev søsat i samarbejde mellem Growing Trees Foundation og Business Fredericia sidste efterår, taler direkte ind i nogle af tidens største udfordringer, forklarer Sanne Kjær:
»Med Herslev Folkeskov skaber vi ikke blot et nyt og smukt naturområde, vi bidrager også aktivt til CO₂-reduktion, beskyttelse af grundvandet, øget biodiversitet og etablering af nye rekreative områder, hvor både borgere og besøgende kan finde ro og fællesskab med naturen. Derudover styrker projektet også lokalområdets modstandsdygtighed over for ekstremt vejr.«

Folkeskoven bliver etableret på et tidligere dyrket landbrugsareal, som nu omdannes til en grøn oase i landskabet. Der bliver offentlig adgang til området med anlagte stier, og på sigt planlægges også en naturlegeplads.
For Sanne Kjær fra Business Fredericia har samarbejdet med Susanne Rasmussen og hendes familie gjort stort indtryk:
»Herslev Folkeskov er et fantastisk eksempel på, hvordan lokale kræfter kan skabe forandringer, som rækker langt ud over sognegrænsen. Det er mere end små, nye træer – det er et synligt bevis på handling og håb. Håb for klimaet, for naturen og for kommende generationer.«
»En stor og varm tak skal lyde til Susanne og hendes familie. I er med til at gøre Herslev grønnere, stærkere og endnu mere attraktiv. Det var en skøn og mindeværdig eftermiddag,« slutter Sanne Kjær.